Nyhed

Ingen rettigheder for fattige kaffebønder

5. aug 2014

Slaveri og mangel på rettigheder er udbredt i brasiliansk kaffeproduktion, der er verdens største. DanWatch har mødt bønderne på brasilianske kaffefarme.

MINAS GERAIS, BRASILIEN – Gavlen giver sig langsomt på det sted, hvor Juares Campos sætter sin hånd og læner sig imod. Det kræver kun et lille skub at få væggen til at bevæge sig, hvilket er et af tegnene på, at Juares’ og hans kone, Joana D’Arks, hus er i dårlig stand. Bliktaget har store huller, der lader sol eller regn gennem i tykke stråler, toilettet kan ikke skylle ud, og der er ingen vask.
“Vi har klaget over det i mindst et år, men plantageejeren siger, at det ikke er noget, han kan ordne”, siger Joana, mens hun raskt vasker op i vand fra den lille å, hvor køerne både drikker og lægger deres afføring. Den samme å, som familien får deres drikkevand fra.

Uden rettigheder

Kaffearbejdere er fattige mennesker, som har brug for det næste måltid, og derfor stiller de ikke de store spørgsmål til sikkerhed og rettigheder ved deres arbejde, forklarer Bruno Arnelli Lopes, der er finansrevisor hos Erhvervsministeriet i Rio de Janeiro.
“Det er normalt, at kaffearbejderne arbejder uden sko, hovedbeklædning, beskyttelsesudstyr og adgang til rent vand, og derfor er de særligt udsat”, forklarer han.

Bag om artiklen

DanWatch har været i Brasilien og Etiopien for sammenslutningen af forbrugermagasiner ICRT (International Consumer Research & Testing) og Forbrugerrådet Tænk.

Artiklerne fra research-rejsen kan læses her og i forbrugermagasiner i hele Europa.

Regeringen i Brasilien er opmærksom på dårlige de arbejdsforhold, og derfor foretager Erhvervsministeriet stikprøvekontroller på kaffeplantagerne.
“Vi prøver at foretage så mange besøg som muligt, men høsten varer kun fire måneder, og vi er meget få, der skal besøge et stort antal gårde, så vi besøger hovedsageligt de gårde, hvor der er blevet underrettet omkring overtrædelser”.

I regionen Zona da Mata i staten Minas Gerais skal to revisorer eksempelvis inspicere flere end 63.000 gårde i løbet af tre-fire måneder. Det betyder i teorien, at flere end 500 gårde skal besøges pr. dag.

Ansat for en dag ad gangen

Skolebørn, der arbejder i kaffemarkerne, eller arbejdere, der er ansat for en dag ad gangen, eller blot er blevet hentet i en lastvogn og kørt afsted til kaffefarme mange kilometer væk. Mange af dem er funktionelle gældsslaver, fordi plantageejerne kræver penge for kost, logi og udstyr.

Sidste år inspicerede Bruno Arnelli Lopes’ enhed en gård i Bom Jardim i delstaten Rio de Janeiro.
“De tyve arbejdere her havde frygtelige forhold. Ingen senge, forurenet drikkevand og intet beskyttelsesudstyr”, fortæller han.  De tyve arbejdere fra Bom Jardim blev fritstillet, og bonden modtog en straf.
Disse problemer er ikke usædvanlige, men de opstår kun under høsten på grund af det stigende behov for arbejdskraft.

Plantageejere på den sorte liste

Når en farm bliver opdaget i at overtræde arbejdstagerrettigheder, får ejeren enten en bøde eller havner på den brasilianske ‘lista suja’ (sort liste, red.). Det betyder, at det ikke er tilladt for dem at eksportere, handle med nogen, der eksporterer, eller modtage lån fra hverken offentlige eller private banker.
“Når man havner på den ‘sorte liste’, betyder det ofte, at forretningen stopper”, siger Bruno Arnelli Lopes.
De brasilianske kaffeproducenter modtager betydelig økonomisk støtte fra staten og bankerne, og derfor fungerer listen som en alvorlig straf.

Alt for få kontrolbesøg gør kaffeindustrien til en af de mindst regulerede brancher i Brasilien, forklarer Marcelo Gonçalves Campos, der undersøger arbejdsforhold for det brasilianske Erhvervsministerium i Minas Gerais.
“Vi er oppe imod store mænd, og folk er bange”, siger han.

Marcelo Gonçalves Campos koordinerer et projekt, der skal bekæmpe moderne slaveri, og det er en udfordring, fordi mange kaffeplantager er ejede af politikere, politifolk, dommere og andre højtstående personer i Brasilien.
“Der har ikke været politisk vilje til at undersøge kaffeproduktionen på grund af historien og på grund af magtfulde ejere i industrien”, siger han.

Altid en anden, der vil arbejde

Under kaffehøsten maj-juli migrerer mange fattige arbejdere til kaffestaten Minas Gerais i Brasilien. Arbejderne er typisk arbejdsløse og sæsonarbejdere, fortæller Ricardo Rezende Figueira, professor i menneskerettigheder og ekspert i slaveri i Brasilien.

“De udvælger sig den branche, hvor der er mest arbejde, og som giver den højeste løn, hvilket  gør dem udsatte og nemme at afskedige. Alle er i stand til at plukke kaffe”, siger han.

”Jeg gør det for pengenes skyld, ellers ville jeg lave noget andet”, lyder det fra adskillige kaffearbejdere i Minas Gerais. En af dem er dagsarbejderen, Romerito Perreira.

”Hvis jeg arbejder hårdt dagen lang hver eneste dag i høstperioden, kan jeg tjene 3000 Reais (940€) på en måned”, siger han.

I forhold til minimumslønnen på 740 Reais (232€), eller endda mindre i visse brancher, er lønnen for god til at afvise.

”Hvis jeg beder om rettigheder eller en kontrakt, bliver jeg ikke hyret. Der er mange, der gerne vil have mit job, så jeg er nødt til at tage imod, hvad jeg bliver tilbudt”.
Romerito Perreira bliver betalt dagligt pr. pose med kaffe, han plukker, og han har ikke adgang til vand, mad, beskyttelsesudstyr eller skygge i løbet af arbejdsdagen.

Dokumentation

TemaKaffens skyggeside

Slaveri og mangel på rettigheder er udbredt i brasiliansk kaffeproduktion, hvor brugen af pesticider skader både mennesker og miljø.

FokusFødevarer

Fødevareproduktion i u-lande er tæt knyttet til forbruget af mad i udviklede lande. I 2050 skal kloden brødføde 9 milliarder mennesker, hvilket stiller store krav til fødevareindustriens virksomheder og investorers samfundsansvar. DanWatch ser på konsekvenserne af vores forbrug i de fattigste lande.