Brød er en udbredt spise i Uganda, især til morgenmad. På hovedstadens travle gader sælger flere hundrede gadesælgere chapati, en slags fladbrød, til morgen- og aftensultne på vej til eller fra arbejde. Bagerier og butikker med forskellig slags brød fylder også godt op i butikslandskabet i det fattige afrikanske land med 35 millioner mennesker.
Men brød er blevet for dyrt for den fattigste del af befolkningen, og mange har erstattet den daglige bid brød med kasava, en rodfrugt der betragtes som fattigmandskost.
”Vi er hårdt ramt på madpriserne lige nu over hele landet. Priserne på hvede, majs og ris er steget meget de seneste år,” siger Charles Odongtho, journalist og samfundskommentator ved Uganda Radio Network.
Uganda importerer hvert år for knap en milliard kroner fødevarer for at brødføde befolkningen. Ifølge kommissionær i Landbrugsministeriet, Okaasai Opolot, importeres mere end 90 procent af landets hvede. Sidste år blev det til 370.000 tons hvede.
På verdensmarkedet er prisen på hvede steget med mere end 50 procent siden juli 2010, og brødpriserne hos bagerier og gadesælgerne i hovedstaden Kampala er steget endnu mere. På to år er prisen på et halvt kilo hvedebrød steget fra 1.200 til 19.000 shilling – en stigning på 60 procent.
Men lønningerne er ikke fulgt med med prisstigningerne. Købekraften er derfor blevet forringet, især for offentligt ansatte, fortæller Charles Odongtho.
27-årige Laptu er tomatsælger. Han bor i et hus med kun med kun et værelse i Kampalas største slumkvarter sammen med sin kone Florence og deres tre børn, som han forsøger med en timeløn på halvanden krone.
”Vi har ikke fået mere end ét måltid om dagen i mange måneder. Da priserne begyndte at stige, var det morgenmaden, som vi afskaffede først. Det er længe siden, vi har haft råd til brød”, siger Laptu.
Husleje eller mad på bordet
De stigende fødevarepriser rammer udviklingslandene dobbelt. Dels fordi familiernes købekraft er begrænset, dels fordi familierne bruger en større del af deres indkomst på mad – helt op til 80 procent mod de 10 procent af indkomsten før skat, som familier i Danmark bruger på mad.
”Når madpriserne derfor stiger så drastisk, som vi ser det i Uganda og andre lande i det østlige Afrika, bliver familierne ramt ekstremt hårdt på pengepungen,” siger programkoordinator Rolf Hernø fra CARE Danmark.
Husleje og gebyrer for børnenes skolegang er to andre større udgifter i Uganda, som det er vanskeligt at spare penge på, men nogle prøver. 30-årige Mary Kainza bor i Bungokho, en landsby i det østlige Uganda. Hun gemmer sig, når udlejeren kommer efter husleje, for ”så behøver mine to børn ikke gå sultne i seng”, som hun siger.
Mary Kainza tjener to kroner for fire timers arbejde som daglejer på de omkringliggende majsmarker. Så længe udlejeren ikke finder hende, bruger hun alle pengene på rodfrugten kasava, som begge dagens måltider består af, og på sæbe til vask.
Sulten rykker tættere på
Endnu har tørken på Afrikas Horn ikke ramt de marker Mary Kainza arbejder på, men kun 50 kilometer længere mod nordøst har katastrofen sat sine spor i Bulambuli-distriktet. Her fik den ekstreme tørke sine første ofre, da Solombi Damascus og Abdullah Wanyera døde af sult i juli. Tusinder er ramt af akut fødevaremangel i området, hvor der er udtørrede majsmarker, så langt øjet rækker.
”Normalt får vi masser af regn i april og maj, men vi har intet fået. Planterne bærer ingen majskolber. Vi kan se frem til et år uden mad. Næste høst er til august næste år, og bønderne har ingenting at leve af før da,” siger den lokale viceborgmester Paul Michael Kimamati.
Ifølge FN står 1,2 millioner mennesker i det nordøstlige Uganda allerede nu med sulten for døren. Ugandas Ministerium for Katastrofeberedskab har netop vurderet, at halvdelen af landet vil være ramt af fødevaremangel et godt stykke ind i 2012.
”Tørken vil uden tvivl presse madpriserne yderligere i vejret over hele landet,” siger George Bogere fra den lokale researchorganisation Acode.
Demonstrationer mod de stigende priser
For den spinkle tomatsælger Laptu blev de stigende madpriser for meget. Derfor deltog han i de omfattende demonstrationer i Uganda i foråret, der var en reaktion mod stigende priser på mad og brændstof.
”Jeg ville reagere, vise min utilfredshed. Det hele er blevet for meget. Regeringen skal vide, at min familie ikke kan klare det længere”, siger Laptu med en harme, som han ikke prøver at skjule.
Demonstrationerne spredte sig fra hovedstaden til byer over hele landet, hvor tusinder var på gaderne i april og maj 2011 for at protestere. Indtil videre uden noget synligt resultat ifølge Laptu.
”Vi har kun oplevet, at priserne fortsætter med at stige. Men jeg vil demonstrere igen, hvis det skal være. Nogen må gøre noget.”
De seneste måneder har der været ro på massedemonstrationerne i Uganda. Men det ulmer. Mange er som Laptu stadig synligt frustrerede. I august strejkede lærerne i Uganda over, at deres lønninger ikke stiger i samme takt som de stigende priser i landet.
Også i andre lande i det østlige Afrika er fødevarepriserne steget kraftigt. I Kenya opstod demonstrationer i juli 2011 mod de stigende priser på fødevarer og brændstof, der ligesom i Uganda udviklede sig til hårde sammenstød mellem politi og demonstranter. Ligeledes i Mozambique har der været demonstrationer indenfor det seneste år mod de stigende fødevarepriser, hvor mindst 13 blev dræbt og hundreder såret.
(Hovedparten af artiklen er bragt i Tænk Penge, september 2011)
Fotos: Villads Engel og Geofrey Sseruyange
Peter Khallash Bengtsen
