Nyhed

Kritisable arbejdsforhold bag gummihandsker på danske hospitaler

1. jan 2013

Gummiet i hospitalshandsker fra Mölnlycke og andre leverandører til danske hospitaler kommer fra plantager, hvor løn under mindstelønsniveau, diskrimination og kritisable arbejdsforhold er hverdag.

DanWatch har undersøgt social ansvarlig leverandørstyring på papiret og i praksis hos otte leverandører af gummihandsker til brug i sundhedssektoren, især til hospitalsbrug i de danske regioner.

Ud af alle virksomhederne oplyser kun Mölnlycke og Abena, at de på papiret – i politikker for social ansvarlig leverandørstyring – tager højde for ansvarlige forhold hos de gummiplantager, som leverer gummiet til deres handsker.

Men hverken Mölnlycke, Abena eller de øvrige virksomheder oplyser, at de rent faktisk også i praksis kontrollerer, at arbejdsvilkårene på gummiplantagerne er, som de bør være. Flere af virksomhederne har ingen oplysninger i det hele taget om deres fokus på social ansvarlighed.

Virksomheder i fokus

Leverandører af gummihandsker til danske regioner:

  • Abena
  • Gleco
  • Kendan
  • Mediq Danmark
  • Mediplast
  • Mölnlycke Health Care
  • OneMed og Papyrus.

Diskrimination af migranter

Mölnlycke leverer handsker til alle danske regioner. En del af gummiet til handskerne kommer fra den store malaysiske plantagekoncern Kuala Lumpur Kepong Berhad (KLK). DanWatch har talt med nogle af arbejderne på KLKs plantager i Malaysia under en feltrejse i efteråret 2012.

Mange af de ansatte er migrantarbejdere fra omkringliggende lande og især Indonesien. Nogle af migranterne tjener ned til 600-700 MYR/måned, hvilket svarer til to tredjedele af den mindsteløn, som ved lov er trådt i kraft ved årsskiftet. Mange af migranterne bliver hyret via rekrutteringsbureauer, der rejser til Malaysias nabolande for at finde billig arbejdskraft.

”Vi blev lovet 1000 MYR/måned i løn, da agenten kom til vores landsby i Indonesien for at finde arbejdere. Vi blev også lovet en ordentlig bolig. Men vi har ikke fået, hvad vi blev lovet”, siger 19-årige Haisir Dihandu fra Indonesien.

KLK tager også passene fra migranterne og opbevarer dem under kontraktperioden.

Konfronteret med DanWatchs undersøgelses resultater siger Mölnlycke: ”Vi vil få et tredjeparts audit de næste måneder for at se, om vores processer kan forbedres. Vi vil ændre vores Code of Conducts vurderinger, så den indeholder spørgsmål om arbejdsforhold for ansatte, der (..) også er hyret af agenter og underleverandører”, siger Ann-Kathrin Halvorsen, Communication Financial Director i Mölnlycke.

Mölnlycke har taget kontakt til KLK og forelagt DanWatchs resultater for plantagevirksomheden, da KLK ikke overfor DanWatch havde nogle kommentarer. KLK har overfor Mölnlycke afvist alt.

Om der sker noget i praksis overfor KLK er for tidligt at udtale sig om, siger Mölnlycke.

“Vi stopper ikke her. Nu skal vi beslutte os for, hvordan vi går videre med KLK. Det kan resultere i flere inspektioner eller flere nedskrevne afklaringer, men det er ikke besluttet endnu”, siger Ann-Kathrin Halvorsen fra Mölnlycke.

Daglejere under mindstelønnen

På det nordlige Sumatra i Indonesien ligger plantagevirksomheden PT Gotong Royong. Her arbejder mange i årevis permanent på daglejervilkår uden at blive permanent ansat, hvilket strider imod landets lovgivning og ILO konvention 158. Daglejere modtager en løn, der ligger 25 procent under provinsens mindsteløn på 1,2 mio. Rupiah/måned. Fastansatte modtager op til 20 procent over mindstelønnen.

Gummiarbejderne får ikke udleveret masker, når der skal sprøjtes med giftige kemikalier – Round-Up og Glidamin – mod ukrudt.

“Vi laver selv vores beskyttelsesmasker, fordi plantagen ikke giver os nogle. Sprøjtemidlerne vi bruger er giftige, og det er vigtigt med beskyttelse”, siger Tumino, der arbejder for plantagevirksomheden og også er tillidsmand for en del af gummiarbejderne.

Gleco er en mindre dansk virksomhed, som  sælger gummihandsker til de danske regioner og køber handskerne fra leverandøren PT Shamrock Manufacturing. PT Shamrock Manufacturing får gummi fra plantagevirksomheden PT Gotong Royong, som DanWatch har besøgt. Det bekræfter plantagevirksomhedens direktør Fauzi Hasballah. Men det kan direktør Prakash for PT Shamrock Manufacturings fabrik i Indonesien, der producerer gummihandskerne til Gleco, ikke bekræfte.

Ifølge Martin K. Hjort, som er Product Manager i Gleco med ansvar for hospitalshandsker, bruger virksomheden internationale initiativer såsom FN´s Global Compact som rettesnor i arbejdet, men har dog ikke tilsluttet sig den formelt.

“Vi arbejder ud fra, at tingene naturligvis skal være i orden hos vores leverandører. Det gælder også arbejdsforhold på de gummiplantager, som leverer gummi til vores produkter”, siger Martin K. Hjort til DanWatch.

UndersøgelseHar du husket gummiet?

Arbejdsforhold bag gummiprodukter

RelateredeNyheder

Nul opmærksomhed på gummiarbejdere

Nul ud af 20 brands af gummistøvler, og gummihandsker og madrasser i Danmark arbejder i praksis med social ansvarlighed overfor gummileverandører.

Urimelige arbejdsforhold i gummiplantager

Forskelsbehandling, forbund mod fagforeninger, lav løn og farlige sprøjtemidler. Det er hvad arbejderne på gummiplantager i Indonesien må finde sig i. DanWatch har besøgt dem.