“I en normal proces ville en strid blive løst efter en revision og under private forhandlinger. Men i stedet er the Daily blevet målet for en en astronomisk skatteregning, læk og falske udmeldinger fra skattemyndighederne samt en offentlig bagvaskelse af regeringslederen,” står der i avisens melding.
Ejere risikerer tiltale
Myndighederne lægger op til, at avisens ejer har lavet ulovlig skatteunddragelse gennem svindel med moms. Cambodjas premierminister, Hun Sen, har i det henseende for nyligt kaldt avisen for den “største tyv”.
Avisen blev grundlagt af Bernard Krisher og blev i april 2017 købt af hans datter, den nuværende ejer, Deborah Krisher-Steele. Begge kan nu risikere at blive retsforfulgt for ulovlig skatteunddragelse. Den nuværende og tidligere ejer kalder beskyldningerne “ubegrundede” og “æreskrænkende”.
Regeringen derimod hævder, at avisen skal betale, hvad den skylder og afviser, at handlingerne er politiske.
“Det er for meget, og ‘the chief thief’ (den største tyv, red.) har ikke betalt skat til staten i 10 år. Hvis du ikke vil betale, så tag dine ting og gå,” siger Kong Vibol, direktør for skattemyndighederne i Cambodja til avisen Phnom Penh Post.
Bred kritik af styrets handlinger
The Cambodia Daily var kendt for at skrive kritiske historier om regeringen, og kritikere kalder derfor handlingen for politisk motiveret. Premierminister Hun Sen og hans parti CCP bliver beskyldt for at luge ud i uafhængige medier op til præsidentvalget næste år. Mindst 15 radiostationer er blevet lukket af regeringen den sidste måned, skriver avisen Phnom Penh Post.
FN udtrykker også bekymring. For godt en uge siden, sagde talsmand for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, Liz Throssel, sådan her:
“Vi er bekymrede for den hurtige række af administrative handlinger, som har resulteret i suspenderingen af radioprogrammer og licenser, trusler mod en stor engelsksproget avis og nedlægningen af udenlandske ngo’er. Forud for næste års parlamentsvalg opfordrer vi regeringen til at garantere politiske og civile rettigheder samt pressefrihed.”