Selvom Ghana er Afrikas andenstørste producent af guld, er landet en af verdens mindst udviklede nationer. For guldet høstes af internationale mineselskaber, der udnytter jorden og Ghanas lempelige skattelov.
Det afrikanske kontinent indeholder en stor del af verdens metal- og mineralreserver og er dermed indehaver af en værdifuld natur-ressource. Trods et regulært boom i efterspørgsel og priser på mineraler og metaller forbliver de afrikanske lande, hvori der udvindes mineraler og metaller, blandt verdens fattigste.
Hver dag anvender du produkter, der indeholder mineraler: Glas, elektronik og make-up, ja selv dine jeans kan være produceret af mineraler, der udvindes af den afrikanske undergrund. Afrika står blandt andet for en stor del af verdens guldproduktion. Du finder guld overalt i Danmark. Det er i dine smykker, dine tænder, på din bedstemors lysestager, ja sågar i dine elstik, og så vejer det tungt i Nationalbankens pengebeholdning.
Ghana er Afrikas andenstørste producent. Imidlertid kommer danskernes forbrug af det ædle metal ikke lande som Ghana til gode, og Ghana rangerer ifølge FN stadig blandt verdens mindst udviklede lande. For med fordelagtige skattebetingelser og aggressiv skatteplanlægning kan internationale mineselskaber minimere deres bidrag til økonomien i den vestafrikanske nation.
Virkeligheden for ghaneserne er den, at de internationale mineselskaber modarbejder landets udvikling og medfører store omkostninger for både miljøet og lokalbefolkningen. Det viser rapporten ”Forbrugsfest på Afrikas regning”, som er resultatet af et feltstudie, DanWatch foretog i Ghana i efteråret 2009.
Det viser undersøgelsen:
- Vores daglige forbrug er tæt knyttet til den afrikanske undergrund. Der er mineraler og metaller fra Afrika i alt fra mobiltelefoner, computere og batterier til make-up, sølvpapir og glasprodukter.
- Vores forbrug kommer i stort omfang ikke afrikanere til gode på grund af mineselskabernes skatteplanlægning.
- Virksomhederne omgår skattelovgivningen på flere måder. Ikke alle er direkte ulovlige, men de er alle med til at hindre bekæmpelsen af fattigdom.
- Kapitalflugten fra Afrika (660 mia. dollars i 2007) overstiger langt, hvad der tilstrømmer kontinentet som udviklingsbistand (104 mia. dollars i 2007).
Uden skat ingen udvikling
Forudsætningen for at skabe udvikling i lande som Ghana er skattekroner, der blandt andet skal finansiere uddannelsessystemet, infrastrukturen og sygehusvæsenet.
I Afrika opererer internationale mineselskaber under fordelagtigt lave skatteaftaler, som de afrikanske regeringer bruger til at tiltrække internationale investeringer til landets minedrift. Mange mineselskaber betaler imidlertid ikke engang den lave skat. De benytter sig af de mange huller, der findes i myndighedernes skattekontrol. Det viser flere internationale studier, udført af blandt andet Christian Aid.
Mineselskaberne kan på ulovlig vis slippe afsted med at opgive færre indtægter, end de rent faktisk har, for derefter at betale mindre i skat end de burde. Desuden kan de internationale selskaber overføre deres overskud til skattely ved hjælp af falsk prissættelse. Interne handler mellem datterselskaber inden for samme koncern giver rig mulighed for at manipulere med priserne. Hvis et datterselskab i Afrika køber produkter af et andet datterselskab i koncernen til en forhøjet pris, kan indtjeningen flyttes til et land, hvor der ikke skal betales skat.
Manglende regulering
De afrikanske skattemyndigheder har kun få ressourcer til at kontrollere virksomhedernes indberetninger og den interne handel inden for koncernen. Da virksomhederne kun skal aflægge en samlet årsrapport for hele koncernen, er det umuligt at undersøge, om virksomhederne overfører deres overskud til skattely gennem falsk prissættelse.
Årsregnskaber på landebasis, kaldet country-by-country reporting, ville give regeringer, befolkninger og NGO’er mulighed for at vurdere, om virksomhederne betaler en fair skat i de afrikanske lande. Men International Accounting Standards Board (IASB), der bestemmer, hvordan der skal aflægges årsregnskab, stiller endnu ikke krav om country-by-country reporting.
Den manglende kontrol med mineselskaberne og deres muligheder for skatteundragelse betyder, at udviklingslandene hvert år mister enorme skatteindtægter. Penge, der kunne have været brugt til udvikling af fattige afrikanske minelande, skaber i stedet overskud for store internationale mineselskaber.