Nyhed

G4S vil stoppe aktiviteter på Vestbredden

11. mar 2011

Verdens største sikkerhedskoncern, G4S, har i morges meddelt, at selskabet vil stoppe en række aktiviteter i de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Det sker efter DanWatch har afsløret, at selskabet leverer sikkerhedsydelser til blandt andet checkpoints og fængsler på Vestbredden.

G4S skriver i et statement i dag, at deres sikkerhedsydelser på Vestbredden ikke er i overensstemmelse med selskabets etiske politiker, selvom deres ydelser ”hverken er diskriminerende eller kontroversielle”.

”Vi har konkluderet, at vi, for at sikre at vores forretningsaktiviteter er i overensstemmelse med vores etiske forretningspolitik, vil arbejde på at komme ud af et antal kontrakter i området.”,  skriver juridisk direktør Søren Lundsberg.

De pågældende aktiviteter drejer sig blandt andet om servicering af sikkerhedsudstyr til checkpoints ved muren/hegnet, fængsler og politistationer på Vestbredden.

Sagen kort

I november 2010 dokumenterede DanWatch, at det dansk-britiske sikkerhedsfirma G4S har leveret ydelser til ulovlige bosættelser og checkpoints på Vestbredden samt Israelske fængsler.

G4S har hovedkontor i London, men er registeret på den danske fondsbørs og har flere danskere i bestyrelsen.

G4S har hyret juraprofessor Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet til at undersøge lovligheden af deres aktiviteter på Vestbredden. Han har konkluderet, at ingen af aktiviteterne strider mod international ret. Herefter har G4S sagt, at det ikke er nok kun at vurdere lovligheden – da det også er et spørgsmål om etik.

”Den juridiske vurdering er nødvendig, men ikke tilstrækkelig,” sagde Søren Lundsberg i februar til DanWatch: ”Den etiske del er det, der tager tid at diskutere både med den lokale ledelse, og den region Israel hører til.”

Nu er selskabet altså kommet frem til, at en del af aktiviteterne strider mod deres egne etiske retningslinjer. Og G4S vil i den kommende tid arbejde på at komme ud af de pågældende kontrakter.

TemaForretning på forbudt land

Danske virksomheders investeringer i ulovlige bosættelser

FokusKonflikt & Sikkerhed

Verdens krige og konflikter er big business. DanWatch har eks. dokumenteret handel med varer fra besat land, investeringer i konventionsomfattede våben og statsobligationer i undertrykkende regimer.