Avocadoens rejse fra Chile til danske supermarkeder

Avocadoer er på en lang rejse, inden du i supermarkedet kan teste deres modenhed med tommelfingeren. Når vi spiser chilenske avocadoer, er de ofte blevet plukket måneder før, og på vejen til Danmark har de typisk først besøgt Holland.

Høsten af chilenske avocadoer begynder i august, hvilket betyder, at avocadoer i danske supermarkeder ofte kommer fra Chile i månederne mellem september og april. De fleste chilenske avocadoer stammer fra den centrale del af Chile nær storbyerne Santiago og Valparaiso. Tæt på flodlejer vokser avocadoerne på plantager med træer af en højde på fire til fem meter. Høsten af avocadoerne foregår enten med stiger og ved håndkraft eller med et værktøj kaldet “gancho”, der virker som et net med en lille guillotine, der skærer igennem avocadostilken, så avocadoen falder ned i nettet.

Fra plantagerne transporterer lastbiler frugterne til pakhuse, hvor avocadoerne vejes, vaskes og sorteres efter størrelse. For at forberede avocadoerne til den lange rejse til Europa bliver frugterne kølet ned til omkring 4 – 8 °C i kølekamre. På den måde undgår avocadoerne at modne for tidligt. Ofte er pakhusene ejet af eksportvirksomheder, der forhandler priserne med de europæiske importører, før avocadoerne forlader en af de chilenske havne Valparaiso eller San Antonio. Under sørejsen, som tager omkring tre uger, befinder avocadoerne sig i kølecontainere i en såkaldt kontrolleret atmosfære, hvilket betyder, at niveauet af oxygen sænkes, mens niveauet af kuldioxid bliver forhøjet. På den måde holder frugterne sig friske længere.

De fleste chilenske avocadoer, som bliver solgt i Danmark, ankommer først til Rotterdam i Holland, hvor de gennemgår en kunstig modningsproces. Avocadoerne bliver placeret i såkaldte modningskamre, hvor de i 7-14 dage opbevares i et rum med en temperatur mellem 16-20 °C. Efter modningsprocessen er avocadoerne klar til at blive transporteret med lastbil til Danmark, hvor de bliver solgt som “spisemodne” avocadoer i supermarkeder.

Danske dagligvarekæder køber chilenske avocadoer på forskellige måder. Dansk Supermarked (som ejer Netto, Føtex og Bilka), Rema 1000 og Aldi har kontrakter med europæiske importører, ofte fra Holland. Andre dagligvarekæder har købt avocadoer direkte fra chilenske eksportører. Coop (som ejer Fakta, Irma, SuperBrugsen og Kvickly) har for eksempel tidligere importeret avocadoer direkte fra to eksportører i Chile, og Lidl oplyser, at de både benytter mellemhandlere og køber direkte fra producenterne i Chile.

Transporttiden fra Chile såvel som modningsprocessen i Europa betyder, at de avocadoer, du køber i supermarkedet, kan have været undervejs i op til to måneder, fra de blev plukket på avocadoplantagen i Chile.