Tegn på tvangsarbejde er udbredt på Guatemalas kaffeplantager

Bevæbnede vagter, tilbageholdelse af ID-papirer, manglende udbetaling af løn og gæld til plantageejeren er klassiske tegn på tvangsarbejde - og hverdag for mange kaffearbejdere i Guatemala.

”Du skal aflevere dine personlige ID-papirer, når du ankommer til kaffeplantagen”, siger en kaffearbejder iført brun skjorte. ”Identitetspapirerne får du først tilbage, når kaffehøsten er overstået”.

Sammen med en gruppe andre kaffearbejdere er arbejderen i den brune skjorte mødt op et sikkert sted i byen Huehuetenango i det vestlige Guatemala for at fortælle Danwatch om livet på Guatemalas kaffeplantager. Mødet er nødt til at foregå i hemmelighed, og arbejderne kan kun fortælle om forholdene anonymt, da de risikerer at miste deres job eller blive udsat for trusler og vold.

Andre arbejdere og fagforeningsmedarbejdere fortæller ligesom arbejderen i den brune skjorte, at mellemmændene, som hyrer arbejderne til at plukke kaffe, tilbageholder arbejdernes personlige ID-papirer under ansættelsen på kaffeplantagerne.  

”Tilbageholdelse af personlige ID-papirer er et klassisk tegn på tvangsarbejde”, siger international ekspert i tvangsarbejde og menneskehandel Anders Lisborg:

“Tvangsarbejde handler jo om, at man ender i en arbejdssituation, hvor man bliver udnyttet, og som man har svært ved at forlade af forskellige årsager, f.eks. fordi man har fået frataget sine personlige papirer”.

Tilbageholdelsen af identifikationspapirerne er blot et af mange tegn på, at tvangsarbejde er udbredt på Guatemalas kaffeplantager, hvor bevæbnede vagter og gæld til plantageejeren i praksis gør det umuligt for nogle kaffearbejdere at forlade deres job på plantagerne.

 

Ofte tilbageholder de mellemmænd, som hyrer arbejderne til at plukke kaffe, arbejdernes ID-papirer under ansættelsen på kaffeplantagerne. Foto: James Rodríguez.

Arbejdere af Maya-herkomst er særligt sårbare

Mange af Guatemalas kaffearbejdere er ligesom arbejderen i den brune skjorte interne migrantarbejdere, typisk af Maya-herkomst, der på grund af fattigdom er nødt til at rejse til andre dele af Guatemala med hele deres familie for at arbejde på kaffeplantager under høsten. De bliver ofte hyret af mellemmænd, som skaffer dem arbejde på kaffeplantagerne mod enten en procentdel af deres løn eller en fast pris pr. arbejder.

”Ofte kender arbejderne ikke plantageejeren, men kun den mellemmand, der hyrer dem,” fortæller Lesbia Amézquita, som er jurist i arbejdsorganisationen Movimiento Sindical, Indígena y Campesino Guatemalteco (MSICG), der forsøger at skaffe bedre kår for Guatemalas kaffearbejdere.

Mellemmanden fragter arbejderne og deres familier i lastbiler til kaffeplantager, som kan ligge flere hundrede kilometer fra arbejdernes hjem.

”Arbejderne taler forskellige Maya-sprog, og de kan derfor ikke nødvendigvis kommunikere med hinanden”, siger Lesbia Amézquita. I alt findes der 22 forskellige Mayasprog i Guatemala. Mange med Maya-herkomst forstår ikke spansk og kan derfor heller ikke kommunikere med plantageejeren uden tolk.

Hvis arbejderne er utilfredse med deres arbejdsforhold, er der ikke meget, de kan gøre.

”Arbejderne kunne i princippet rejse fra kaffeplantagen, men uden deres personlige ID-papirer, uden løn og uden at kunne tale sproget”, siger Lesbia Amézquita og tilføjer, at arbejderne typisk heller ikke har råd til at betale for transporten tilbage til deres hjembyer.

I gæld til plantageejeren

På nogle af Guatemalas kaffeplantager ender arbejderne i gældsspiraler. Plantageejeren tilbageholder arbejdernes løn, indtil hele kaffehøsten er overstået. I mellemtiden er arbejderne nødt til at købe mad og andre fornødenheder på kredit fra plantageejeren.

Under den seneste kaffehøst plukkede arbejderen i den brune skjorte kaffe på en plantage sammen med sin kone og to sønner. På trods af at de plukkede kaffe dagen lang, voksede deres gæld til plantageejeren dag for dag.

”Vi fik at vide, at vi først ville få udbetalt lønnen, når kaffehøsten var overstået”, fortæller arbejderen.

Han havde ikke nogen penge og var derfor nødt til at købe mad på kredit i en butik på kaffeplantagen.

”De skrev ned, hvad jeg købte, og da jeg til sidst fik min løn, trak de det fra”.

Ifølge José Chic, som er medlem af fagforeningen Comité Campesino del Altiplano (CCDA), er det almindeligt at kaffearbejdere i Guatemala først får udbetalt deres løn, når høsten er overstået. Ifølge loven skal kaffearbejderne have udbetalt løn hver 14. dag.

“Det er en måde at kontrollere arbejderne på: Hvis de skal have mad eller andre fornødenheder, er de nødt til at købe det på kredit fra plantageejeren. På den måde bliver arbejderne afhængige af plantageejeren”, siger José Chic og fortsætter:

“Livet på kaffeplantagerne kan være meget hårdt, så det er en måde, hvorpå plantageejeren kan sikre, at arbejderne ikke forlader plantagen”.

Sådan ser tegn på tvangsarbejde ud

FN’s internationale arbejdsorganisation (ILO) har fastlagt en række såkaldte indikatorer eller tegn på tvangsarbejde. Ifølge ILO kan tilstedeværelsen af en enkelt indikator i nogle tilfælde være tegn på, at der er tale om tvangsarbejde, mens samspillet mellem flere indikatorer i andre tilfælde kan pege i retning af tvangsarbejde. De 11 indikatorer er:

1. Misbrug af sårbarhed

2. Bedrag/vildledning

3. Indskrænkning af bevægelsesfrihed

4. Isolation

5. Fysisk og seksuel vold

6. Intimidering og trusler

7. Fratagelse/tilbageholdelse af identitetspapirer

8. Tilbageholdelse af løn

9. Gældsslaveri (mad, bolig, rejseomkostninger fratrækkes lønnen, red.)

10. Urimelige arbejds- og levevilkår

11. Overdreven overarbejde

Kilde: ILO 

Frygt og bevæbnede vagter

Kaffearbejderen i den brune skjorte har på egen krop oplevet, at livet på kaffeplantagerne kan være hårdt. På plantagen, hvor han og familien plukkede kaffe under den seneste høst, sov arbejderne i én stor betonbygning uden ydervægge. Familierne lå stuvet sammen ved siden af hinanden direkte på det kolde betongulv, og kaffeplantagen var bevogtet af bevæbnede vagter.

“Vagterne er der for at beskytte ejeren af plantagen – ikke for at beskytte arbejderne”, siger han.

Gruppen af kaffearbejdere, Danwatch møder i Huehuetenengo, fortæller, at der er bevæbnede vagter på de plantager, de arbejder på. I byen Coatepeque nær Stillehavskysten møder Danwatch en anden gruppe kaffearbejdere. Her er billedet det samme.

”Jeg er lidt bange for vagterne”, siger en 25-årig kvinde i en hvid blondetrøje. Hendes mor, som arbejder på samme plantage, stemmer i:

”Vagterne er vrede. De taler hårdt til én.”

En arbejder i en blå skjorte fortæller, at en kaffearbejder, han kender, blev ført bort af vagterne, fordi kaffearbejderen klagede over arbejdsforholdene, og at ingen har set den pågældende kaffearbejder siden.

Vold er hverdag

Guatemala er et af de lande i verden, hvor flest civile bliver myrdet. I 2014 blev der i snit myrdet 96 guatemalanere om ugen. De ekstremt høje mordrater skyldes ifølge den amerikanske stats bureau for diplomatisk sikkerhed, OSAC, bl.a. at Guatemalas politi og domstolssystem er uvillige til og/eller ude af stand til at stille kriminelle til ansvar.

Arbejdere, som klager over forholdene på kaffeplantagerne, risikerer at blive fyret, sortlistet, modtage trusler eller forsvinde.

“Kaffearbejdere har god grund til at være bange for, at de eller deres familier bliver udsat for vold, hvis de klager over arbejdsforhold og løn, forsøger at organisere sig eller forlader deres jobs, før høstsæsonen er forbi,“ konkluderer den amerikanske ngo Verité, som over en årrække har interviewet 372 kaffearbejdere i Guatemala anonymt og har udgivet en rapport om tegn på tvangsarbejde i Guatemalas kaffeproduktion.  

Ifølge Verité er en lang række tegn på tvangsarbejde såsom falske løfter om arbejdsforhold, påført gæld, manglende løn og tilbageholdelse af ID-papirer til stede på Guatemalas kaffeplantager.

Plantageejere: Vagter er nødvendige

Danwatch har kontaktet brancheforeningen for kaffeplantageejere i Guatemala, Anacafé, og spurgt til en række af de tegn på tvangsarbejde, som er til stede på Guatemalas kaffeplantager.

Danwatch har bl.a. spurgt, hvad Anacafé gør for at sikre, at kaffearbejdernes personlige ID-papirer ikke bliver tilbageholdt på deres medlemmers plantager. Danwatch spurgte også, om Anacafé kan garantere, at kaffearbejderne på deres medlemmers plantager ikke ender i gældsspiraler, om der er bevæbnede vagter på deres medlemmers plantager, og hvad Anacafé i givet fald gør for at sikre, at kaffearbejderne på Anacafés medlemmers plantager ikke føler sig truet af de bevæbnede vagter.

Anacafé har ikke svaret direkte på Danwatchs spørgsmål, men skriver:

“Når det gælder tvangsarbejde, er Anacafé ikke bekendt med, at disse praksisser finder sted i kaffesektoren”.

Anacafé oplyser desuden, at den generelle usikkerhed i landet og myndighedernes manglende evne til at garantere sikkerhed og retten til privat ejendom tvinger guatemalanere til at leje private vagtværn, da kaffeproducenter, som ikke har råd til vagter, bliver udsat for tyveri.

Mange af kaffearbejderne er af Maya-herkomst. På grund af fattigdom rejser de fra deres hjem for at arbejde under kaffehøsten. Foto: James Rodríguez.

Loven bliver ikke håndhævet

På trods af, at tegn på tvangsarbejde er udbredt på Guatemalas kaffeplantager, er det ifølge guatemalanske arbejdstagerorganisationer kun yderst sjældent, at regeringens arbejdsinspektører kommer på besøg for at undersøge forholdene.

“Jeg har aldrig hørt om, at inspektørerne besøgte en plantage“, siger José Chic:

”Inspektørerne sidder blot på deres kontorer og udgør en del af det nationale bureaukrati”.

Inspektørerne er ifølge Verités rapport underbemandede og lider desuden under problemer med korruption. I rapporten er en højtplaceret repræsentant for arbejdsinspektørernes hovedkontor citeret for at udtale, at inspektørernes arbejde bliver alvorligt hindret af det høje voldsniveau i Guatemala.

Ifølge hende tør mange af inspektørerne ikke tage ud på kaffeplantagerne, da de frygter at blive truet eller dræbt, og hun fortæller om en inspektør, som fornylig er blevet truet med en pistol på en plantage.

Ombudsmanden: ”Det er svært”

I Guatemala er det regeringens uafhængige Ombudsmand, der modtager klager om krænkelser af menneske- og arbejdstagerrettigheder fra arbejderne og som så kontakter beskæftigelsesministeriets inspektører og sender dem ud på plantagerne for at undersøge forholdene.

Foto: James Rodríguez.

Mæglingsdirektør ved Ombudsmandens kontor i Guatemala, Mario Minera, fortæller, at inspektørerne ikke foretager periodiske inspektioner, men kun tager ud på plantagerne, når der kommer en klage.

Ifølge Mario Minera står Ombudsmanden dog ofte med et dilemma.

”Hvis inspektørerne og ministeriet lægger pres på og lukker en plantage, vil arbejderne miste deres job”, siger han:

”Det er svært for os. Vi vil ikke efterlade nogen ubeskyttede. Det er en kompliceret situation”.

Hvis arbejdslovene ikke bliver overholdt på en kaffeplantage, hvor let er det så for arbejderne at kræve deres rettigheder?

“Det ville ganske afgjort være kompliceret for arbejderne. De ville være nødt til at være en del af en større bevægelse, som kunne hjælpe dem med at håndhæve deres rettigheder”, siger Mario Minera.

Staten kan ikke beskytte arbejderne

Når sæsonen for kaffehøst slutter, fortsætter kaffearbejderen med den brune skjorte med at udføre andre opgaver som f.eks. at fælde træer og lignende på forskellige kaffeplantager rundt om i landet.

”Jeg arbejder på kaffeplantager året rundt”, siger han: ”Hvis jeg havde mulighed for at lave noget andet, ville jeg ikke arbejde på plantagerne”.

At ændre hans og de andre kaffearbejderes arbejdsforhold ville ifølge direktøren for instituttet for geografi, territorium og globale dynamikker på Rafael Landivar-universitetet i Guatemala City, Ursula Roldán Andrade, kræve en total ændring af staten.

”Guatemala er som stat betragtet meget svag. Generelt fungerer de offentlige institutioner, der skal beskytte arbejderne, ikke”, siger hun.

Ifølge Ursula Roldán Andrade har de virksomheder, der køber og videresælger kaffe dog en mulighed for at gøre noget, fordi plantageejerne er økonomisk afhængige af dem.

”Køberne kan lægge et pres på plantageejerne”, siger hun.