Cirka halvdelen af Brasiliens kaffeplukkere arbejder uden kontrakt

For arbejderne i verdens største kaffenation er livsfarlig transport, kummerlige boligforhold og lange arbejdsdage med lave lønninger hverdag. Det største problem for kaffeplukkerne i Brasilien er dog ifølge arbejderorganisationer, at op mod halvdelen arbejder uden kontrakt og derfor går glip af retten til basale sociale ydelser.

Dødstrusler, sagsanlæg og tilbud om bestikkelse er blot nogle af de prøvelser, som Jorge Ferreira dos Santos Filho bliver udsat for i kraft af sit arbejde med at forsøge at sikre kaffearbejdere i Brasiliens største kaffeproducerende region, Minas Gerais, rettigheder.

Jorge Ferreira dos Santos Filho har selv tidligere arbejdet på kaffeplantager. I dag er han koordinator for den sociale bevægelse Articulação dos Empregados Rurais de Minas Gerais (Adere), og hans dage går med at køre rundt på kaffeplantager, snakke med arbejdere og underrette myndighederne, når han støder på ulovligheder.

”Det største problem er, at så mange kaffearbejdere ikke har kontrakter. De går derfor glip af de sociale ydelser, som de er berettigede til”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho.  

Ifølge brasiliansk lovgivning skal arbejdet på kaffeplantagerne registreres i det såkaldte Carteira de Trabalho – et officielt arbejdsdokument, der garanterer arbejderne retten til sociale ydelser, som f.eks. sygepenge, feriepenge, pension og understøttelse, hvis de bliver fyret. Det sker imidlertid langt fra altid.   

Går glip af sociale ydelser

Halvdelen af Brasiliens kaffe bliver dyrket i staten Minas Gerais. Her arbejder cirka 50 procent af landbrugsarbejdere, ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho, uden kontrakt. Et tal, som ifølge ham også gælder specifikt for kaffearbejderne.

Vilson Luiz da Silva, der er leder af Minas Gerais’ største fagforening for landbrugsarbejdere, Federação dos Trabalhadores na Agricultura do Estado de Minas Gerais (FETAEMG), er enig i, at en stor andel af kaffearbejderne i Minas Gerais arbejder uden kontrakt.

Kaffearbejdere i Brasilien arbejder under ulovlige forhold, som strider mod internationale konventioner. Foto: Maurilo Clareto Costa.

”Under høsten arbejder 40-50 procent af arbejderne uformelt, uden at være registrerede”, siger Vilson Luiz da Silva. Han fortæller, at plantageejerne ofte tilbyder arbejderne en højere løn for at arbejde uden kontrakt.

”Arbejderne forstår ikke, hvor sårbare de er, når de ikke har en kontrakt”, siger han.

Men selv de af arbejderne, der har officielle kontrakter, går også glip af sociale ydelser, som de ellers er berettigede til. Det fortæller Roni Barbosa, som er direktør for forskningsinstitutionen, Instituto Observatório Social, der er knyttet til Brasiliens største sammenslutning af fagforeninger, Central Única dos Trabalhadores (CUT).

”40 procent af dem, der har officielle kontrakter, får alligevel ofte krænket deres rettigheder. Ofte kan de hverken læse eller skrive, og de bliver derfor snydt for f.eks. feriepenge og overtidsbetaling. De skriver blot under på dokumenterne uden at ane, hvad de skriver under på”, siger Roni Barbosa.

Han fortæller videre, at arbejdsgiveren skal betale en procentdel af arbejderens løn til en arbejdsløshedskasse, så arbejderen kan få understøttelse, hvis han eller hun mister sit arbejde. Men ofte sker det ikke.

Se video af kaffearbejderen Elisabete Vitor da Costa, som fortæller, hvordan hun under kaffehøsten i 2014 var nødsaget til at underskrive blanke dokumenter i stedet for at modtage en officiel kontrakt.  

Løn pr. fyldt kaffesæk  

På kaffeplantager er der typisk et mindre antal helårsarbejdere, som står for at plante nye kaffebuske, holde bygningerne ved lige, påføre pesticider og gødning etc. Når høsten begynder omkring juni, ansætter plantageejeren et større antal sæsonarbejdere, som kun arbejder på plantagen i de cirka tre måneder, høsten varer.

Ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho fra Adere er lidt under 30 procent af kaffeplukkerne migrantarbejdere. Den største andel af sæsonarbejderne kommer fra lokalområdet, men en del migrantarbejdere kommer fra fattige delstater nord for Minas Gerais, hvor arbejdspladserne er få, og tørke betyder, at det er vanskeligt at dyrke jorden.

Helårsarbejderne modtager for det meste faste lønninger, mens høstarbejderne bliver betalt pr. 60-liters kaffesæk, de fylder. Prisen for at fylde en kaffesæk bliver fastsat af den enkelte plantageejer og afhænger typisk af, om høsten er god det pågældende år. Prisen for at fylde en 60-liters kaffesæk varierer således både fra år til år og fra plantage til plantage. Prisen kan sågar variere fra kaffebusk til kaffebusk på den enkelte plantage, fordi nogle kaffebuske er mere produktive end andre afhængigt af, hvornår kaffebusken er plantet.

Ulovligt lave lønninger

João Newton Reis Teixeira ejer en plantage med 380 hektar kaffebuske. Han beskriver, at han betaler alt mellem 12-20 reais (ca. 20-34 kr.) for at få fyldt en 60-liters sæk, afhængigt af om kaffebuskene i området af plantagen er produktive eller ej. João Newton Reis Teixeiras kaffeplantage er certificeret med bl.a. 4C, UTZ og Rainforest Alliance, som har til formål at garantere, at kaffen er produceret på bæredygtig vis, og priserne, han nævner, ligger i den høje ende i forhold til de priser, arbejderne Danwatch møder under høsten i 2015 ellers nævner.

Ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho modtager en stor andel af kaffearbejderne lønninger, der er under minimumslønnen på 788 reais om måneden (ca. 1340 kr.).

”40 procent af landarbejderne i Minas Gerais modtager mindre end mindstelønnen”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho, som mener, at kaffearbejderne passer på gennemsnittet.

Særligt kvinderne får ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho lave lønninger:

”Under høsten afhænger betalingen af, hvor meget kaffe man plukker. Hovedparten af kvinderne, der deltager i kaffehøsten, er mellem 35 og 40 år, og de er typisk mindre produktive end mændene”, siger han.

Betalingen for at fylde en 60-liters kaffesæk varierer ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho meget, men han mener, at otte reais (ca. 14 kr.) pr. kaffesæk er en typisk pris. Mange af de kaffearbejdere, vi møder, beretter, at de tjener mellem otte og 15 reais pr. kaffesæk i høsten 2015 (ca. 14-25 kr.).

Jorge Ferreira dos Santos Filho fra Adere, fortæller desuden, at han ofte oplever kaffeplantager, hvor ejeren har fundet på forskellige fiksfakserier for at betale arbejderne mindre, end de er berettigede til. På sin computerskærm viser han et billede af en gul rektangulær plastikkasse med huller som håndtag.

”Hvis man fylder den gule plastikboks op til hullerne, svarer det til 60 liter, men plantageejeren sætter noget for hullerne, så de skal fylde kassen til randen. Det svarer til 20 liter ekstra, så det er pludselig en tredjedel mere”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho.

 Lange arbejdstider og få fridage

Ifølge fagforeningslederen Vilson Luiz da Silva fra FETAEMG har sæsonarbejderne ofte meget lange arbejdsdage under kaffehøsten, fordi de bliver betalt pr. kaffesæk, de fylder.

”Arbejdernes løn afhænger af, hvor meget de producerer. Derfor arbejder de ofte 10 timer eller mere om dagen”, siger han. Arbejderne fra lokalområdet tager, ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho fra Adere, typisk hjemmefra klokken 5.30 om morgenen og kommer tilbage fra arbejdet ved 18-tiden.

”Nogle gange arbejder de 14 timer om dagen, hvilket er langt mere, end loven tillader,” siger Jorge Ferreira dos Santos Filho. Ifølge brasiliansk lovgivning må landarbejdere ikke arbejde mere end 44 timer om ugen og aldrig mere end 10 timer om dagen.

Migrantarbejderne har generelt dårligere arbejdsforhold end sæsonarbejderne fra lokalområdet, og de arbejder typisk mange timer alle ugens dage fra søndag til søndag.

Kaffearbejdere på vej hjem efter en lang arbejdsdag på en kaffeplantage i Minas Gerais. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Farlig transport fører til arbejdsulykker

Kaffearbejderne bliver som regel fragtet til kaffeplantagen i samlet flok. Transporten foregår ofte i gamle, misvedligeholdte busser, i traktorer med vogne spændt bagefter eller på laddet i åbne lastbiler.

”Der sker mange alvorlige ulykker,” siger Jorge Ferreira dos Santos Filho, som fortæller, at transporten til plantagerne ofte kræver dødsofre. Den senest tilgængelige optælling, Adere har over dødsulykker i forbindelse med transporten til kaffeplantager, viser, at fire forskellige ulykker krævede i alt 22 dødsofre i Minas Gerais i 2011.

En af de kaffearbejdere, Danwatch møder under kaffehøsten i 2015, var i 2014 udsat for en alvorlig busulykke under transporten til en kaffeplantage, og fagforeningsmedarbejdere fra FETAEMG nævner også transportulykker som et alvorligt problem.

Arbejdere og køer drikker det samme vand

Typisk bor sæsonarbejderne fra lokalområdet ikke på kaffeplantagerne, men tager hver morgen til plantagen fra deres eget hjem. Helårsarbejderne og migrantarbejderne bor imidlertid som regel på plantagerne, hvor boligforholdene ofte er kummerlige.

”Vægge og tage er ofte ved at falde fra hinanden. Mange steder er der ikke adgang til rent drikkevand”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho og fortæller, at arbejderne nogle steder er nødsaget til at drikke vand fra de små vandløb, som køerne også drikker af.

”Det er ulovligt, plantageejeren skal stille renset vand til rådighed”, siger Jorge Ferreira dos Santos Filho. Migrantarbejdernes huse er ofte kun sparsomt møblerede, og nogle gange sover arbejderne blot på tynde madrasser på gulvet eller i improviserede køjesenge.

”Nogle gange tager ejeren bare noget træ og nagler fast til væggen, så køjesengen risikerer at brase sammen,” siger Jorge Ferreira dos Santos Filho. Ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho, er arbejdsforholdene for kaffearbejderne ikke blevet forbedret markant i løbet af de seneste fem år.

”Det er stadig almindeligt at finde arbejdere, der sover på gulvet”, siger han.

Danwatch har bedt sammenslutningen af plantageejere i Minas Gerais, Federação da Agricultura e Pecuária do Estado de Minas Gerais (FAEMG), om at forholde sig til de kritikpunkter, der bliver rejst af kaffeplukkernes arbejdsforhold. Danwatch har desuden spurgt, hvad organisationen vil gøre for at sikre, at deres medlemmer giver arbejderne kontrakter, beskyttelsesudstyr, lovlige lønninger, lovlige arbejdstider samt reglementerede indkvarteringsforhold. Men FAEMG har ikke ønsket at svare på Danwatchs spørgsmål.

Bedre forhold på certificerede plantager

Ifølge fagforeningsleder i FETAEMG, Vilson Luiz da Silva tør arbejderne ofte ikke klage over de dårlige arbejdsforhold på plantagerne.

”I dag bliver mange arbejdere erstattet af maskiner. Mange arbejdere tør derfor ikke klage over arbejdsforholdene til plantageejeren. Nogle plantageejere truer deres ansatte og siger: ‘Accepter betingelserne, ellers bliver du erstattet af en maskine’”, siger han.

Vilson Luiz da Silva mener imidlertid, at forholdene på de certificerede plantager er betydeligt bedre end på de ikke-certificerede kaffeplantager. Nogle af de mest udbredte kaffecertificeringsordninger i Brasilien er 4C, UTZ, Rainforest Alliance og Fairtrade, mens kun en meget lille andel af produktionen er certificeret økologisk.

”De certificerede plantager ved, at hvis ikke de overholder reglerne og sørger for ordentlige arbejdsforhold, så mister de deres næste ordre. Certificeringerne gør derfor en stor forskel”, siger Vilson Luiz da Silva.

Ifølge ham er det ofte lukrativt i det lange løb for plantageejerne at blive certificerede. Men det er en tidskrævende proces, som ifølge Vilson Luiz da Silva strider mod ønsket om hurtige penge og tendensen til kortsigtede løsninger, som han mener er udbredt i Brasilien.

Kampen for rettigheder kræver ofre

På trods af, at Jorge Ferreira dos Santos Filho fra Adere må spejde langt efter forbedringer, fortsætter han ufortrødent med at kæmpe for rettigheder for kaffearbejderne i Minas Gerais. Arbejdet er langt fra ufarligt. Udover trusler om vold, modtager han ofte sagsanlæg fra plantageejere, som er vrede over, at han anmelder krænkelser af kaffearbejdernes rettigheder.

Jorge Ferreira dos Santos Filho fortæller f.eks., hvordan han tog på politistationen for at anmelde en plantage, han havde besøgt, hvor forholdene ikke levede op til lovgivningen. Ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho var politimanden imidlertid en ven af plantageejeren, og politimanden truede ham til at undlade at rapportere sagen. Plantageejeren lagde efterfølgende sag an mod Jorge Ferreira dos Santos Filho for ulovligt at være trængt ind på plantagen. Retssagen fortsatte i årevis, inden han til sidst blev frifundet. Men det er ifølge Jorge Ferreira dos Santos Filho blot et ud af mange eksempler på sagsanlæg mod ham.