Nyhed

Politiken markedsfører bosættelse som Israel

19. feb 2015

Politiken omtaler bosættelse på Vestbredden som israelsk. Det sker på trods af, at avisen selv for nylig beskrev, hvordan danske rejseselskaber vildleder om rejser til besat land.

“Kultur­ og naturoplevelserne ligger tæt i området omkring Det Døde Hav i Israel“. Sådan starter weekendens reportage på Politikens Rejsesektion. Turen gik dog ikke til Israel, men til en bosættelse ved navn Mitzpe Shalem på den besatte Vestbred. Dermed placerer Politiken sig i rækken af virksomheder, der formidler besat palæstinensisk område som israelsk.

I samme sektion for blot to uger siden afdækkede Politiken ellers, hvordan danske rejsebureauer markedsfører rejser til israelske bosættelser som ‘Israel’. Politikens dækning var baseret på DanWatch’s rapport ‘Turen går til bosættelser’, og lektor i forbrugerret ved Aarhus Universitet, Anne-Dorte Bruun Nielsen forklarede, at ‘rejseselskabernes beskrivelse af bosættelserne som israelske er på kant med markedsføringsloven’.

Netop derfor var Politikens rejseredaktør opmærksom på problemet, siger Politikens Redaktionschef, Anette Claudi til DanWatch:
“Vi har netop bragt en artikel om, at rejsebureauer vildleder om ture til besatte områder. Naturligvis fordi vi mener, det er vigtigt, at man ikke vildleder. Desto mere absurd er, at vi selv er blevet en del af denne vildledning”.

Ført bag lyset

I artiklens øverste boks med titlen ‘Sådan kommer du til Det Døde Hav’, angives det, at journalisten har været på besøg i ‘Mineral Beach’. Laver man en googlemap-søgning på Mineral Beach, lander den lille røde pil godt inde i den store del af kystområdet af det Døde Hav, der er placeret på Vestbredden. Og et klik yderligere viser også, at Mineral Beach er et israelsk resort, som er del af bosættelsen Mitzpe Shalem, der som DanWatch tidligere har dokumenteret også er kendt for at producere AHAVA dødehavsprodukter, som indeholder mudder fra besat land.

Turen går til besat land

DanWatch har undersøgt en række rejseselskaber, der arrangerer rejser til Israel og de af Israel besatte territorier.
Rapporten ‘Turen går til besat land’  viser, at rejseselskabers hjemmesider og salgsmateriale systematisk markedsfører
de besatte områder som israelske. Dette er på kant med markedsføringslov.

Politikens reportagetur var ifølge avisen selv sponsoreret af Norwegian og Israel Government Tourist Office. Journalisten var sikker på, at han ikke opholdt sig på Vestbredden, da det ville være for risikofyldt, fortæller Annete Claudi og siger, at Politiken “føler sig ført bag lyset”:

“Men fejlen ligger naturligvis hos os. Vi har ikke været grundige nok i udredningen, journalisten har googlet på et kort og fik den opfattelse, at det var israelsk jord, siger Annette Claudi.

Dårlig forbrugeroplysning

Den redaktionelle efterkontrol af rejsestof er problematisk, mener Øjvind Hesselager, der er redaktør på fagbladet Journalisten, og selv tidligere rejsejournalist. Han siger til DanWatch:

”Rejsejournalistik bliver ofte lavet af freelancejournalister, der får gratis ture stillet til rådighed, fordi lande eller rejsebureauer ønsker omtale. Den redaktionelle efterkontrol af stoffet er begrænset og teksterne er ofte af en anprisende karakter, der ikke støjer i forhold til budskaberne i annoncerne.”

Politikens reportagetur var sponsoreret, og det er ifølge Michael Bruun Andersen, lektor på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet, en del af grunden til, at rejsejournalistik sjældent er kritisk. Han er skeptisk over for det generelle journalistiske niveau i avisers rejsetillæg, men han mener, at besatte områder er skærpede omstændigheder:
“Grænserne mellem markedsføring og oplevelsesjournalistik er flydende. Der er tale om dårlig forbrugeroplysning, idet en del nok gerne ville vide om de rejser til et sted, som er ulovlig besat”, siger Michael Bruun Andersen og uddyber:
“Den pågældende artikel deklareres som betalt af rejsebureauet og Israels turistkontor. Det bør vække mistanke, men det er nok kun få der hæfter sig ved, at artiklen mere er markedsføring end journalistik”.

Artiklen ‘Dødens Hav er naturen egen spa’ er nu taget ned fra Politikens hjemmeside. Politiken vil i næste uge bringe en beklagelse.

“Fremadrettet vil vi naturligvis vurdere meget kritisk og grundigt, de informationer og guideoplysninger vi får af det israelske rejsebureau”, afslutter Annette Claudi til DanWatch.

UndersøgelseTuren går til besat land

Danske rejseselskaber markedsfører rejser til besatte områder som israelske.

TemaForretning på forbudt land

Danske virksomheders investeringer i ulovlige bosættelser

FokusKonflikt & Sikkerhed

Verdens krige og konflikter er big business. DanWatch har eks. dokumenteret handel med varer fra besat land, investeringer i konventionsomfattede våben og statsobligationer i undertrykkende regimer.

RelateredeNyheder

Forbrugerombudsmanden giver Danwatch medhold i undersøgelse

Rejseselskabers markedsføring af besatte områder som israelske bør præciseres, konkluderer
Forbrugerstyrelsen bl.a.efter, at Danwatch har sat fokus på rejsedestinationer i og omkring Israel.

DanWatch rapport udløser klage til ombudsmanden

Rejseselskabers vildledende markedsføring om ture til besatte områder fører til en klage til forbrugerombudsmanden og spørgsmål til Erhvervsministeren.