Nyhed

Ekspert: Større magt til virksomheder truer udviklingslandene

9. apr 2015

Den største frihandelsaftale nogensinde kan få fatale konsekvenser for udviklingslandene og give virksomheder hidtil uset indflydelse. Dansk ekspert frygter “demokratisk underskud”.

Med USA i spidsen er 12 lande i Stillehavsregionen i sidste fase af udarbejdelsen af en ny storstilet frihandelsaftale der, når den træder i kraft, vil være den største nogensinde. Et nyt dokument fra forhandlingerne, som Wikileaks netop har offentliggjort, har dog skabt bekymring, da de såkaldte ISDS-tribunaler er indskrevet i aftalen.

Investor State Dispute Settlements (ISDS) er et forligssystem, der lader virksomheder sagsøge stater, og er udtænkt som en sikkerhed for, at staterne respekterer det frie og åbne marked.

Om ISDS

Investor State Dispute Settlements (ISDS) eller investor-til-stat voldgift er et forligsredskab, der varetager tvister mellem stater og virksomheder, uafhængigt af de nationale domstole i det pågældende land.

Bestemmelser om ISDS eller international voldgift indgår næsten altid i en investeringsbeskyttelsesaftale (eller Bilateral Investment Treaty, BIT) mellem to lande.

Hvis en stat fx diskriminerer udenlandske virksomheder eller på andre måde handler konkurrenceforvridende, kan virksomhederne søge økonomisk kompensation via en ISDS-tribunal.

I praksis foregår det ved, at en investor kan indbringe en sag for en anerkendt international voldgift, for eksempel ICSID under Verdensbanken eller FN-organisationen UNCITRAL.

Mellem 1987 og 2013 har der været 568 kendte ISDS-sager (kilde: Unctad)

Læs mere om ISDS 

Poul Hauch Fenger, advokat og tidligere rådgiver ved FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder, frygter dog, at særligt udviklingslandene, der er ivrige efter at få adgang til det store amerikanske marked, vil betale en høj pris, hvis de underskriver den endelige aftale:

“Nogle virksomheder er efterhånden så store, at man kan betragte dem som små lande i forhold til magt og økonomi. De har råd til at hyre de allerbedste advokater, og har flere kapaciteter til at føre sagerne end de små lande”, siger Poul Hauch Fenger og understreger, at aftalen kan svække landenes mulighed for en retfærdig rettergang, og dermed få fatale konsekvenser for det pågældende lands borgere.

Kontroversielle retssager

Hensigten med aftalen ‘The Trans Pacific Partnership’ (TPP) er officielt at skabe rammerne for friere handel i stillehavsregionen, hvor de 12 lande tilsammen udgør cirka 40 procent af verdens BNP.

De 12 lande

Brunei

Chile

New Zealand

Singapore

USA

Australien

Peru

Vietnam

Malaysia

Mexico

Japan

Canada

Den nye aftale vil udbrede ISDS-systemet i hele stillehavsregionen, og med aftalens størrelse er der ifølge Poul Hauch Fenger tale om en historisk aftale, man ikke har set mage til før.

Virksomhedernes mulighed for at sagsøge stater, er allerede indskrevet i en række af de internationale handelsaftaler, der regulerer verdenshandlen i dag.  Gennem ISDS er der ført en række kontroversielle sager, hvor multinationale virksomheder har angrebet nationale love for at være en forhindring for fri handel.

Tobaksgiganten Phillip Morris, der i Danmark forhandler mærker som Marlboro, L&M og Skjold, har de seneste år ført ISDS-sager mod Australien, Togo og Uruguay, der alle har indført lovgivning, der begrænser tobaksindustriens muligheder for at reklamere for deres produkter.

Demokratisk underskud

Manglende retssikkerhed, gennemsigtighed og muligheder for appel får Poul Hauch Fenger til at advare imod tribunalerne:

“De nye tribunaler vil skabe et stort demokratisk underskud, for der er ikke politisk styring med dem, og det er ikke betryggende for retssikkerheden, at virksomheder får så meget magt”.

I Uruguay vedtog man i 2010 en lov, der gjorde det lovpligtigt, at mindst 80 procent af cigaretpakkerne var dækket af advarsler og eksempler på farerne ved rygning. Siden da har landet været i en juridisk slåskamp med Phillip Morris, der har sagsøgt det lille sydamerikanske land for 25 millioner dollars. Tobaksproducenten mener, at  lovgivningen er et ulovligt indgreb i virksomhedens indtjening, og en overtrædelse af landets eksisterende frihandelsaftaler.

I 2014 havde Uruguay et bruttonationalprodukt på 53 milliarder dollars, hvilket er hele 27 milliarder dollars mindre end Phillip Morris’ årlige omsætning på 80 milliarder dollars.

Ifølge Poul Hauch Fenger kan konsekvensen af retssagerne betyde, at de rige vestlige lande, hvor de fleste multinationale virksomheder har hjemme, vil få endnu mere magt på bekostning af de fattigere udviklingslande:

“Uligevægten risikerer at blive endnu større, end den var i forvejen, hvor det nærmer sig en tilstand som i kolonitiden,” siger han.

Dokumentation

Læs Pressemeddelelse fra WikiLeaks her

Læs WikiLeaks dokument om TPP-aftalen her