Nyhed

Ofre for fabriks-kollaps har ventet et år på erstatning

24. apr 2014

Et år efter Rana Plaza-kollapset modtager ofrene nu første portion af den længe ventede erstatning. Der mangler dog stadig mange millioner for at dække de samlede erstatninger.

3.487 kroner. Det er første del af erstatningen for at miste en arm, et nært familiemedlem eller evnen til at arbejde. Den 23. april, dagen før årsdagen for Rana Plaza-kollapset, udbetalte Rana Plaza-fonden 50.000 taka. til ofrene.

For de uskadte overlevende er det den eneste erstatning, de modtager, mens det for invaliderede arbejdere og nære familiemedlemmer til dræbte arbejdere kun er den første portion. De samlede erstatninger skal efter planen være udbetalt inden for et halvt år. Der mangler dog stadig mange penge, hvis det skal lykkes.

I dag er der indsamlet 15 millioner dollar (81 mio. DKK), men den FN-støttede fond, der varetager erstatningerne, vurderer, at der er brug for i alt 40 millioner dollars (216 mio. DKK). Pengene skal primært komme fra de virksomheder, der fik produceret i Rana Plaza-komplekset.

Halvdelen har ikke betalt

14 af de 30 brands som kampagneorganisationen Clean Clothes Campaign knytter til Rana Plaza har doneret til fonden. Derudover har enkelte virksomheder uden forbindelse til Rana Plaza valgt at donere.
Kun en af de to danske virksomheder, der har haft produktion i Rana Plaza-komplekset, har doneret til fonden. Mascot, der producerer arbejdstøj, har doneret et sekscifret kronebeløb til fonden. Virksomheden havde en række prøveproduktioner på en af fabrikkerne i Rana Plaza-komplekset i årene før kollapset.

PWT Group har modsat afvist at indbetale til fonden. PWT Group, der står bl.a. bag Texman, Tøjeksperten og Wagner, fik produceret hos en af fabrikkerne, da bygningskomplekset brast sammen.

Hårdt brug for kompensation

At der er hårdt brug for erstatningerne fra fonden, dokumenteres af en rundspørge foretaget af Action Aid Bangladesh blandt 2222 ofre. 74 procent af de overlevende fra katastrofen er ikke vendt tilbage til arbejdsmarkedet.
For langt størstedelen skyldes det de fysiske mén efter ulykken, mens knap 24 procent fortæller, at det er psykiske mén, der forhindrer dem i vende tilbage til arbejdsmarkedet. To tredjedele af de adspurgte ofre oplyser, at de siden katastrofen har haft svært ved at klare sig økonomisk. Mange familier har siden katastrofen skulle klare sig for ingen eller en mindre månedlig indtægt. I forvejen er lønningerne lave i Bangladesh. Minimumslønnen for tekstilarbejdere er cirka 371 kr., mens en egentlig leveløn anslås til at være cirka 647 kr.

UndersøgelseTøjets Tragedier: Vold og trusler på livsfarlige fabrikker i Bangladesh

Vold, råb, fysiske og verbale overfald på tekstilarbejdere på faldefærdige fabrikker

TemaTøjets Tragedier

Elendige arbejdsforhold og ødelagte liv

FokusTekstil

Historien bag tøjet i dit klædeskab gemmer ofte på store omkostninger for mennesker og miljø. Fra vand- og pesticid-forbrug og børnearbejde i dyrkningen af bomuld til undertrykkende arbejdsvilkår i livsfarlige fabriksbygninger på systuer i Bangladesh.

RelateredeNyheder

DanWatch nomineret til Anders Bordings Journalistpris

‘Made in Bangladesh’ er blevet nomineret til Anders Bordings journalistpris for ‘en bemærkelsesværdig journalistisk præstation i et specialmedie’.

Mandag Morgen: Modebranchen har intet lært af Rana Plaza-ulykken

Mandag Morgen bringer stor artikel om DanWatch's rapport 'Tøjets Tragedier'. Artiklen samler kommentarer til rapporten fra en række af Danmarks vigtigste tekstil-aktører.

Minister: Tøjfirmaer skal tage ansvar

I kølvandet på afsløringer fra DanWatch og Fagbladet 3F opfordrer udviklingsminister Mogens Jensen nu danske tøjproducenter til at sikre bedre vilkår hos deres leverandører i Bangladesh.

Tvunget ind i dødsfælde

Arbejderne blev gennet ind i tekstilfabrikken Rana Plaza, der kollapsede, og mindst 1134 omkom. Rozina måtte save i sin egen arm for at slippe fri af ruinerne.

Husker du Rana Plaza?

Mindst 1134 mennesker blev dræbt i århundredets største industrikatastrofe, da fabrikken Rana Plaza styrtede sammen i Bangladesh. DanWatch har været i tøjfabrikkernes hovedstad og gør status et år efter ulykken.