Nyhed

DanWatch rapport udløser klage til ombudsmanden

30. jan 2015

Rejseselskabers vildledende markedsføring om ture til besatte områder fører til en klage til forbrugerombudsmanden og spørgsmål til Erhvervsministeren.

DanWatch’s seneste undersøgelse ‘Turen går til besat land’ får nu Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl til at klage til forbrugerombudsmanden. Tidligere på ugen kunne DanWatch dokumentere, at syv danske rejseselskaber vildleder rejsende om ture til besatte områder på Vestbredden og Østjerusalem. Rejseselskaberne omtaler de israelsk besatte områder i Golanhøjderne, Vestbredden og Østjerusalem, som israelske.

“Jeg er ikke i tvivl om, at mange ville vælge rejserne fra, hvis de blev beskrevet som rejser til besatte områder. Jeg har derfor rejst sagen over for forbrugerombudsmanden for at sikre, at reklamerne følger danske og internationale retningslinjer for markedsføring,” siger Christian Juhl.

Også SFs udviklingsordfører, Trine Pertou Mach, reagerer på DanWatch’s rapport. Hun har nu bedt erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, om at kommentere på sagen og redegøre for, om rejseselskabernes markedsføring er i overensstemmelse med dansk markedsføringslov, FN’s Guiding Principles for Business and Human Rights og med den officielle danske holdning til virksomheders engagement i israelsk besatte områder.

Trine Pertou Mach spørger også om ministeren ”vil indlede en dialog med branchen, i særdeleshed de undersøgte rejseselskaber, omkring klar markedsføring af rejser til Israels bosættelser samt de besatte palæstinensiske områder”.

På kant med markedsføringsloven

Ifølge FN’s Kontor for Koordinationen af Humanitære Anliggender bidrager den voksende turistindustri og infrastruktur i ulovlige bosættelser til en “normalisering’” af de ulovlige bosættelser blandt både israelere og udenlandske turister.
I rapporten ‘Turen går til besat land’ dokumenterer DanWatch, at danske rejseselskabers hjemmesider og salgsmateriale systematisk markedsfører de besatte områder som israelske.

Det er på kant med markedsføringsloven, vurderer  lektor i formueret og forbrugerret på Aarhus Universitet, Anne-Dorte Bruun Nielsen.

“Særligt er det vel mest stødende med de rejsebureauer, der direkte og udtrykkeligt siger, at de overholder de etiske krav og lægger vægt på at tage vare på lokalbefolkningens tarv. Her ville jeg som forbruger opleve, at jeg meget direkte blev ført bag lyset,” siger Anne-Dorte Bruun Nielsen, og understreger, at selskaberne bør oplyse deres kunder om, at rejsedestinationerne ligger på besat land.

Ifølge markedsføringslovens § 3 må erhvervsdrivende ikke “anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.”

De syv rejseselskaber

  • Albatros Travel A/S
  • Bravo Tours
  • Kilroy Travels
  • Risskov Travel Partner
  • Strobel Travel ApS
  • Tikva Travel
  • Unitas Rejser A/S

Selskab afviser kritikken

Flere rejseselskaber omtalt i rapporten har allerede reageret på DanWatch’s rapport ved at ændre deres beskrivelser af rejsedestinationerne, Blandt andre Unitas Rejser A/S:
“Vi ser ingen problemer i, at vi præciserer klart og tydeligt, at rejsen går til Israel og Palæstina, at de nævnte steder ligger i Palæstina / Vestbredden, Golan osv. Så det bliver rettet i allerede udarbejdet materiale og på hjemmesiden, samt i medarbejdernes bevidsthed”, skriver Unitas Rejser til danWatch.

Direktør for Strobel Travel ApS, Morten Strobel er af en anden holdning. Han ser  ikke  noget forkert i rejsebureauets markedsføring, og han udtaler til Politiken:

“Begrebet ‘besat område’ er udvandet, fordi israelerne faktisk har tilbudt Jordan at få Vestbredden tilbage. Der er muligvis nogen, som kalder området palæstinensisk, men der har aldrig eksisteret en palæstinensisk stat. Derfor kan man ikke tale om en besættelse. Det giver ikke nogen logik i min verden, men vi blander os ikke i politiske fortolkninger. Folk må selv danne sig en holdning, når de er dernede,” siger han.

UndersøgelseTuren går til besat land

Danske rejseselskaber markedsfører rejser til besatte områder som israelske.

TemaForretning på forbudt land

Danske virksomheders investeringer i ulovlige bosættelser

FokusKonflikt & Sikkerhed

Verdens krige og konflikter er big business. DanWatch har eks. dokumenteret handel med varer fra besat land, investeringer i konventionsomfattede våben og statsobligationer i undertrykkende regimer.

RelateredeNyheder

Forbrugerombudsmanden giver Danwatch medhold i undersøgelse

Rejseselskabers markedsføring af besatte områder som israelske bør præciseres, konkluderer
Forbrugerstyrelsen bl.a.efter, at Danwatch har sat fokus på rejsedestinationer i og omkring Israel.

Politiken markedsfører bosættelse som Israel

Politiken omtaler bosættelse på Vestbredden som israelsk. Det sker på trods af, at avisen selv for nylig beskrev, hvordan danske rejseselskaber vildleder om rejser til besat land.