Israelske banker finansierer ulovlige bosættelser

Årtiers international fordømmelse af ulovlige bosættelser har ikke påvirket israelske banker, som fortsat finansierer nye byggeprojekter på besat palæstinensisk område. Bankerne siger, at de blot følger israelsk lovgivning. Danwatch er taget på besøg i en af de hurtigst voksende israelske bosættelser på Vestbredden.

Der er livlig aktivitet på det lille torv midt i byen ved storcentret. Den jødiske helligdag Sukkot er lige om hjørnet, så i boder på pladsen foran indkøbscentret ligger palmeblade og frugter. Traditionen tro køber familier nemlig palmeblade til små, midlertidige hytter på deres altaner og forskellige frugter som hænges op i loftet. De små hytter symboliserer jødernes vandring gennem ørkenen fra Egypten på vej mod det hellige land, mens frugterne symboliserer høstsæsonen.

Vi befinder os i byen Beitar Illit, som med næsten 50.000 indbyggere er en af Israels største bosættelser på besat palæstinensisk område. I modsætning til de fleste andre bosættelser, så er stort set alle indbyggere i byen ultraortodokse jøder, for hvem religion spiller en altoverskyggende rolle.

Mændene er klædt i sorte jakkesæt med hvid skjorte og sort hat. Næsten alle har skæg og mange har lange slangekrøller ved tindingen. Kvinderne har lidt flere farver i tøjet men er stadig meget konservativt klædt med lange kjoler og tørklæde om håret. De fleste drenge er iført kalot, den traditionelle jødiske hovedbeklædning.

Danwatch er taget til det besatte Vestbredden for at følge op på vores to tidligere undersøgelser “Forretning på forbudt land” fra 2012 og 2014. Ligesom tidligere undersøger vi internationale virksomheder, der forårsager, medvirker til eller er forbundet til krænkelser af den humanitære folkeret eller menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder – og danske investeringer i disse virksomheder.

Vi har identificeret danske investeringer i en række israelske banker, som finansierer, understøtter og muliggør ulovlige bosættelser. Derfor er vi taget til Beitar Illit, der er en af de hurtigst voksende bosættelser på Vestbredden og i øjeblikket udbygger med 218 nye huse.

Billigere at bo i bosættelse

Vi er et tydeligt fremmedelement på torvet foran storcentret. Jeg er kørt til Beitar Illit sammen med min lokale oversætter Khaled, der snakker både hebræisk og arabisk. Khaled har mange års erfaring med aktivistisk arbejde i det besatte Østjerusalem og har tilbragt tid i fængsel, fordi han nægtede at være i den israelske hær. Han har haft flere sammenstød med israelske myndigheder og bosættere. Han har dog aldrig været i en ultraortodoks bosættelse før og er lidt nervøs for, hvordan de vil reagere på mine spørgsmål. Derfor insisterer han på, at vores taxachauffør holder motoren kørende, så vi kan komme hurtigt af sted, hvis der er problemer.

De forbipasserende på torvet møder os dog først og fremmest med ligegyldighed. Nogle enkelte sender os nysgerrige blikke, men langt de fleste har for travlt til at interessere sig for os.

Efter et par forsøg får vi en ung mand i snak. Han hedder Yisrael og er 31 år. Han vil ikke oplyse sit efternavn, men han vil gerne svare på spørgsmål om livet i Beitar Illit.

Yisrael fortæller, at han har boet i Beitar Illit i 10 år. Han flyttede hertil fra Jerusalem, som han stadig besøger næsten dagligt af religiøse årsager. Han flyttede til Beitar Illit i sin tid fordi det var meget billigt, fortæller han. Yisrael nyder livet i Beitar Illit med sine fem børn, fortæller han. Han kan godt lide byen, fordi livskvaliteten er høj, og der er masser af jobs. Den nemme transport til Jerusalem er også vigtig for ham.

Jeg spørger ind til det faktum, at Yisrael bor i en bosættelse, som et samlet verdenssamfund betragter som ulovlig ifølge international lov. Er det noget han tænker over til daglig?

“Nej,” svarer han kort og kigger mig i øjnene.

I modsætning til de fleste andre bosættelser, så er stort set alle indbyggere i Beitar Illit ultraortodokse jøder, for hvem religion spiller en altoverskyggende rolle.

“Ikke den forkerte side”

Vi snakker med flere andre af de lokale på torvet midt i Beitar Illit, og billedet er det samme. En anden mand, der ikke vil oplyse sit navn, forklarer, at han flyttede til Beitar Illit fra Tel Aviv for 17 år siden. Han betragter det ikke som et problem, at han bor på den anden side af Den Grønne Linje, som våbenstilstandslinjen fra 1949 også kaldes. Den Grønne Linje betragtes af det international samfund som grænsen mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder.

“Beitar Illit er ikke på den forkerte side. Vi jøder har et tilhørsforhold til Judea og Samaria (Vestbredden, red.), som går tusinder af år tilbage, og derfor ser jeg intet galt i at bo her,” siger han.

Den tredje person, vi snakker med, hedder David Bloy. Han er 41 år og har boet 20 år i Beitar Illit. Han flyttede hertil fra en anden bosættelse på Vestbredden, Kiryat Arba.

“Det er fremragende at bo her. Jeg savner ikke Kiryat Arba. Jeg bor i et fint hus, og her er god uddannelse til mine børn,” forklarer han på hebræisk gennem oversætteren.

“Jeg tænker ikke over Den Grønne Linje, eller at jeg til daglig bor i en bosættelse. Man mærker det ikke. Men det bekymrer mig, at så mange rundt omkring i verden betragter os som bosættere, der ikke har ret til at være her. Jeg tror, det er en misforståelse, og at hvis folk bare kom hertil og så med egne øjne, så ville de forstå, at vi bare ønsker at leve i fred med palæstinenserne.”

Økonomi afgørende

Deres svar stemmer godt overens med tal fra den israelske ngo Peace Now, der i 2007 spurgte bosættere ind til deres motiver for at bo i bosættelser. Majoriteten, 77%, henviste til “livskvalitet” med økonomi samt beliggenhed i forhold til israelske byer som deres primære fokus.

En anden israelsk ngo, B’Tselem beskriver, hvordan skiftende israelske regeringer i årevis har brugt økonomiske incitamenter netop til at få israelske borgere til at flytte ind på besat område:

“Den israelske regering har implementeret en konsistent og systematisk politik med det formål at tilskynde jødiske borgere at migrere til Vestbredden. Et af værktøjerne er økonomiske fordele og incitamenter til borgere – både direkte og gennem jødiske lokalmyndigheder. Formålet med støtten er at hæve levestandarden blandt disse borgere og tilskynde til migration til Vestbredden,” skriver B’Tselem på deres hjemmeside.

Det er en stor del af forklaringen på, at befolkningstilvæksten i israelske bosættelser var i 2015 dobbelt så dobbelt så høj som i Israel.

Nationale prioritetsområder

Ifølge det israelske boligministerium er 90 ud af i alt 131 officielle bosættelser på Vestbredden klassificeret som “nationale prioritetsområder”. Det er en betegnelse, der i Israel ellers normalt forbeholdes økonomisk udsatte byer og byer tæt på grænser.

Når en by eller et område bliver kategoriseret som et national prioritetsområde, så giver det en række fordele som f.eks. reduktioner i prisen på jord, fordelagtige lån, tilskud til boligkøb, tilskud til investorer og reduktioner i indkomstskat for personer og virksomheder.

Nationale prioritetsområder

Ifølge Israels boligministerium, så er formålet med nationale prioritetsområder:

  1. at hjælpe på Israels problemer med boligmangel
  2. at tilskynde til migration til disse samfund
  3. at fremme udviklingen i disse samfund
  4. at forbedre den økonomiske modstandsdygtighed i disse samfund.

Næsten en tredjedel af Israels budget for husbyggeri bliver brugt i de besatte områder, og over de seneste ti år er 28 procent af de huse, som Boligministeriets “rural affairs administration” har subsidieret, blevet bygget i bosættelser. Det viser tal fra 2015, som den israelske avis Haaretz har analyseret.

Det nuværende kort over nationale prioritetsområder blev vedtaget af den israelske regering i januar 2012, hvor Benjamin Netanyahu også var premierminister. Formålet med støtten er “at opfordre til positiv indvandring til lokalsamfundene og styrke deres økonomiske modstandsdygtighed,” skriver Haaretz.

I skyggen af bosættelsen

Allerede på den lille køretur fra Beitar Illit til Wadi Fukin bliver kontrasten tydelig. Vi forlader Beitar Illits nydelige veje og finder igennem en automekaniker indgangen til den palæstinensiske landsby. Den snørklede vej ned i dalen er den eneste indgang til Wadi Fukin, der har fået alle andre veje afskåret af israelske bosættelser.

Wadi Fukin er en frodig lille landsby med omkring 2.000 indbyggere. Der er drivhuse og grønne marker overalt. De palæstinensiske beboere dyrker mange forskellige afgrøder, og landsbyen er kendt på hele Vestbredden for deres frugter og grøntsagers høje kvalitet.

Udvidelsen af bosættelserne omkring byen truer dog landbruget, da bosætterne leder spildevand ned i dalen, mens hæren ofte lukker indgangen og afspærrer områder og veje i landsbyen, så det er svært at dyrke, høste og transportere afgrøderne videre. Visse farmere har også svært ved at sælge deres afgrøder, da kunderne frygter for afgrødernes kvalitet grundet bosætternes spildevand.

Billeder taget af Wadi Fukins indbyggere

Wadi Fukins afgrøder i forgrunden, bosættelsen Beitar Illit i baggrunden.

Wadi Fukins landmænd i marken.

Palæstinensisk kvinde med afgrøder i to sække.

Bosætterne fra Beitar Illit hælder spildevand ned til den palæstinensiske landsby Wadi Fukin.

Bosættere intimiderer Wadi Fukins beboere.

Børn under en protest mod nedhugning af oliventræer.

Palæstinensiske skolepiger fra landsbyen Wadi Fukin, med bosættelsen Beitar Illit i baggrunden.

I den kommunale bygning i centrum af byen tager borgmester Ahmad Sokar imod os. Med sine kun 34 år må han være blandt de alleryngste borgmestre på Vestbredden. Normalt besættes den slags poster af ældre mænd, men når Ahmad Sokar begynder at snakke, forstår man hurtigt, hvorfor beboerne i landsbyen har valgt ham til at repræsentere sig.

“Da jeg blev født i 1982, var der ikke noget, der hed Beitar Illit. Byen eksisterede ikke. Der var ingen bosættere, og vi og de andre landsbyer i nærheden brugte jorden til vores dyr og afgrøder,” fortæller Ahmad Sokar.

“Jeg var tre år gammel, da de første bosættere ankom. Ingen spurgte os om lov. De konfiskerede bare landsbyens jord og gik i gang med at bygge huse til bosættere. Nu bor der 50.000 bosættere, og vi er næsten fuldstændig omringet på alle sider,” siger Ahmad og udpeger det endnu tomme stykke jord på skråningen, der snart vil være fyldt ud af Beitar Illits hvide stenhuse.

Ahmad kan fortælle længe om alle problemerne ved at være indespærret af bosættelser på alle sider.

“De smider affald og leder deres spildevand ned til os, og israelske soldater og bosættere skærer ofte oliventræer ned og forhindrer os i at dyrke vores jord omkring landsbyen,” fortæller Ahmad.

Wadi Fukins problemer med bosætterne har været dækket flere steder. Seneste af den israelske journalist Amira Hass i artiklen “Armed and entitled, Israeli hikers sow fear in Palestinian farming village”.

Mens Beitar Illit og andre bosættelser på Vestbredden er fuldt ud inkluderet i det israelske samfund med skraldeindsamling, vandforsyning, elforsyning, busruter, vejskilte og god infrastruktur, så er de mange palæstinensiske landsbyer under israelsk kontrol ofte fuldstændig negligeret.

Mens bosætterne i Beitar Illit nemt kan køre til Jerusalem, Tel Aviv og andre israelske byer, så er indbyggerne i Wadi Fukin forhindret i at besøge den palæstinensiske nabolandsby pga. israelske bosættelser og deres infrastruktur og sikkerhedszoner.

Centrum af Wadi Fukin, 3 %, er i Område B, hvor civile opgaver er Det Palæstinensiske Selvstyres ansvar, mens sikkerhed er det israelske militærs ansvar. De resterende 97 % af landsbyen ligger i Område C, som er under fuld israelske kontrol.

Vestbredden inddelt i Område A, B og C

Efter Oslo-aftalen i 1994 blev Vestbredden inddelt i tre forskellige områder; A, B og C.

  • Område A, 18 %, er under palæstinensisk kontrol
  • Område B, 22 %, er under delt palæstinensisk og israelsk kontrol
  • Område C, 60 %, er under fuld israelsk kontrol

Opdelingen var tiltænkt som en midlertidig løsning, mens israelerne og palæstinenserne færdiggjorde fredsforhandlingerne, men er endt som en permanent tilstand.

Kilde: OCHA OPT

Systematisk diskrimination

Flere ngo’er og eksperter har kritiseret Israel for diskrimination af palæstinensere på Vestbredden. Blandt andet udgav Human Rights Watchs i 2010 rapporten “Separate and Unequal”. Her beskriver organisationen Israels politikker i Område C på Vestbredden, hvor Israel har eksklusiv kontrol, som “voldsomt diskriminerende mod palæstinensiske indbyggere, der bliver nægtet basale nødvendigheder, mens jødiske bosættere får til overflod.”

FN’s Særlige Udsending til de besatte palæstinensiske områder, Michael Lynk går i sin seneste rapport til FN’s Generalforsamling fra oktober 2016 endnu længere og beskylder Israel for at “udbygge et koloni-agtigt regime i de besatte palæstinensiske områder med to separate og ulige systemer med hensyn til love, veje, juridiske systemer, adgang til vand, sociale services, bevægelsesfrihed, politiske og borgerlige rettigheder, sikkerhed og levestandarder.”

Michael Lynk understreger, at Israel som besættelsesmagt har ansvaret for den besatte befolkning ifølge den humanitære folkeret.

“Israel besættelse over de seneste 49 år har haft et seriøst underskud af respekt for juridiske og forpligtelser forbundet med retten til udvikling. Grundlæggende har Israel forhindret palæstinensernes ret til selvstændighed gennem en række metoder. Israel har ulovligt annekteret Østjerusalem. Israel har forflyttet omkring 570.000 israelske civile til statsstøttede bosættelser på besat område,” skriver FN’s Særlige Udsending for de besatte palæstinensiske områder.

Bosættelsen Beitar Illit og den palæstinensiske landsby Wadi Fukin ved siden af. Bakken imellem dem er nu inddraget til udvidelse af Beitar Illit. Google Maps inkluderer Beitar Illits busruter, der giver bosættelsens indbyggere mulighed for at komme hurtigt til og fra Israel.

Ligeledes skriver FN’s Kontor for Nødhjælpskoordination i de besatte palæstinensiske områder (OCHA oPt) i en rapport om bosættelsernes humanitære konsekvenser fra december 2016, at “etablering og udvidelse af bosættelser er en hovedårsag til humanitær sårbarhed.”

“Bosættelserne fratager palæstinensere deres ejendom og indkomstmuligheder, begrænser deres adgang til services, og skaber en række trusler mod beskyttelse, der har resulteret i efterspørgsel på assistance og beskyttelse fra humanitære organisationer,” skriver FN.

Senest opsummerede USA’s udenrigsminister John Kerry sine mange års arbejde med Israelere og palæstinenser i en stor anlagt tale og beskrev hvordan Område C – 60 procent af Vestbredden – er fuldstændig lukket for palæstinensisk udvikling, selvom området ifølge Oslo-aftalen for længst skulle have været overdraget til palæstinenserne.

“Faktisk bliver stort set ingen palæstinensiske bygninger godkendt i Område C. Kun én tilladelse blev givet af Israel i hele 2014 og 2015, mens hundredvis af bosættelser blev godkendt i samme periode,” sagde Kerry 28. december 2016.

“Udviklingen indikerer en omfattende indsats af Israel for at overtage Vestbredden og forhindre enhver palæstinensisk udvikling.”

USA’s udenrigsminister John Kerry

WADI FUKIN: Det gule skilt meddeler, at området er inddraget som "statsligt område". Foto: Wadi Fukin

Få israelske tilladelser til palæstinensere

Ahmads beskrivelse af livet under besættelse med bosættere som direkte naboer stemmer godt overens med FN’s hårde kritik af Israels politik på Vestbredden.

“Der er mere end 200 bosættelser og næsten 600.000 bosættere på Vestbredden, og den israelske regering planlægger at overtage hele Område C, omkring 60 procent af Vestbredden. Hvordan skal vi nogensinde få en selvstændig stat, når de bliver ved med at stjæle vores jord,” spørger Ahmad.

97 procent af Wadi Fukin ligger i Område C. Det betyder, at beboerne skal indhente tilladelser fra de israelske myndigheder til al bebyggelse, landbrug, infrastruktur, vand, el mm. Ifølge Ahmad er de israelske myndigheder meget strikse, og derfor er der pt. 15 retssager igang mellem beboerne i Wadi Fukin og de israelske myndigheder.

“For eksempel ville vi bygge en lille park med legeplads og fodboldbane til børnene i landsbyen, men israelerne konfiskere hurtigt området for at udvide bosættelserne og muren. Det er vores virkelighed,” fortæller Ahmed mens fredagsbønnen fra byens moské og lyden fra bosættelsens byggemaskiner konkurrerer i baggrunden.

Beitar Illit udvider

Siden Beitar Illit blev grundlagt i 1985 har borgmester Ahmad Sokar set bosættelsen vokse sig større og større med rekordfart. Den seneste udbygning blev vedtaget i 2014, da den israelske regering i kølvandet på kidnapningen og senere drab af tre bosættere erklærede fire kvadratkilometer i området for “statslig område” og åbnede for udbud til israelske entreprenører. Ifølge den israelske ngo Peace Now den største konfiskering af palæstinensisk område siden 1980’erne.

Beitar Illit er i den israelske regerings planer en del af Gush Etzion bosættelses-blokken, der også inkluderer bosættelserne Neve Daniel, Keidar, Rosh Tzurim, El’azar, Migdal Oz, Allon Shevut, Kfar Etzion, Bat Ayin, Efrata og Gva’ot. Ifølge planen “Greater Jerusalem” skal disse bosættelser alle udvides i de kommende år. Det er et stort problem for Wadi Fukin men også for de andre palæstinensiske byer i området som Al Jab’a, Nahhalin, Husan, Al Wallaja og Battir.

For Beitar Illit betyder de nye planer, at bosættelsen næsten vil blive næsten dobbelt så stor med 5.000 nye boliger oven i de eksisterende 8.000 boliger. For indbyggerne i Wadi Fukin er især udvidelsen til den såkaldte Bakke C katastrofal, da det nærmest vil lukke dem fuldstændig inde. Den eneste vej ind og ud af Wadi Fukin vil fremover gå direkte igennem en bosættelse, når industrizonen på den anden side også bliver færdiggjort.

Vi forlader Ahmad Sokar og kører op til byggepladsen på Bakke C. De tunge, rytmiske slag fra byggemaskinerne bliver højere og giver genlyd i hele dalen, mens fredagsbønnen fra Wadi Fukins moske i baggrunden bliver svagere.

Endnu er der ikke meget mere end grusudgravninger, men skiltet ved indgangen til byggepladsen fortæller, at en række israelske entreprenører i gang med at opføre 218 nye huse.

“Boligministeriet og Beitar Illit kommune opfører gennem Adi Hadar Company nye veje og infrastruktur – Fase A til 218 beboelser” står der på hebraisk på skiltet ved indgangen til byggepladsen.

Skiltet indeholder informationer om alle involverede entreprenører, arkitekter, vvs- og el-ansvarlige og byggepladsens bestyrer. Men alligevel mangler de allervigtigste aktører; nemlig de israelske banker, som finansierer hele projektet.

Ifølge de israelske bankers brancheorganisation, Association of Banks in Israel (ABI), så er alle israelske entreprenører forpligtet til at have en bank med i boligprojekter ifølge den israelske salgslov (beskyttelse af huskøbere) fra 1974. Det betyder, at byggeprojektet ved Beitar Illit ligesom alle andre israelske byggeprojekter er garanteret af en eller flere banker, der følger projektet fra start til slut og beskytter huskøbernes investeringer gennem garantier og forsikringer.

Danwatch har via research identificeret de to israelske banker Bank Hapoalim og First International Bank of Israel (FIBI) som garanterne bag Beitar Illits udvidelse på bakke C.

Beitar Illit til venstre og udvidelsen på Bakke C til højre.

Bare én blandt mange

Udbyggelsen af Beitar Illit er blot en ét blandt mange byggeprojekter, som Bank Hapoalim, First International Bank of Israel (FIBI) og andre israelske banker er involveret i. Bank Hapoalim udsteder lån og garantier til flere store israelske entreprenører, som bygger i de besatte palæstinensiske områder, bl.a. Heftzibah og Shikun & Binui, der har været med til at bygge checkpoint, separationsmuren og boliger og infrastruktur i bosættelserne Har Homa, Ramat Shlomo, Ariel, Imanuel and Modi’in Illit.

For banker som Hapoalim er der ikke forskel på den ene eller den anden side af Den Grønne Linje, som det internationale samfund betragter som grænsen mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder.

Bankernes brancheorganisation, Association of Banks in Israel, forklarer i et skriftligt svar til Danwatch, at de ifølge israelsk lovgivning ikke må diskriminere på baggrund af race, religion, religiøs gruppe, nationalitet, oprindelsesland, køn, seksuel orientering, politisk opfattelse, personlig status eller forældreskab.

“Derfor kan banker ikke nægte services som huslån, finansiering af byggeprojekter eller banklån i Judea og Samaria (Vestbredden, red.), da det vil være diskrimination på baggrund af nationalitet, race, religiøs gruppe og politisk opfattelse, hvilket er ulovligt under israelsk lov.”

For Bank Hapoalim betyder det, at de udover lån og garantier til byggeprojekter i de besatte palæstinensiske områder og huslån til israelske boligkøbere i bosættelser, også har filialer i bosættelserne Ariel, Beitar Illit, Modi’in Illit, Ma’ale Adumim, Pisgat Ze’ev, Gilo og Ramot.

Derudover yder Bank Hapoalim også lån og finansielle services til lokale myndigheder og virksomheder i bosættelser.

De israelske banker siger, at de følger israelske lovgivning, men ifølge en uafhængig, men ikke offentliggjort, juridisk vurdering, som Danwatch har fået indsigt i, så er der intet i israelske lovgivning, der tvinger banker til at være så massivt til stede i bosættelserne. Det er korrekt, at bankerne ikke må diskriminere, men de er ikke forpligtet til at finansiere byggeprojekter, have filialer, tilbyde huslån og lån til bosættere, virksomheder eller myndigheder i de besatte områder, som bankernes brancheforening hævder.

Bidrager til negativ påvirkning af menneskerettigheder

De israelske bankers aktiviteter på besat område er problematiske i forhold til FN’s retningslinjer. Det vurderer Cathrine Bloch Veiberg, ekspert i menneskerettigheder og virksomheders ansvar ved Institut for Menneskerettigheder, som dog understreger, at hun ikke kender detaljerne i bankernes aktiviteter:

“Når israelske banker direkte finansierer bygning af bosættelser på Vestbredden, så gør de det i uoverensstemmelse med international ret. Det er dermed vanskeligt at sige, at det at finansiere bosættelserne ikke er i uoverensstemmelse med bankernes ansvar for at respektere menneskerettighederne,” forklarer Cathrine Bloch Veiberg.

Samme vurdering giver Steen Vallentin, lektor og ph.d ved Copenhagen Business School med speciale i virksomheders sociale ansvar:

“Investorer har et stort forklaringsproblem, når det er så klart dokumenteret, at den israelske finansielle sektor direkte er med til at finansiere aktiviteter, der er brud på folkeretten. Hvis investorer ser disse problemer og alligevel stadig investerer i bankerne, hvad vil man så ikke investere i? Hvor går grænsen så?” siger Steen Vallentin.

“Investeringer i bosættelser er jo problemets rod. Hvis der ikke var kapital til finansieringen af disse bosættelser, så var der nok ikke så mange af dem.”

Steen Vallentin, lektor og ph.d ved CBS

Bølge af eksklusioner

En række af Europas største pensionskasser og banker har allerede taget konsekvensen af de israelske bankers aktiviteter på besat område og ekskluderet dem. Heriblandt Europas tredjestørste pensionskasse PFZW (tidl. PGGM), der i 2014 besluttede at trække alle investeringer ud af Israels fem største banker, fordi de finansierer bosættelser og har filialer på Vestbredden.

“Med udgangspunkt i deres situation og den lokale lovgivning, som de arbejder under, har bankerne begrænset eller ingen mulighed for at afslutte deres involvering i finansiering af bosættelser i de besatte palæstinensiske områder,” skrev PGGM om beslutningen om at ekskludere Bank Hapoalim, Bank Leumi, First International Bank of Israel, Israel Discount Bank og Mizrahi Tefahot.

Også Luxembourgs statsejede pensionskasse FDC besluttede i 2014 at ekskludere de samme fem banker med henvisning til deres “associering til bygning af ulovlige bosættelser i de besatte områder.”

Ligeledes placerede Danske Bank i februar 2014 Bank Hapoalim på sin eksklusionsliste over selskaber, som banken ikke længere ville investere i. De israelske bosættelser er i strid med international lov, og Danske Bank ønsker ikke at investere i virksomheder, der bidrager til overtrædelse af denne, lød begrundelsen dengang.

I slutningen af 2015 fjernede Danske Bank dog Bank Hapoalim fra sin eksklusionsliste igen i stilhed. Danske Bank forklarede, at beslutningen blev truffet på baggrund af en grundig og konstruktiv dialog omkring bosættelserne.

Ifølge senest offentliggjorte aktieportefølje har Danske Bank nu investeret 560.000 kroner i Bank Hapoalim og 930.000 i Bank Leumi.

Også Tysklands største bank, Deutsche Bank, placerede i 2014 Bank Hapoalim på en liste over “etisk problematiske” investeringer uden dog at ekskludere banken.

Til Danwatch fortæller danske AP Pension, at de er opmærksomme på Bank Hapoalim, Bank Leumi og Mizrahi-Tefahot Bank i forbindelse med deres aktiviteter forbundet til israelske bosættelser, og at det overvejes om de bør placeres på eksklusionslisten.

Men er det også ulovligt?

Israelske bankers aktiviteter på besat palæstinensisk område bidrager direkte til negativ påvirkning af palæstinensernes menneskerettigheder, og europæiske investorer forholder sig i stigende grad til problemet. Men er bankernes aktiviteter også direkte ulovlige, så både de og deres investorer kan dømmes ved en domstol?

Danwatch har taget kontakt til flere forskellige eksperter for at få en vurdering. En af dem er professor emeritus ved Princeton Universitets institut for International Lov og tidligere Særlig Udsending for FN til de besatte palæstinensiske områder, Richard Falk. Han har tidligere beskæftiget sig med netop spørgsmålet om virksomheders ansvar i de besatte palæstinensiske områder og vurderer, at de israelske banker har et klart medansvar, når de finansierer bosættelser, bl.a. direkte overtrædelse af Genevé-konventionen:

“Det er en overtrædelse af internationale strafferet, der forpligter den private sektor ikke velvidende at være medskyldig i overtrædelser af Genevé-konventionen og internationale aftaler. Og eftersom bosættelserne direkte overtræder Genevé-konventionen, så er det blevet antaget, at det at have finansielle aktiviteter i bosættelser sandsynligvis skal anses som en overtrædelse af international lovgivning,” siger han til Danwatch.

Israelske banker siger, at de følger israelsk lovgivning. Men hvad er bankerne og deres investorers ansvar, når israelsk og international lovgivning har forskellige vurderinger af bosættelsers lovlighed?

Cathrine Bloch Veiberg, ekspert i menneskerettigheder og virksomheders ansvar ved Institut for Menneskerettigheder, er ikke i tvivl. Ifølge hende er det ifølge UNGP staters ansvar at beskytte menneskerettighederne, og virksomheders ansvar at respektere menneskerettighederne, selv når stater fejler.

“Det kan selvfølgelig være problematisk, når virksomheder er i situationer, hvor deres ansvar for at respektere menneskerettigheder bliver sat på prøve af statens manglende evne eller vilje til at beskytte menneskerettigheder. Men her siger FN’s retningslinjer klart, at virksomheder stadig forventes at respektere menneskerettigheder selv i områder, hvor staten ikke lever op til sit ansvar.”

Brancheorganisation uenig

De israelske bankers brancheorganisation, Association of Bank in Israel (ABI), har en anden vurdering end Richard Falk og Cathrine Bloch Veiberg. Til Danwatch udtaler organisationen, at de ikke betragter bankernes engagement på besat palæstinensisk område som ulovligt, selvom bosættelserne blev dømt ulovlige ved Den Internationale Straffedomstol Haag i 2004.

Vi er fuldstændig opmærksomme på, at det er en udbredt tolkning, men i vores opfattelse er den politisk og ikke juridisk. Den er aldrig blevet accepteret af en bindende international eller national domstol

Association of Bank in Israel (ABI) i et skrftligt svar til Danwatch

Professor emeritus i international lov ved Princeton Universitet Richard Falk er faktisk enig i bankorganisationens juridiske argumentation, men ikke deres vurdering:

“Det er muligt at sige, at det er ulovligt. Men det er ikke teknisk korrekt i den forstand, at noget ikke kan være ulovligt, før det er blevet dømt ulovligt af et passende dømmende organ,” siger han og forklarer:

“Dig og mig kan ikke beslutte, hvad loven er, men vi kan formode, hvad en domstol ville og burde dømme,” forklarer han men understreger, at der efter hans vurdering ikke er tvivl om, at enhver velfungerende domstol ville dømme bankerne for overtrædelse af international lov.

“Det betyder, at en velfungerende International Straffedomstol uden tvivl ville dømme banker med disse forretningsaktiviteter i bosættelser for overtrædelse af international strafferet,” siger juraprofessoren til Danwatch.

Ekspert på CBS Steen Vallentin understreger dog, at debatten i sidste ende slet ikke handler om lovgivning, men om de etiske og sociale normer, som investorerne selv påstår at følge.

“Lovgivning er altid det første forsvar, som virksomheder med problematiske aktiviteter sætter ind, men det er slet ikke det, debatten handler om. Hele pointen er, at det ikke er legitimt” siger han.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved legitimiteten ved de her aktiviteter, om hvorvidt de er ansvarlige og lever op til alment gældende normer. Det er ikke et spørgsmål om lovgivning.

Steen Vallentin, lektor og ph.d ved CBS

Danwatch ville gerne have spurgt Hapoalim om deres aktiviteter på besat palæstinensisk område, men Hapoalim har valgt ikke at besvare vores henvendelser. Danwatch har været i telefonisk kontakt med Hapoalim, som ikke ville udtale sig til citat.

1. Can you confirm that Hapoalim is involved in this project on occupied Palestinian territory through its guarantee to the Bradarian Brother LTD, which is the implementing contractor?

2. Is Hapoalim currently financially involved in any other projects on occupied Palestinian territory?

3. Settlement construction on occupied Palestinian territory (like the expansion of Beitar Illit) is against international law and condemned by the entire international community – why does Hapoalim chose to be engaged in these projects?

4. Is Hapoalim forced to finance settlement construction by Israeli law?

5. Is Hapoalim forced to have branches in settlements and offer services to settlers by Israeli law?

6. Israeli and international law differ on many points regarding settlements – how does Hapoalim try to mitigate between the two?