Slaver bag dine sko

Daniel Moraes Ferreira kom til Cuiabá for nogle uger siden med sin ven Rodrigues Gomes Guimarães, 26. De arbejdede på samme farm i Mato Grosso, hvor de levede under slavelignende forhold. Mato Grosso er den største kvægproducerende stat i Brasilien og den stat, hvor der bruges flest slaver. Daniel er nervøs, hans blik skifter konstant retning, og han griner hele tiden, mens han fortæller sin historie. Han fortæller, at han griner for ikke at græde.

”Denne historie skal fortælles til verden,” siger Daniel, med opbakning fra Rodrigues Guimarães: ”Mange arbejdere er bange for at tale om deres oplevelser. Det er derfor, jeg taler. Jeg ønsker ikke, at nogen skal igennem det samme.”

De to mænd stak af fra en kvægfarm, hvor de arbejdede med at rydde Amazonas skoven for at klargøre nyt græsland til kvæg. Kvæg, som i sidste ende bliver til kød og læder på de europæiske markeder.

Efter at have udført forskellige former for arbejde på kvægfarme, arbejdede Daniel og Rodrigues på deres seneste farm med at rydde skoven. De blev ført hundredvis af kilometer væk fra alt de kendte, til dér hvor landbrug møder skov, landbrugets grænseland, så de ikke kunne flygte. De sov på jorden i hjemmelavede skure, der bestod af fire træpiller og et plastiktag. Der var intet toilet. De var nødt til at jage deres egen mad om natten, eftersom deres arbejdsgiver ikke forsynede dem med mad, og snart indså de, at de drak af den samme mudrede regnpøl, som køerne drak af. De havde intet beskyttelsesudstyr, når de fældede træer. Og de fik ingen betaling.

Ifølge Leonardo Sakamoto, 34, direktør for den brasilianske ngo Repórter Brasil, er kvægfarme den primære årsag til slaveri i Brasilien. Og især i Mato Grosso er det et problem på grund af de mange kvægfarme. Han fortsætter: ”Denne form for udnyttelse hænger direkte sammen med jeres (læs: europæers) livsstil.”

Fristende løfter

De arbejdere, som bruges til slaveri, er typisk fra de nordlige stater i Brasilien. ”De er fattige, har ingen eller meget lidt uddannelse og ringe udsigt til at få et job,” Luiz Machado, ILO’s ansvarlige for et projekt om tvangsarbejde i Brasilien. Og, som Daniel Ferreira forklarer, med udsigten til at tjene det dobbelte på halvdelen af tiden er det fristende at sige ja til ‘gato’en, der er ansvarlig for slaverne og som kører en smart bus og hyrer stærke, unge mænd: ”De kommer med tusindvis af løfter, og vi går i deres fælde. Men det er ikke det, vi forventer.”
De kører væk om natten, til afsidesliggende farme. Kun ved ankomsten indser de, at virkeligheden langt fra afspejler de fristende løfter. ”I den første uge blev vi behandlet godt, med pauser, mad søvn, osv. Men efter en uge tog de os ud til skoven og bad os om at fælde træerne, og da var det, at alt forandrede sig,” siger Daniel til DanWatch.

Ifølge Amarildo Borges de Oliveira, tilsynschef i det regionale beskæftigelseskontor i Mato Grosso, er dette ikke usædvanligt. I 2011 blev 91 slaver reddet i Mato Grosso alene. Når de gennemfører razziaer, finder de ofte forhold som dem, Daniel og Rodrigues nævnte: ”Moderne slaveri er nedværdigende arbejdsvilkår – det minimale af menneskelig værdig. Det er en situation, hvor regler om arbejdsvilkår, professionel registrering, udstyr og mad ikke respekteres,” siger Luiz Machado.

Selv om slaveri også findes i andre sektorer i Brasilien, lader der til at være bred enighed om, at de fleste arbejder i kvægbranchen.

”Slavevilkårene er de værste af det værste, det er de værste tilfælde,” og selv om der ikke findes noget officielt tal for antallet af slaver i kvægindustrien, uddyber Luiz Machado dette: ”Et af de områder, der har det største antal slaver, er kvægindustrien,” siger Leonardo Sakamoto.

Slået for at kræve løn

Daniel Ferreira indså hurtigt, at noget var galt på farmen. Normalt får arbejdere løn ugentligt eller hver anden uge – og efter 20 dage havde han stadig ikke modtaget noget. ”Da jeg bad gato’en om at blive betalt for anden gang, sagde han, at hvis jeg var utilfreds, kunne jeg gå.” Det var præcis, hvad Daniel besluttede sig for. Den beslutning udmundede i, at han blev lagt i håndjern med armene viklet om et træ og slået uafbrudt i 10 timer.

”Da solen begyndte at gå ned, spurgte gato’en, om jeg stadig havde i sinde at gå. Jeg sagde naturligvis nej. Så han lod mig komme ned, og jeg gik i seng. Dagen efter stod jeg op med mine kollegaer og gik på arbejde som sædvanlig,” fortæller Daniel.

”Officielt har arbejderne lov til at gå. I virkeligheden er de fanget i ulovligt gældsslaveri af gato’en,” siger Luiz Machado.

I dag er Daniel og Rodrigues glade for at være sluppet fri, og drømmer om en fremtid med et arbejde i konstruktionsbranchen, hvor de både bliver betalt og behandlet ordentligt. De er enige om, at det nu er nemmere for dem at gøre krav på arbejdstagervilkår, da de på herberget har modtaget undervisning om deres rettigheder. Men arrene sider stadig, og mændene skifter hurtigt og jævnligt fra smil til eftertænksom alvor.