Efter avocadoplantagerne rykkede ind i Petorca-provinsen i Chile, tørrede floderne ud. I dag kæmper lokalbefolkningen, småavlere og plantageejere om, hvem der har retten til de knappe vandressourcer. Ifølge eksperter skyldes problemerne især Chiles vandlov, hvor vandrettigheder kan købes og videresælges til højestbydende.
For foden af Andesbjergene i Petorca-provinsen i Chile står Ramiro Brantt og kigger ud over en græsmark. Her groede engang otte meter høje træer bugnende fulde af avocadoer. Ramiro Brantts lille plantage på fem-seks hektar (ca. 55.000 m2) udgjorde hans pensionsopsparing. I de gode år producerede han 7000 kilo avocadoer om året. I dag er plantagen væk.
Først tørrede floderne ud. Så begyndte kampen om grundvandet. Ramiro Brantt var nødt til at grave brønden dybere og dybere. Til sidst var den 13 meter dyb. Men dem, der havde penge, gravede endnu dybere brønde, fortæller han.
Da avocadoerne begyndte at falde af træerne, små og hule indeni, vidste Ramiro Brantt, at han ikke kunne fortsætte. Han måtte opgive plantagen. Det samme har omtrent 2000 andre små avocadoavlere i Petorca-provinsen været nødt til siden 2007.
“Chiles avocado-boom har været baseret på overudnyttelse af lokale vandressourcer”, siger lektor ved University of Arizonas School of Geography & Development, Carl Bauer, som har udgivet flere forskningsartikler og to bøger om Chiles vandlov.
I Chile er vandet i floderne og undergrunden privatiseret, og vandrettigheder er en vare, som kan købes og videresælges til højestbydende.
“I Petorca-provinsen, hvor avocadoer dyrkes til eksport, er der enorme problemer med overudnyttelse af både grundvand og overfladevand. Det er et af de tydeligste eksempler på, at Chiles vandlov skaber alvorlige problemer i afgørende henseender“, siger Carl Bauer.
Avocadoplantagerne rykker ind
I 1980’erne flød vandet i floderne i Petorca-provinsen. Børnene badede i La Ligua- og Petorca-floderne, og dalene var fyldt med små kartoffel-, majs- og bønnemarker. Allerede dengang var Petorca-provinsen ramt af periodiske tørkeproblemer cirka hvert syvende år. Men i 1990’erne begyndte store avocadoplantager at rykke ind og dyrke avocadoer på bjergsiderne. I dag er hele Petorca-provinsen erklæret zone for vandknaphed, floderne er udtørrede året rundt, og de lokale er afhængige af at få drikkevand leveret med lastbiler.
“Da jeg var en ung mand, var floderne fulde af vand. Så kom de store avocadoplantager og slog sig ned på bjergsiderne, som slet ikke er egnet til avocadodyrkning. De borede dybe brønde. I dag er floderne tomme, fordi avocadoplantagerne har taget vandet”, siger Guillermo Toledo, som er lokal repræsentant for distribuering af vand til 840 husstande i kraft af sin position som leder af Agua Potable Rural (APR) i La Viña-området.
Her løb floden La Ligua engang. Nu er flodsengen udtørret.
Fra begyndelsen af 1990’erne undergik Petorca-provinsen et skift. Området gik fra at være præget af dyrkning af afgrøder som bønner, majs og kartofler målrettet det chilenske marked til at være domineret af frugtplantager møntet på eksport. I årene mellem 1997 og 2002 blev arealet med frugttræer mere end fordoblet i provinsen, og især avocadoplantagerne blev dominerende. Seniorlektor i Geografi og International Udvikling ved University of East Anglica, Jessica Budds, har fulgt vandkonflikten i Petorca over en årrække og udgivet adskillige forskningsartikler om emnet. Hun fortæller, at landet på bjergsiderne, der tidligere var blevet anvendt som græsningsarealer til køer, får og geder, blev opkøbt til lave priser af investorer, som omlagde arealerne til avocadoplantager.
Jorden på bjergsiderne var billig, vandet var gratis, og en ny drypvandingsteknologi gjorde det muligt at føre vand fra dalen op til bjergskråningerne. Prisen for avocadoer på verdensmarkedet var høj, så det var en ren guldgrube.
Jessica Budds, Seniorlektor i Geografi og International Udvikling, University of East Anglica.
Årsagen til den høje verdensmarkedspris var bl.a., at den globale efterspørgsel på avocadoer begyndte at stige markant fra midten af 1990’erne, hvor det kom på mode at spise den vitaminrige frugt.
Vandet er adskilt fra jorden
I Chile er retten til vand adskilt fra retten til land, så selvom investorerne i Petorca-provinsen opkøbte tør jord, der lå på bjergskråninger uegnet til avocadodyrkning, kunne de anlægge avocadoplantager, fordi de ejede vandrettigheder eller fordi rettighederne var tilgængelige for anmodning.
I 1981 blev vandet i Chile privatiseret af Pinochets militærdiktatur. Det skete under indflydelse af en gruppe chilenske økonomer, “Chicago Boys”, som havde taget deres uddannelse på University of Chicago under økonomen Milton Friedman, kendt for sine teorier om det frie marked.
I modsætning til Chile, er den danske vandforsyning i høj grad reguleret. Vandværkerne er underlagt forsyningspligt og skal levere vand til befolkningen. Hvis et dansk landbrug ønsker at anvende grundvand til markvanding, skal landmanden søge om tilladelse fra myndighederne, og tilladelsen gives for et begrænset tidsrum. I Chile er vandrettigheder derimod fuldt beskyttet som ejendomsrettigheder under forfatningen og vandloven fra 1981. I praksis betyder det, at vandrettigheder, som én gang er registreret, kan anvendes på ubegrænset tid – og endda videresælges.
De chilenske vandmyndigheder, kaldet Dirección General de Aguas (DGA), uddeler vandrettigheder efter først til mølle-princippet. Det vil sige, at så længe, der er bevis for, at der er vand nok, udleverer DGA vandrettigheder i den rækkefølge, der ansøges om dem. Vandrettighederne er uafhængige af jordrettigheder og tildeles gratis.
I dag tildeler DGA ikke flere vandrettigheder i Petorca-provinsen, da der ikke er mere tilgængeligt vand at uddele rettigheder til. De privatpersoner og virksomheder, som tidligere har fået tildelt vandrettigheder gratis, kan imidlertid videresælge rettighederne til markedspris.
Ifølge Hugo Diaz, formand for den lokale interesseorganisation MODATIMA, der arbejder for at sikre lokalbefolkningens adgang til vand, er markedsprisen for rettigheden til at udvinde en liter vand pr. sekund i dag cirka 10.000.000 pesos (ca. 100.000 kr.) i Petorca-provinsen. Det svarer cirka til den mængde vand, dyrkning af en hektar avocadotræer kræver.
Store vandbassiner holder avocadoplantagen i live midt i det tørkeramte Petorca.
Klimaforandringer forstærker problemerne
Allerede inden avocadoplantagerne rykkede ind, var Petorca-provinsens vandressourcer begrænsede og i fare for at blive endnu mere knappe. De to smalle dale langs med La Ligua- og Petorca-floderne har altid lidt under periodiske tørkeperioder, som har ramt området cirka hvert syvende år. I modsætning til mange andre floder i Chile, udspringer de to floder ikke højt i Andesbjergene, men i de lavere forbjerge. Smeltevand forsyner derfor ikke floderne hele året, som det gør med de floder, der udspringer højere i bjergene. Dertil har klimaforandringerne de senere år forstærket tørkeproblemerne i Petorca-provinsen, fordi nedbøren i Andesbjergenene falder som regn i stedet for sne, hvilket forhindrer stabil smeltevandstilførsel.
Hvis man ser bort fra den manglende nedbør, er Petorca-provinsens varme klima med stabile temperaturer imidlertid ideelt til avocadodyrkning.
“Petorca-provinsen blev Chiles vigtigste og mest dominerende område for produktion og eksport af avocadoer”, fortæller Rodrigo Sánchez Villalobos, som er borgmester i en af Petorcas største byer, La Ligua.
Borgmester Rodrigo Sánchez Villalobos af byen La Ligua i Petorca-provinsen i Chile.
Da avocadoplantagerne rykkede ind, begyndte en regulær kamp om de knappe vandressourcer. Rettighederne til overfladevandet fra floderne i Petorca-provinsen var allerede i 1980’erne fuldt tildelte. Men rettigheder til grundvandet var stadig tilgængelige og blev brugt til at forvandle græsningsarealer til avocadoplantager, og mange nye brønde blev bygget.
Fra 1994 steg ansøgningerne om rettigheder til grundvandet i Petorca-provinsen i et omfang, så Chiles vandmyndigheder, DGA, erklærede Petorcas grundvandsmagasin for “restriktionsområde” i 1997 og La Liguas grundvandsmagasin i 2004. Det betød, at vandmyndighederne holdt op med at tildele flere permanente vandrettigheder.
“De to floder har været tomme længe” siger Rodrigo Sánchez Villalobos, som er borgmester i La Ligua.
Men DGA fortsatte med at tildele midlertidige vandrettigheder til grundvandet, har det undersøgende chilenske medie CIPER dokumenteret.
“De midlertidige rettigheder blev tildelt sideløbende med restriktionerne i 2004, som vandloven tillader, og blev aflyst i 2014, fordi der blev opdaget en negativ påvirkning af grundvandsmagasinet”, siger Jessica Budds.
Danwatch har forelagt kritikken for DGA, der skriftligt svarer, at det er et samspil af systemiske svagheder og andre myndigheders beføjelser, der er skyld i, at der fortsat er blevet uddelt vandrettigheder “uden DGA’s anbefaling”. DGA afviser i øvrigt selv at have uddelt midlertidige vandrettigheder, mens Petorcas grundvandsmagasin har været erklæret et “restriktionsområde”.
Ulige adgang til vand
Langs landevejene i Petorca-provinsen ligger i dag forladte plantager, hvor række efter række af avocadotræer er blevet fældet. Tilbage står kun de hvide, afhuggede stammer som gravsten på en kirkegård.
“De hvide stammer er ikke døde, men i dvale. Træet hugges ned til stammen og bliver malet hvid for at reflektere solen og ikke blive forbrændt. Idéen er at efterlade træerne i dvale, og de overlever udelukkende af regn om vinteren. Hvis vandet vender tilbage i fremtiden kan de spire tilbage til et træ. De burde dernæst kunne producere frugt igen efter cirka tre år”, siger Jessica Budds.
“Mange små avocadoplantager er endt på tvangsauktion, fordi deres gæld blev for stor”, siger den lokale avocadoavler Ricardo Sangüesa, som ejer en mellemstor plantage, der indtil videre har klaret skærene.
Borgmesteren i La Ligua, Rodrigo Sánchez Villalobos, fortæller, at avocadoproduktionen i området er faldet med over 50 procent siden 2004. Det har medført at arbejdsløsheden er steget, og mange har måttet sælge deres jord og søge til omkringliggende byer for at finde arbejde i miner og lignende.
“Småproducenterne er blevet hårdest ramt. Det er meget lettere for de store avocadoproducenter at skaffe sig adgang til vand”, siger Rodrigo Sánchez Villalobos. Ifølge ham er der et presserende behov for at ændre Chiles vandlov.
Hovedproblemet er vandloven fra Pinochets tid, som privatiserede vandet og omdannede det til en vare. En landmand uden vand har ingen nytte af sin jord
Rodrigo Sánchez Villalobos, borgmester i La Ligua
I nabobyen Petorca ønsker borgmester Gustavo Valdenegro også at ændre vandloven, så Chiles vand igen bliver nationaliseret.
“Vi håber at ændre vandloven, så retten til vand ikke længere er adskilt fra retten til land. Det er landmændenes eneste mulighed for at overleve”, siger han.
Reformer kræver forfatningsændring
Sociale bevægelser som MODATIMA har i en årrække kæmpet for at få ændret Chiles vandlov. De har afholdt demonstrationer og forsøgt at få regeringen til at ændre lovgivningen. Men indtil videre har deres kamp ikke givet de store resultater.
I Chile er vandet privatiseret
Vandlovgivningen i Chile afspejler landets turbulente historie i anden halvdel af det 20. århundrede. Chiles første vandlov fra 1951 kombinerede private vandrettigheder med stærk statslig regulering. I 1967 blev vandloven ændret som en del af landbrugsreformerne i 1960’erne, hvor store dele af Chiles landbrugsjord blev eksproprieret og omfordelt. Målet med reformen var at øge antallet af småbønder og at modernisere landbruget. For at nå dette mål indeholdt vandloven centraliseret statslig planlægning, og de private vandrettigheder skiftede status til begrænsede koncessioner.
Efter militærkuppet mod den socialistiske præsident Salvador Allende i 1973 omdannede Pinochet-diktaturet Chiles økonomiske system efter en frimarkedsmodel. Den nye forfatning fra 1980 definerede vandrettigheder som privat ejendom. I 1981 indførte Pinochet en ny vandlov, som yderligere svækkede statens rolle i fordelingen af landets vandressourcer.
Med vandloven fra 1981 indførte Pinochet et system, hvor vandrettigheder kan købes, sælges og anvendes uden begrænsninger på, hvad vandet anvendes til. Det eneste krav er, at man ikke udvinder mere vand, end man har rettigheder til.
Privatpersoner og virksomheder kan få adgang til vandrettigheder på to forskellige måder. Enten kan de ansøge hos vandmyndighederne, kaldet Dirección General de Aguas (DGA), som ikke kan nægte at tildele vandrettigheder så længe, der er vand tilstede; i disse tilfælde er vandrettighederne gratis. Den eneste undtagelse, hvor rettigheder til vand, som gives direkte fra myndighederne, koster noget, er, når der er samtidige ansøgninger. Så afholdes en auktion, og vandrettighederne bliver solgt til højstbydende. Den anden måde, privatpersoner og virksomheder kan få adgang til vandrettigheder på, er ved at købe vandrettigheder direkte på markedet. Da de fleste vandrettigheder allerede er blevet tildelt i 1990’erne, vil privatpersoner eller virksomheder, som i dag ønsker ret til at udvinde vand, typisk skulle købe vandrettighederne på det frie marked.
I bl.a. Australien og nogle stater i det vestlige USA eksisterer der også en form for marked, hvor vandrettigheder kan handles. Men den chilenske vandlov er kendt som skoleeksemplet på frimarkedspolitik. Særligt Verdensbanken var i begyndelsen af 1990’erne stærk fortaler for den chilenske vandmodel.
Efter Chiles demokratisering i 1990 ønskede de chilenske politikere at reformere vandloven fra 1981. Men da reformen af vandloven endelig trådte i kraft i 2005, indebar den kun få ændringer. Blandt de vigtigste er, at ejere af ubrugte vandrettigheder skal betale et gebyr for at forhindre hamstring af vandrettigheder. Desuden blev der taget en række initiativer for at gøre fordelingen af vandrettigheder mere gennemsigtig. Reformen ændrede dog ikke på selve måden, vandrettigheder i Chile kan tildeles og handles på. På nuværende tidspunkt diskuteres en ny reform af vandloven i Chile.
“Der har været forsøg på at ændre vandloven over årene, men uden megen succes. I 2005 blev vandloven reformeret efter meget lang tid med politiske forhandlinger. Men ændringerne var ret begrænsede”, siger lektor ved University of Arizonas School of Geography & Development Carl Bauer:
“Siden da er vandkonflikterne rundt om i Chile kun spidset til i takt med, at vand bliver en mere og mere knap ressource”.
En gennemgribende ændring af vandloven vil imidlertid, ifølge menneskerettighedsadvokat og professor ved Universidad Diego Portales i Santiago Matias Guiloff, kræve en ændring af landets forfatning.
“I Chile kan det være meget svært at ændre love, som kan påvirke landets økonomi, hvis de er beskyttet af forfatningen. Grundlæggende ændringer kræver absolut flertal, og ændringsforslag kan allerede udfordres ved forfatningsdomstolen, mens de bliver diskuteret i kongressen. Så der er masser af muligheder for at nedlægge veto”, siger Matias Guiloff , som derfor mener at en gennemgribende reform af Chiles vandlov har lange udsigter.
Eksperter kritiserer vandmyndighedernes håndtering
Som loven er i dag, har myndighederne kun meget begrænsede muligheder for at regulere, hvem der skal have adgang til Chiles begrænsede vandressourcer, fortæller Carl Bauer.
“Rettighederne til vandet er blevet lagt over til privatpersoner, som anvender vandet fuldstændig, som de vil. Vandloven bør ændres, så myndighederne kan prioritere vandressourcerne ud fra kriterier som social nytteværdi og offentlig interesse”, siger Carl Bauer.
Ifølge menneskerettighedsadvokat og professor Matias Guiloff har de chilenske myndigheder imidlertid heller ikke udnyttet de muligheder, der trods alt eksisterer inden for den nuværende lovgivning til at administrere Chiles begrænsede vandressourcer godt nok.
“Selvom der allerede for 20 år siden var tegn på, at vand var ved at blive en knap ressource i Petorca, tog myndighederne ikke situationen så alvorligt, som de burde have gjort”, siger han.
I stedet for at erklære Petorca for forbudszone (zona de prohibición), hvilket ville have betydet, at der ikke kunne tildeles flere vandrettigheder i området, erklærede myndighederne området for restriktionsområde (area de restricción), et tiltag, som betyder, at der fortsat kan tildeles midlertidige vandrettigheder, men ikke permanente vandrettigheder.
“Myndighederne blev ved med at tildele midlertidige vandrettigheder i Petorca, selvom det var tydeligt, at det ikke var en god idé”, siger Matias Guiloff.
I 2013, da Petorca oplevede den hidtil værste tørkeperiode, lokalbefolkningen løb tør for drikkevand, og nogle måtte grave huller i deres haver for at forrette deres nødtørft, da de ikke havde vand til at trække ud i toilettet, erklærede myndighederne Petorca for vandknapheds-zone (zona de escasez), og inddrog de midlertidige vandrettigheder, som var blevet tildelt.
Jessica Budds, seniorlektor i Geografi og International Udvikling ved University of East Anglica.
At inddrage vandrettigheder på papiret er imidlertid langt fra det samme som at stoppe brugen af vand i praksis, fortæller Jessica Budds, seniorlektor i Geografi og International Udvikling ved University of East Anglica.
“Dem, der har fået tildelt vandrettigheder, har jo fortsat deres brønde, som de får vand fra. Myndighederne er nødt til at komme ud og rent faktisk lukke brøndene, hvis folk skal holde op med at bruge vandet”, siger hun.
Floderne er tomme og avocadotræerne fældet
I dag græsser naboens dyr på marken, hvor Ramiro Brantts avocadotræer plejede at stå. I stedet for floder fulde af vand, skærer udtørrede flodsenge sig gennem landskabet som lange ar af grus og sand.
Da de indskrumpede avocadoer begyndte at falde umodne fra træerne, vidste Ramiro Brantt ikke, hvad han skulle stille op.
“Jeg følte, at naturen forbandede mig”, siger han.
Syv af hans naboer måtte ligesom ham opgive deres avocadoplantager. Familien Brantt kan stadig få lidt vand fra brønden, men ikke nok til at dække deres behov i den daglige husholdning, så de er afhængige af at få leveret vand i lastbiler.
“Hvis vi igen får mere vand, vil jeg dyrke jorden – måske med majs”, siger Ramiro Brantt.
Ramiro Brantt og hans kone i deres hjem ved de nedlagte avocadomarker.