Under 2 procent af prisen i supermarkedet går til kaffeplukkeren

Fra kaffe bliver plukket på en brasiliansk plantage, til den ender i din kaffekop, har den været igennem mange led. Kaffen er blevet forarbejdet og ristet, og den har ofte bevæget sig igennem flere mellemhandlere. Andelen af slutprisen fordeler sig forskelligt i varekæden fra land til land, men Det Internationale Handelscenters (ITC’s) udgivelse om kaffehandel, The Coffee Exporter’s Guide, anslår, at omkring 80 procent af den pris, som kaffe sælges for i butikkerne, går til kafferistere og detailkæder.

Danwatch har ikke kunnet finde troværdige beregninger specifikt for brasiliansk kaffe, men giver her et eksempel på, hvordan prisen på brasiliansk kaffe udvikler sig fra kaffeplantagen til butikken, baseret på oplysninger, Danwatch selv har indhentet. Der er tale om et priseksempel og ikke om et statistisk validt resultat. Danwatchs priseksempel viser, at under to procent af slutprisen går til arbejderen. Det er dog værd at huske, at der i priseksemplet ikke er medregnet eksempelvis supermarkedets udgifter til personale, husleje, moms etc., og på samme måde vil der være en lang række udgifter i alle led af kæden, som ikke indgår i beregningen.    

Priseksempel

 Kaffeplukkere 

I Brasilien bliver kaffeplukkere betalt pr. 60 liters kaffesæk, de fylder med røde kaffebær. Priserne svinger meget fra plantage til plantage, og priserne kan også variere på den enkelte plantage afhængigt af, hvor produktive kaffebuskene er. Under høsten i sommeren 2015 fik de arbejdere, Danwatch interviewede:     

8-15 reais (14 – 25 kr.)¹ pr. 60 liters kaffesæk med friske kaffebær (33,6 kg)².
Det svarer til, at en kaffeplukker cirka tjener:

0,4 – 0,7 kr. for et kg. friske kaffebær.

Som svarer til:

1 – 1,8 kr. for et kg. ristede kaffebønner³.

Bemærkninger

¹Valutaomregning den 27/1/2016 via http://valutaomregneren.dk/
²Anvendt massefylde for frisk kaffe 0,56 kg/literen som angivet ved http://www.aqua-calc.com/calculate/volume-to-weight og bekræftet af ekspert inden for kaffeindustrien.
³Konverteringsfaktor 0,5 fra dried cherry til green bean og 1,19 fra roastet coffee til green bean, The Coffee Exporter’s Guide 3rd ed. side xviii

Plantageejere

På plantagerne vaskes, tørres og forarbejdes kaffebærrene til grønne kaffebønner, som plantageejeren videresælger i 60 kg-poser til mellemhandlere, kaffeeksportører eller i nogle tilfælde direkte til kaffeimportører i udlandet. De plantageejere, Danwatch interviewede i sommeren 2015, fik:

420-500 reais (713 – 849 kr.) pr. 60 kg. kaffesæk med grønne kaffebønner.

Det svarer til:

14-17 kr. pr. kg. ristede kaffebønner.

Kaffeimportører

Virksomhederne bag kaffemærkerne køber råkaffe fra Brasilien via kaffeeksportører. Kaffen bliver handlet på børserne i New York og London, hvor priserne bliver fastlagt.

For at få et billede af, hvad importøren betaler for kaffen, har Danwatch brugt importprisen, en såkaldt indikatorpris, for den kaffetype, der udgør mere end 70 procent af Brasiliens kaffeeksport, Brazil Natural¹. I juli 2015 var gennemsnitsindikatorprisen for Brazil Natural:

22,50 kr. pr. kg ristede kaffebønner²

Bemærkninger

¹ICO’s data om Brasiliens eksport https://infogr.am/brazil-4166040754
²Indikatorprisen for Brazil Natural grøn kaffebønner i juli som angivet af ICO var på 123,64 US cents/lb: http://www.ico.org/prices/p1-July.pdf. Anvendt konverteringsfaktor 1.19 til ristet kaffe.

Pris i butikken

Kaffeimportørerne sorterer, rister, blender og pakker kaffen, så den kan sælges på butikshylderne. Kafferistere er blevet dygtigere til at riste forskellige slags kaffebønner til samme smag, hvilket gør dem mere uafhængige af specifikke sorter. Derved kan de i højere grad bruge blends – kaffe som består af bønner fra mange egne af verden. Da kaffe samtidig ikke er underlagt noget lovkrav om mærkning med oprindelsesland, er det som forbruger svært at finde ud af, hvor kaffen stammer fra. På et tilfældigt udvalgt netsupermarked kunne Danwatch f.eks. ikke finde kaffe udelukkende fra Brasilien, men det, der kom tættest på, var Rød Gevalia, som består af bønner fra Colombia og Brasilien, og som sælges for:

95,90 kr. kiloet¹.

I dette priseksempel udgør kaffeplukkerens løn pr. kilo ristet kaffe altså blot 1-1,8 kr. af de 95,90 kr., som forbrugeren betaler for kaffen, og udgør altså under 2 procent af slutprisen.

Bemærkninger

¹http://www.nemlig.com/produkt/kolonial/kaffe-the-og-cacao/malede-kaffebonner/rod-gevalia-500-g.aspx