4. april 2014

Tvunget ind i dødsfælde

Arbejderne blev gennet ind i tekstilfabrikken Rana Plaza, der kollapsede, og mindst 1134 omkom. Rozina måtte save i sin egen arm for at slippe fri af ruinerne.


Rozina lå fastklemt på tøjfabrikken i tre dage. Hun venter stadig på erstatning fra tøjselskaberne.“De tvang mig til at gå derind. Jeg nægtede, men havde ikke noget valg.” 24-­årige Rozina fastholder blikket som for at være sikker på, at ordene trænger ind. “Lederne råbte, at de ville tage vores løn fra os, hvis ikke vi gik ind på fabrikken. Nogle blev skubbet og slået.”

Hendes skuldre og arme er dækket af et sort tørklæde. Først da klædet glider nogle centimeter op, kan man se, at den venstre arm er amputeret over albuen.

Rozina Akthar arbejdede på fabrikken Rana Plaza i industribyen Gazipur i Bangladesh. Her syede hun tøj til modefirmaer i Europa og USA for under to kroner i timen.

Vi var fanget

23. april 2013 kom en stor revne til syne i fabrikkens betonkonstruktion. Inspektører advarede mod at gå ind i den otte etager høje bygning næste morgen. Men ejeren ­ forretningsmanden og politikeren Sohel Rana ­ mødte personligt op for at forsikre de ansatte om, at alt var tjekket ned i mindste detalje.

“Da først vi var kommet ind, ville de ikke lukke os ud igen. Vi var fanget.” Klokken otte sad Rozina derfor som sædvanligt ved sin maskine. Få meter fra hende sad hendes 17-­årige søster, Marzina. Klokken halv ni gik lyset ud. Så kom braget. De generatorer, der skulle sørge for strømforsyningen, satte rystelser i gang. Som ved et jordskælv sank bygningen sammen under sin egen vægt. Rozina blev fanget under et betonelement og et bord. Hun blev ramt i hovedet af murbrokker fra loftet, og hendes venstre arm sad uhjælpeligt fast.

“Jeg råbte min lillesøsters navn igen og igen. Det eneste, jeg havde i tankerne, var at komme fri og finde hende. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg selv ville overleve. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan havde jeg det,” fortæller Rozina.

Rozina had to saw off her own arm to escape the ruins. Foto: Søren Zeuth.

På tøjfabrik som 15-årig

Rozina var en del af det boom, der fejede ind over Bangladesh efter årtusindeskiftet. Danske og globale tøjkæder strømmede til landet, som lokkede med nogle af klodens laveste lønninger. Rozina har arbejdet på tøjfabrikker, fra hun var 15 år. Nu lå hun fastklemt i den sammenstyrtede bygning, alt imens omfanget af katastrofen langsomt gik op for omverdenen.

Efter tre døgn fandt en nødhjælpsarbejder frem til en afkræftet Rozina. Alligevel var hun endnu ikke reddet. De tonstunge loftsstykker gjorde det umuligt at komme tæt nok på til at få hende fri, og situationen blev mere og mere kritisk. Til sidst tog Rozina imod den nedstryger, der blev rakt ned til hende og forsøgte det utænkelige. At skære sin egen arm af.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

“Jeg var ikke bange. Jeg kunne ikke tale længere og knapt nok tænke. Jeg følte heller ingen smerte,” fortæller Rozina. Ordene falder roligt og nøgternt.

Operationen lykkedes ikke helt. Selvom Rozina havde modet, havde hun ikke kræfterne til at save gennem knoglen. Men hun fik gjort nok til, at en redningsarbejder kunne hive hende fri. De næste timer er nådigt slettet af den bevidstløshed, der fulgte Rozina til det nærmeste hospital. Hendes søster overlevede ikke.

Leder efter søster hver dag

Rana Plaza blev den værste katastrofe i tekstilindustriens historie. I dag ligger ruinerne som et monument over tøjindustriens ræs mod bunden. Imellem rustrødt armeringsjern og betonklodser går efterladte stadig og leder efter resterne af dem, der ikke slap ud ­ en mor, en datter eller en bror.

“Jeg er derude næsten hver dag for at lede efter min søsters lig. Nogen siger, at hun er blevet kørt væk og begravet et andet sted, men jeg håber stadig at finde hende,” fortæller Rozina.

Firmaer gør ingenting

Rozina har daglige smerter i hovedet og armen efter ulykken. Det piner hende, at hun ikke længere kan tjene sine egne penge.

“Jeg plejede at stå op klokken fem for at tage på arbejde. Jeg brød mig ikke om det, men jeg ville gøre det igen til hver en tid. I dag er jeg ingen nytte til.”

Og så alligevel. Rozinas 7-­årige datter Rini kommer løbende ind fra gården med en kammerat og hopper op til sin mor i den hårde seng, der optager det meste af pladsen i familiens blikskur. Rini går i første klasse, forklarer Rozina stolt og peger på en bunke gamle skolehæfter, der ligger og venter på, at hun bliver gammel nok.

I gården steger et par nabokvinder en fisk over bebyggelsens eneste gasblus. Rozina har kun råd til ris og måske lidt grøntsager i den daglige husholdning.

“Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os fremover. De firmaer, der købte tøj fra vores fabrik, har et ansvar for, hvad der skete, men de gjorde ingenting. Og de gør stadig ingenting”, siger Rozina. Hun modtager 690 kroner om måneden fra staten de næste fire år.

I murbrokkerne fra Rana Plaza står en gruppe kvinder i aftensolen med små billeder af deres afdøde slægtninge. Pludselig vinker en lille dreng, halvt triumferende, halvt forskræmt. Han har fundet noget. Da de voksne nærmer sig, holder han det op med stort alvor. Det er et menneskekranie.

Rozina har daglige smerter i hovedet og armen efter ulykken. Det piner hende, at hun ikke længere kan tjene penge til sig selv og datten Rini.
Shapla Akhtar slap ud af Rana Plaza i live, men leder stadig efter sit brors lig i ruinerne fra katastrofen. Med sig har hun broderens datter Fuara på 10 år og sin egen datter Ontore på syv.

Overlevende venter forsat på erstatning efter katastrofen

De overlevende arbejdere og efterladte fra kollapset på Rana Plaza venter stadig på erstatning fra de tøjfirmaer, der benyttede fabrikken. Foreløbig har blot syv tøjselskaber accepteret at betale penge til en fond til ofre for katastrofen, blandt dem det danske firma Mascot.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8857″]

Samtidig valgte firmaet Primark at udbetale ni måneders løn til de overlevende arbejdere. Blandt de 24 selskaber, der ikke ønsker at betale til fonden, er danske PWT Group, der står for Tøjeksperten og Wagner og mærker som Bison, Shine og Lindbergh. Det vækker kritik fra 3F.“PWT Group skal til lommerne. De har en klar moralsk forpligtelse til at hjælpe ofrene for den systematiske grådighed og undertrykkelse, som var skyld i katastrofen,” siger Mads Andersen, formand for 3F’s industrigruppe. PWT Group fastholder, at firmaet ikke har et erstatningsansvar. I stedet for at betale til fonden har selskabet støttet andre projekter, oplyser marketingschef Brian Børsting:
“Vi har frivilligt doneret et ganske betydeligt beløb til to anderkendte organisationer i Bangladesh, hvor vi er sikre på, at vores bidrag hjælper og gør en forskel,” siger Brian Børsting.

Aftale om sikkerhed

Som konsekvens af katastrofen på Rana Plaza indgik over 150 globale tøjselskaber en aftale om sikkerhed på tøjfabrikkerne i Bangladesh. Med i aftalen er blandt andre Bangladesh’ regering og fabriksejerne, FN­organet ILO og de globale fagforbund UNI og IndustriALL. Aftalen dækker 1.500 fabrikker. I februar begyndte de første uvildige inspektioner.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right