Skønhedsprodukter fra ulovlige bosættelser sælges igen i en række butikker. Bosættelserne er ulovlige i henhold til folkeretten, og bosættercremerne er tidligere blevet droppet af dansk importør.
‘Made by AHAVA, Israel’ står der bag på æskerne med hudplejeproduktet AHAVA, der i dag findes på hylderne i Magasin, Sephora og Salling og i denne uge også i Matas. Produktionen af cremerne finder dog ikke sted i Israel, men i Mitzpe Shalem – en bosættelse på den israelsk besatte Vestbred.
Netop produktionen i bosættelser, der ifølge folkeretten er ulovlige, blev der sat fokus på i 2002, hvor Helsam, den tidligere danske importør af AHAVA, valgte at droppe produktet efter heftig kritik og deraf fald i salget. Ene-importøren, Trademade Cosmetics bekræfter, at produktionen finder sted i bosættelsen på Vestbredden, men påpeger, at det ikke er ulovligt at handle med varer fra bosættelser.
Danske AHAVA forhandlere
I Danmark forhandles AHAVA i Magasin, Sephora og Salling hudplejeproduktet AHAVA. Derudover kan produktet købes i en række mindre netbutikker.
På kant med folkeretten
AHAVA produceres i bosættelsen Mitzpe Shalem, der ligger ganske tæt på Det Døde Hav. Virksomheden har specialiseret sig i at producere cremer med mudder og mineraler fra det ekstremt saltholdige hav.
AHAVA fik i 2004 tilladelse af det israelske militær til at udvinde mudder fra den besatte del af Vestbredden, men AHAVA oplyser dog, at selve udvindingen i dag foregår på den del af Vestbredden, der ligger indenfor Israels grænser.
Fabrikken, hvor mudder forvandles til creme, ligger dog stadig i bosættelsen Mitzpe Shalem på den besatte del af Vestbredden. FN og Den internationale Domstol har gentagne gange erklæret de israelske bosættelser i strid med folkeretten og sat dem i forbindelse med en række brud på menneskerettighederne.

AHAVA produceres i bosættelsen Mitzpe Shalem.
Bosættervarer tages af hylderne
Folkeretten er et anliggende for stater, og det er derfor ikke ulovligt for virksomheder at handle med varer produceret i bosættelser. En række virksomheder har dog af etiske årsager aktivt fravalgt bosættervarer.
Den norske kosmetikkæde VITA valgte for to år siden at tage AHAVA af hylderne i sine flere end 100 butikker, da virksomheden blev opmærksom på AHAVAs produktionssted. Dansk Supermarked og Coop er blandt de danske virksomheder, der principielt afviser at sætte produkter produceret i bosættelser på hylderne.
“Der er en klar trend hen imod, at virksomheder og investorer af etiske årsager undgår at handle med eller investere i bosættervarer. Særligt de sidste par år er flere virksomheder og investorer blevet mere klare i forhold til problematikken”, fortæller Erik Kloppenborg Madsen, der er lektor i virksomhedsetik ved Aarhus Universitet.