Paradoks i grøn energi

Undtagelsestilstand i Nepal har lettet adgangen for grønne energiprojekter, der skal løse landets energikrise. Men i kølvandet på tilladelser til nye vandkraftværker følger konflikter mellem regeringen og lokalbefolkningen, der ikke bliver hørt i processen. Konflikterne har ført til flere voldelige sammenstød mellem politi og lokalbefolkning alene i 2016.

Paradokset er til at få øje på. Rindende vand er lige nu Nepals stærkeste valuta for både investorer i vandkraftværker – men også for befolkningen, der mangler elektricitet. Alligevel opstår en lind strøm af konflikter mellem lokalbefolkning, regeringen og et stadigt stigende antal vandkraftværker, der skal skabe strøm ud af vand.

Tag nu vandkraftværket, Khimti Dhalkebar i Nepals ufremkommelige bjerge. Khimti Dhalkebar kan levere op til 17 procent af elektriciteten i Nepal, men det har indtil videre været udskudt i  fire år, på grund af en strid om elledninger og ekspropriering af flere end 1000 landsbyboere.

Senest er voldelige konflikter og anklager om politibrutalitet blusset op omkring Khimti Dhalkebar projektet, der nu er havnet i retten.

Khimti Dhalkebar projektet er et af seks sager om ulovlig jordovertagelse for Nepals domstole, mens andre ligger som klagesager hos Nepals Menneskerettighedskommission (NHRC), fortæller Tahal Thami, direktør for Lawyers’ Association for Human Rights of Nepalese Indigenous Peoples (LAHURNIP):

“Konflikterne opstår, fordi lokalbefolkningen sjældent bliver hørt, før regeringen har overdraget deres jord til en virksomhed, og de bliver fjernet. Grundlæggende er det største problem, at både regeringen og virksomhederne ikke konsulterer lokalbefolkningen som de skal i henhold til nationale og internationale menneskeretlige bestemmelser”, siger Tahal Thami.

Energikrise udløser undtagelsestilstand

Nepal har ingen større reserver af fossile brændstoffer, og historisk har energiforbruget per indbygger været meget lavt, cirka en tredjedel af Asien eller en femtedel af det globale gennemsnitlige forbrug, ifølge Energypedia.

I 2008 oplevede landet en alvorlig energikrise, der blev forværret af alvorlig tørke i den ene ende af landet, som gjorde vandkraftværker uanvendelige, samt oversvømmelser i den anden ende af landet, der ødelagde elledningerne, som overfører elektricitet fra Indien. Energikrisen var ifølge Verdensbanken ”alvorlige og af hidtil usete proportioner”, og problemet skyldtes ”høj vækst i energiforbruget samt år med manglende investeringer”.

I Kathmandu på Southasia Institute of Advanced Studies forsker Gyanu Maskey blandt andet i vandkraftværkers sociale påvirkning, og hun er medforfatter til rapporten, Justice brokers, global indigenous rights and struggles over hydropower in Nepal.

Hun forklarer, at regeringen som reaktion på energikrisen vedtog en kriseplan, Energy Crisis Management Action Plan i 2011, som bla. undtager procedurer, der sikrer oprindelige folks ret til konsultation og kompensation ved ekspropriering af deres jord. Kriseplanen har gjort det lettere ved bla. at “anvende foranstaltninger til at erhverve jord med tvang”.

Året før vedtog regeringen en begrænsning på kompensation til lokalbefolkningen i forbindelse med vandkraftprojekter. Alle planer trådte i kraft, da regeringen erklærede undtagelsestilstand i 2011.

Penge eller rettigheder?

Gyanu Maskey har undersøgt et lignende vandkraftprojekt i Lamjung, hvor lokalbefolkningen krævede kompensation for ødelæggelser forbundet med konstruktionen af elledningerne; eksempelvis revnerne i deres huse, forårsaget af boringer i bjergvæggen, hvor elledningerne skulle føres.

65-årige Farsi B.K. er midlertidigt blevet flyttet fra sit hjem i Tanglichwok i det sydlige Nepal for at gøre plads til vandkraftprojektet i Lamjung. Distancen fra hans tidligere hus er lille, blot 100 meter, men der er en verden til forskel. Hans hus er et nærmest et skur, det her var ikke, hvad den ældre mand selv ønskede.

“Jeg er ked at at skulle forlade mit hus, og det er ikke til at sige, om det er tvang eller frygt, der fik mig til at forlade det, men det er ikke i min interesse det her”, siger Farsi B.K.

Gyanu Maskey fortæller, at et andet krav fra lokalbefolkningen er andel i vandkraftværkets overskud, der med regeringens energiplan er blevet væsentligt ringere.

“Indbyggerne ville kompenseres for skader på deres ejendom og en andel af overskuddet fra vandkraftværket, hvilket er i tråd med Nepals lovgivning for vandkraftværker, der sætter omfordeling af ressourcer over rettigheder”, siger Gyanu Maskey.

Men penge til enkeltpersoner frem for kollektive rettigheder spænder ben for organisationer, der kæmper for oprindelige folks rettigheder, påpeger Gyanu Maskey.

“På den anden side er organisationer som Nepal Federation of Indigenous Nationalities (NEFIN) fortalere for oprindelige folks ret til forudgående og informeret samtykke (free, prior and informed consent red.) før ekspropriering af deres jord, hvilket jo er i overensstemmelse med FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder (UNDRIP) og ILO’s konvention om oprindelige folks rettigheder (169 red.)”.

Lokalbefolkningen kæmper ikke blot mod regeringens undtagelser fra gældende lov, men altså også mod hinanden – kollektive rettigheder over individets ret til kompensation for tabt land eller ejendom. Men hvorfor egentlig en konflikt, når 107 planlagte vandkraftværker kan skaffe elektricitet til store dele af Nepal, der hidtil har været mørkelagt?

Oprindelig folks rettigheder under pres

I Kathmandu i april i år lancerede regeringen ved en storstilet pressekonference endnu en energiplan, National Energy Crisis Reduction and Electricity Development Decade masterplan. Planen skal sætte skub i vandkraftprojekter og skabe mere energi til Nepal, bl.a. ved at rydde forhindringer af vejen, sagde Energiminister Top Bahadur Rayamajhi til en større samling journalister.

“Regeringen vil gå ind i processen og inden for et par uger sætte fart på konstruktionen af flere større vandkraftværker, der er trukket i langdrag på grund af forskellige problemer”.

Cirka samtidig indsatte regeringen paramilitære styrker, Armed Police Force (APF), til at sikre det fortsatte arbejde med Khimti Dhalkebar projektets elledninger, og det kom til voldelig konflikt mellem demonstranter og politi, skriver aktivister, der var til stede i et åbent brev til Verdensbanken i Washington.

“Lokalbefolkningen bliver tæsket og arresteret, og rigtig mange bliver tilbageholdt, blot fordi de er en del af en fredelig demonstration. Derudover patruljerer bevæbnet politi i større  beboelseskvarterer, blandt skoler og på landbrugsjord”, står der i brevet.

Den 2. og 3. juli er den gal igen. Flere lokale indbyggere bliver tilbageholdt og arresteret som følge af en fredelig demonstration.

Helt konkret skal omtrent 1000 mennesker i flere kommuner i Sindhuli distriktet flyttes, og i alt 4000 mennesker vil blive berørt af projektet. Elledningerne løber 75 km gennem fem landdistrikter i det centrale Nepal. 218 tårne af 60 meters højde skal stilles op med 700 meters mellemrum, hvert tårn kræver et råderum i 30 meters radius omkring tårnet.  Det betyder, at jorden ikke kan anvendes til beboelse eller landbrugsjord, siger lokalbefolkningen.

Derudover vil elledningerne passere gennem flere byer, blandt andet henover fire skoler, flere historiske, kulturelle og hellige områder, og jordens værdi vil devaluere, bla. via tab af landbrugsjord og – produktion.

Khimti Dhalkebar Hydro Power project, der er delvist ejet af norske Statkraft og delvist finansieret af Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank har været forsinket i flere år på grund af protester fra lokalbefolkningen, der siger, at de ikke er blevet konsulteret i overensstemmelse med internationale retningslinjer og national lov.

Grøn energi er svaret på mange udviklingslandes stigende energibehov. Danwatch sætter fokus på, når stater og virksomheder ikke beskytter menneskerettighederne i boomet af nye energiprojekter.