Nyhed

Et giftigt arbejde

8. maj 2014

Brasilien er en af verdens største kaffeproducenter, men kaffefarmernes brug af pesticider har sendt antallet af kræfttilfælde i vejret og forurenet grundvandet. DanWatch har besøgt Minas Gerais.

MINAS GERAIS, BRASILIEN – Sommer er tid for kaffehøst i Minas Gerais. José Braga, en 46-årig kaffebonde, sidder bagest i en lastvogn midt i et kaos af 36 ukendte arbejdere på vej ad støvede og hullede veje mod en kaffeplantage, hvor han skal arbejde hele sommeren.

José Braga er bedre stillet end størstedelen af kaffebønderne i den brasilianske delstat Minas Gerais. Han ejer et lille stykke land med et hus, hvor han kan dyrke sin egen kaffe samt et par ekstra afgrøder. Alligevel rækker indtægterne ikke til at brødføde ham og hans familie. Og i år har været et af de tørreste længe, hvilket vil betyde en dårlig høst. Det er grunden til, at José Braga endnu en gang i år vil påtage sig det hårde arbejde med at plukke kaffebønner som dagsarbejder for en af de store, magtfulde bondeejede kaffeplantager. Høsten derhjemme må resten af familien klare.

Bag om artiklen

DanWatch har været i Brasilien og Etiopien for sammenslutningen af forbrugermagasiner ICRT (International Consumer Research & Testing) og Forbrugerrådet Tænk.

Artiklerne fra research-rejsen kan læses her og i forbrugermagasiner i hele Europa.

Som så mange andre fattige arbejdere kommer José Braga ikke til at se skyggen af en kontrakt eller de rettigheder og ydelser, som han og andre arbejdere er berettigede til ifølge brasiliansk lovgivning. Men det er ikke hans største bekymring, fortæller han.

“Kræft er det største problem, fordi så mange bruger pesticider. Det er det, jeg er bange for”.

Kemikalier kan give cancer

José Braga siger det, som de fleste arbejdere frygter. At arbejdet med pesticider i kaffeplantagerne skal give dem kræft, fordi langt de fleste arbejdere ikke har det rigtige sikkerhedsudstyr på i markerne.

Brasiliansk landbrug er kendt for at gøre brug af meget stærke pesticider, og der bruges meget af det, siger landarbejder José Braga.

“Der er ukrudt og siv mellem kaffetræerne. Vi smider kemikalier på dem for at fjerne dem. Derefter smider vi andre kemikalier på for at få kaffen til at vokse“, siger han.

Juares Campos, som arbejder for en landejer i Manhuaçu er mærket af arbejdet med de giftige pesticider.

“Landmanden kom med pesticider, som jeg skulle sprede ud over hans jord“, siger han og strækker armene, der er fuldstændig dækket af røde udslæt.

“Hans arme har været sådan længe nu, han har endda været på hospitalet to gange“, siger hans kone, Joana D’Ark.

Ingen beskyttelse mod giften

Uden sikkerhedsudstyr, der dækker hænder, arme, hovedet og fødderne, rammer pesticiderne kroppen direkte. Pesticider, der i flere forskellige studier har vist sig at være kræftfremkaldende, er hverdag for de fleste arbejdere i kaffeplantagerne, fortæller Dalberto Luiz Gomes, leder af CRESOL, en fagforening i det tætvedliggende Muriaé. “Det største problem i kaffeindustrien er kræft“, siger han.

Faktisk er de tre mest almindelige typer af kræft i området, hud-, mund- og spiserørskræft, fortæller José Alves, administrativ leder ved Cancer Hospital Fundacão Cristiano Varella i Minas Gerais.

“Kræftpatienterne kommer hovedsageligt fra små familieplantager, som der er mange af i området, og antallet af patienter er stigende”, siger han.

Forurenet vand

Problemet er større end sikkerhedsudstyr og landarbejderes helbred, da de giftige stoffer forurener farmernes vandforsyning og spreder det til de omkringliggende områder.
Foreningsleder Dalberto Luiz Gomes forklarer: “Nogle studerende tog prøver af vandet i en landsby i nærheden af Muriaé, og vandet var fuldt af pesticider“.

En undersøgelse foretaget af Universidade Federal de Minas Gerais i 2013 fandt 24 forskellige pesticider i overfladevandet. Mindst ét af pesticiderne optrådte i 67% af prøverne, der var indsamlet i både regnsæson og tørkeperiode.

En anden kaffeplukker, den 29-årige Romerito Antunes Perreira, siger:

“Jeg har ikke lyst til at drikke vandet på farmen, fordi det er så fyldt med kemikalier, at man bliver syg. Jeg medbringer mit eget vand hjemmefra.”

Kaffeplantagerne er et boomende marked for pesticide-industrien, fordi mange plantageejere enten ikke ved, hvor giftige pesticiderne egentlig er eller køber pesticider billigt, der ikke må sælges på det brasilianske marked, siger Valdeli Silva fra det kommunale ministerium for Landbrug og Miljø i Rosário de Limeira.

“Pesticideindustrien sælger billige, ulicenserede pesticider til mindre kaffeproducenter. Den eneste udvej er større viden om, hvordan de kan dyrke uden brug af pesticider“.

TemaKaffens skyggeside

Slaveri og mangel på rettigheder er udbredt i brasiliansk kaffeproduktion, hvor brugen af pesticider skader både mennesker og miljø.

FokusFødevarer

Fødevareproduktion i u-lande er tæt knyttet til forbruget af mad i udviklede lande. I 2050 skal kloden brødføde 9 milliarder mennesker, hvilket stiller store krav til fødevareindustriens virksomheder og investorers samfundsansvar. DanWatch ser på konsekvenserne af vores forbrug i de fattigste lande.