Forholdet mellem arbejdere og fabriksledelser i Bangladesh afspejler landets samfundsstruktur og historie, der er præget af politisk vold og massiv undertrykkelse, og hvor straffrihed til politiet er herskende. Love giver politiet og militæret lov til at arrestere borgere, når og hvor de vil, forklarer Morten Koch Andersen, ph.d. og programkoordinator ved Dansk Institut mod Tortur, Dignity. Han har i en årrække beskæftiget sig med politisk vold i Bangladesh, og han forklarer, at tortur er udbredt som straf til at skaffe tilståelser og som afpresning.
“Det er et ekstremt undertrykkende samfund. Man kan ikke mærke det i hverdagen, når man går på gaden, men al form for modstand og kritik bliver slået hurtigt og brutalt ned”, forklarer Morten Koch Andersen i Dhaka, hvor han i øjeblikket er en del af et forskningsprojekt om politik og vold sammen med forskere ved Dhaka Universitet.
Allerede i 1972 ratificerede Bangladesh ILO’s konvention nr. 87 og nr. 98, der sikrerforeningsfrihed og retten til kollektiv forhandling, allerede i 1972, og siden har fagforeninger derfor været lovlige i landet. Alligevel har undertrykkelse af fagforeningsretten præget beklædningsindustriens historie i Bangladesh, hvor mange fabriksejere og politikere anser fagforeninger som en trussel mod Bangladesh konkurrenceevne, der primært bygger på lave lønninger og lave produktionsomkostninger.
I en tale 28. november 2014 udtalte beskæftigelsesministeren, Mujibul Haque Chunnu, at han ikke forstod, “hvad godt, der vil komme ud af så mange fagforeninger” og han tilføjede, at for mange fagforeninger ville skade beklædningsindustrien.
Tilbage i juni samme år opfordrede præsidenten for den ledende brancheorganisation i Bangladesh, Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA), Atiqul Islam, handelsministeren, Tofail Ahmed, til at “tage de nødvendige forholdsregler mod dem, der handler mod landets største sektors interesser”.
BGMEA-præsidentens udtalelse var møntet på fagforeningslederen Amirul Haque Amin, der er formand for National Garment Workers Federation (NGWF). Han havde i et brev til den amerikanske kongres gjort opmærksom på undertrykkelse af fagforeningsretten og tortur mod fagforeningsledere i Bangladesh. Atiqul Islam og BGMEA repræsenterer 3502 fabrikker.
Trusler, fyringer, voldelige overfald og fængsling af fagforeningsledere og -medlemmer i Bangladesh er dokumenteret af nationale og internationale fagforeninger, menneskeretsorganisationer og medier. Den Bruxelles-baserede International Trade Union Confederation (ITUC) har udviklet det såkaldte Global Rights Index, der måler landes arbejdsmiljø og niveauet af opretholdelse/krænkelser af internationale anerkendte arbejdstagerrettigheder. Global Rights Index rangerer landene på en 1-5 skala, hvor 1 er bedst, og betyder ’Uregelmæssige krænkelse af rettigheder’, og 5 er værst og betyder ‘Ingen garanti for rettigheder’. Global Rights Index beskriver Bangladesh som fagforeningsfjendligt, og landet rangeres på skalaens 5. plads.
I en kronik i Jyllands Posten d. 20 januar 2015 udtrykte den danske ambassadør i Bangladesh, Hanne Fugl Eskjær, tilfredshed med den fremgang, hun sporer i industrien siden Rana Plaza tragedien, samtidig understregede hun, at der er lang vej igen, før fagforeningsretten og kollektive forhandlinger er en realitet i Bangladesh.
“Selv om der blæser nye vinde efter Rana Plaza-ulykken, er det ikke ufarligt at gå ind i fagforeningspolitik – tæsk, trusler og fyringer er stadig hverdag for mange af dem, der tør stikke hovedet frem”, skrev Hanne Fugl Eskjær og beskrev, at der mangler en grundlæggende holdningsændring, da for mange arbejdsgivere og politikere stadig ser arbejderne som en råvare, ikke en ressource.
“Det er svært at forestille sig, hvordan Bangladesh – fabriksejere og landet som sådan – vil håndtere et endnu større antal arbejdere, hvis det ikke lykkes at overvinde frygten for fagforeningsretten og kollektive forhandlinger. Fra fire millioner i dag til måske helt op til 14 millioner arbejdere om fem år er simpelthen for stor en mundfuld”, skrev den danske ambassadør.
Et af de seneste eksempler på krænkelser af fagforeningsretten på tøjfabrikker, er en række voldelige overfald på fagforeningsledere og -medlemmer på fabrikken Global Garments Ltd. i løbet af november 2014.
Fabrikken er ejet af Azim Group, der producerer for globale brands som Zara og Calvin Klein på 23 forskellige fabrikker med i alt 25.000 ansatte.
Et af de voldelige overfald på Global Garments Ltd. blev fanget af fabrikkens overvågningskamera, og videoen viser to kvindelige fagforeningsledere blive overfaldet og slået ned, mens fagforeningsmedlemmer bliver skubbet væk, sparket og slået.
Den uafhængige amerikanske monitoreringsorganisation, The Worker Rights Consortium (WRC), der er finansieret af 180 amerikanske universiteter (bl.a. universiteterne Harvard, Yale, Columbia og Berkeley), monitorerer rettighedskrænkelser i bl.a. Bangladesh. WRC undersøgte overfaldene på Global Garments, og i undersøgelsens slutrapport konkluderer de, at fabriksledelsen stod bag overfaldene.
“Overvældende vidnesbyrd og videomateriale viser, at Azim Group gennemførte en række koordinerede angreb på fagforeningsledere på Global Garments Ltd.”, slår WRC’s rapport fast.
Undertrykkelsen af fagforeningsretten i Bangladesh beskrives som systematisk af bl.a. den internationale faglige sammenslutning, IndustriAll, der er en af initiativtagerne bag Akkorden om Brand- og Bygningssikkerhed i Bangladesh. Sammenslutningens assisterende generalsekretær, Monika Kemperle, sagde i en pressemeddelelse d. 12.2.2015, at volden mod fagforeningsledere “bevidst sigter mod at ødelægge fagforeningslivet på fabrikkerne”, og at volden er et forsøg fra fabriksejerne og regeringen på “at bremse den stigende arbejderorganisering efter kollapset af Rana Plaza”.
Flere fagforeninger – mere undertrykkelse
De seneste to år har ILO registreret en stigning i antallet af nyoprettede fagforeninger i Bangladesh. Alene mellem juli og december 2013 blev 152 nye fagforeninger registreret, og i dag findes der cirka 7300 fagforeninger i landet, som på tværs af sektorer har cirka 2.3 millioner medlemmer, dertil kommer 163 fagforbund med knap 1.5 millioner medlemmer. Trods stigningen i antallet af fagforeninger udgør fagforeningsmedlemer under tre procent af den samlede arbejdsstyrke, som ifølge CIA World Factbook er på knap 78 millioner arbejdere.
Ser man isoleret på beklædningsindustrien, har der også været en stigning i antallet af fagforeninger. Tal fra ILO viser, at 96 nye fagforeninger samt 34 nye fagforbund blev registreret i 2013. Ifølge tal fra den danske fagforening 3F og American Center for International Labor Solidarity (ACILS) er fem procent af alle arbejdere i beklædningsindustrien medlemmer i cirka 270 foreninger, men ifølge ACILS er 50 af de registrerede fagforeninger ikke aktive.
Flere fagforeninger er ikke ensbetydende med flere rettigheder, mener Ruhul Amin fra Garment Workers Trade Union Center (GWTUC).
“Mange af de nye fagforeninger er i lommen på fabriksledelsen, og de tjener ikke arbejdernes interesse. De er til pynt for køberne”, siger han.
Arbejdsmiljøet på tøjfabrikkerne i Bangladesh er generelt blevet mere fjendtligt over for fagforeninger, mener både både Ruhul Amin og Sultana Begum, der er forkvinde for Muktir Sangram Garments Sramik Federation (MSGSF). “Vi oplever, at fabriksejerne og regeringen har strammet grebet om de arbejdere, der er fagforeningsmedlemmer, og det er sværere for os at få adgang til informationer om forholdene på fabrikkerne”, fortæller Ruhul Amin.
Sultana Begum beretter om fabriksejere, der nedkæmper ethvert forsøg på organisering ved at intimidere, true og fyre arbejderne.
“De har deres lokale bøller og politiet til at hjælpe sig. Hvis arbejderne bringer deres klager for arbejdsdomstolen, går det meget langsomt med at behandle dem. Enkle sager kan tage op til tre år at behandle”, fortæller Sultana Begum fra MSGSF.
Ifølge loven skal der minimum være 30 procent tilslutning fra arbejderne på en fabrik for at kunne ansøge om oprettelse af en fagforening, og netop 30 procent-reglen er en stor hindring for organiseringen, mener Ruhul Amin, fordi det er svært for fagforeninger at få så høj en tilslutning, da mange arbejdere frygter for deres job.
Fagforeningsforbud i frihandelszonerne
Bangladesh har otte frihandelszoner (EPZ – Export Processing Zone), hvor virksomheder får forretnings- og produktionsfordele som 10 års skattefritagelse og toldfri eksport. Infrastrukturen og sikkerheden er generelt bedre i frihandelszonerne, hvor eksempelvis det danske forsvar har fået produceret militæruniformer på fabrikken Tigerco i Savar i udkanten af Dhaka.
Arbejderne på fabrikkerne i frihandelszonerne har, ifølge alle eksperter DanWatch interviewer i Dhaka, bedre arbejdsvilkår og -forhold end arbejdere udenfor frihandelszonerne, ligesom mindstelønnen ifølge DanWatch’s kilder er velimplementeret her. Dog er det forbudt at danne fagforeninger i disse zoner, selvom både den nationale lovgivning og ILO konventioner sikrer arbejderne denne ret.
Arbejderne i frihandelszonerne kan organisere sig i arbejderkomitéer – de såkaldte Workers Welfare Committees (WWC). Ifølge A.K.M. Nasim, der er senior juridisk konsulent i American Center for International Labor Solidarity (ACILS), ser komiteerne “godt ud” på papir, men de fungerer ikke i praksis. Han forklarer:
“Arbejdsgiverne bruger arbejderkomitéerne til at vise de udenlandske investorer, at man tillader arbejderne at organisere sig. Men komitéerne må ikke forhandle løn og de må ikke være medlemmer af fagforbundene”.
A.K.M. Nasim forklarer endvidere, at arbejderkomitéerne ikke er uafhængige enheder, men hører under BEPZA (Bangladesh Export Processing Zones Authority), som hører under Indenrigsministeriet.
I Savars frihandelszone møder DanWatch Joanna Shadin og Mosammat Anuar, der er syersker på fabrikken Tigerco. De får de bedste lønninger blandt de 20 arbejdere, som DanWatch interviewer i Dhaka. Joanna Shadin får 1013 kroner om måneden mens hendes kollega får 620 kroner, begge får pension.
Joanna Shadin har syet militærtøj på Tigerco i seks år. Hun fortæller, at sammenlignet med andre tøjfabrikker, hvor hun har arbejdet, er Tigerco en god fabrik.
“Produktionsmålene er lavere end på andre fabrikker og ledelsen skælder os ikke ud eller bruger grimt sprog og fornærmer os og vores forældre”, fortæller Joanna Shadin. Når samtalen falder på fagforeninger og arbejderkomitéerne har både Joanna Shadin og Mosammat Anuar svært ved at forstå spørgsmålene eller betydningen af ordet ‘fagforening’.
“Jeg har ikke hørt om arbejderkomitéer på fabrikken. Jeg kender ingen, der er medlem af en komité på fabrikken”, siger Joanna Shadin. “Hvis vi oplever problemer går vi til ledelsen”.
Ifølge BEPZA har arbejdsgiverne pligt til at informere arbejderne om retten til at danne arbejder-komitéer.