De store danske rådgivende ingeniørvirksomheder har forpligtet deres medarbejdere til at indrapportere brud på menneskerettigheder, når de arbejder på bygge-pladser i for eksempel Mellemøsten eller Afrika. Men foreløbigt har ingen haft noget at fortælle.
For bare et år siden var det ikke sådan. Men i dag har Danmarks fire største rådgivende ingeniørvirksomheder skrevet ind i ansættelseskontrakter og virksomhedspolitikker, at deres medarbejdere er forpligtet til at gribe ind eller orientere overordnede, hvis de konstaterer brud på menneskerettigheder. Også selv om virksomheden ikke er hyret til at have ansvar for arbejdsforhold på byggepladsen.
Rambøll gik i medierne med dette skridt allerede for et år siden i kølvandet på Danwatchs afsløring af Rambølls engagement i byggeprojekter i Dubai. Her blev der anvendt, hvad eksperter i menneskerettigheder har betegnet som ‘moderne slaveri’. Men en ny undersøgelse fra DanWatch viser, at også Cowi, Grontmij og Niras har fulgt trop.
Undersøgelsen er baseret på interview med de fire virksomheders CSR-ansvarlige og tegner et billede af en branche, der har haft travlt med at implementere FN’s retningslinjer for social ansvarlighed, Global Compact, men som stadig har meget få erfaringer. For eksempel kan eller vil ingen af dem give eksempler på, at medarbejdere har indrapporteret brud på menneskerettigheder.
Undersøgelsen viser at:
- den del af FN’s Guiding Principles on Business and Human Rights, der omhandler virksomheders pligt til at sikre genoprejsning til ofre for brud på menneskerettigheder, er kun i ringe grad anerkendt og implementeret i virksomhedernes procedurer.
- hvis virksomhederne bliver opmærksomme på brud på menneskerettigheder foretrækker de – med få undtagelser – at indgå i dialog med partnere/kunder frem for at trække sig fra projektet.
- tre ud af fire af virksomhederne inddrager i dag menneskerettigheder i deres forudgående screeninger af byggeprojekter.
- Niras har ikke systematiseret medarbejdernes løbende monitorering af projekterne ifht. Menneskerettigheder, men efterlyser retningslinjer fra FN Global Compact.
Virksomhederne har selv en række forklaringer på de manglende indrapporteringer. Søren Vestergaard Andersen, Director Business Process Management hos Grontmij, mener, at det først og fremmest er et udtryk for, at de forudgående screeninger har virket. Man har simpelthen sorteret de risikable projekter fra. Men han erkender også – ligesom hans kolleger i de andre virksomheder – at medarbejderne er kommet på en svær opgave.
“Sager, hvor folk bliver nægtet en overenskomst, hvordan kan du opdage det? Hvis det er lokal arbejdskraft, der opererer på et andet sprog end dig selv, så skal du jo relativt tæt på for at afdække det,” siger han.
Rambølls administrerende direktør Jens-Peter Saul supplerer:
“Udfordringen er at have den rette viden og adgang til information om projektets partnere. Selv om vi har både politik og procedurer på plads er der altid en risiko for, at vi ikke opdager eventuelle menneskerettighedsbrud, fordi informationen ikke er tilgængelig og måske er godt gemt,” forklarer han i et skriftligt svar til DanWatch.
Selv om der er bred enighed om, at medarbejderne er sat på en svær opgave, er der stor variation i, hvor meget træning, virksomhederne tilbyder. Rambøll har de ansatte igennem et egentligt træningsprogram, mens for eksempel Niras udelukkende uddanner ledelsen, der ikke altid har deres gang på byggepladserne.