Nyhed

DanWatch modtager Timbuktu-prisen 2015

11. jun 2015

DanWatch bliver årets modtager af den store danske pris for kritisk udviklingsjournalistik, Timbuktu-prisen. Prisen er på 100.000 kr. og uddeles torsdag på Folkemødet på Bornholm. Prisen er et arbejdslegat, der gives til et journalistisk projekt, som beskæftiger sig kritisk og undersøgende med udviklingsspørgsmål på nationalt eller internationalt niveau.

Årets Timbuktu-pris vil gå til research af danske virksomheders aktiviteter i verdens krige og konflikter. Dette skal udarbejdes inden for det næste år. Formand for Timbuktu Fonden, Thomas Ravn-Pedersen begrunder valget af DanWatch således:

“Vi er meget glade for at kunne uddele Timbuktu-prisen 2015 til DanWatch, som siden 2007 har været en dygtig vagthund for mennesker og miljø i udviklingslandene. Danwatch har det seneste år skærpet sin research og dokumentation og leveret en stribe afsløringer af forhold, som verden ikke kan være bekendt. Og deres igangværende projekt som årets Timbuktu-pris går til, tegner til at blive endnu en kontroversiel afsløring”.

CSR i krigsindustrien
Pengene fra prisen skal gå til at afdække danske virksomheders sociale ansvarlighed – hvilken sektor er endnu hemmeligt, understreger chefredaktør, Louise Voller, der er ansvarlig for projektet:

“Hvordan Danmark deltager i internationale konflikter er i høj grad relevant, og i den globale krigsindustri er dette et område, hvor danske virksomheders aktiviteter endnu ikke er kortlagt. Det er nu muligt, bl.a. med pengene fra Timbuktu Fonden og via internationale samarbejder”, siger Louise Voller.

Anerkendelse af undersøgende journalistik
For Danwatch som uafhængigt medie og researchcenter er Timbuktu-prisen en meget væsentlig pris, siger direktør for DanWatch, Jesper Nymark:

“Prisen er samtidig en vigtig anerkendelse af den udvikling, som vi er i gang med, og den undersøgende journalistiks betydning og relevans i forhold til virksomheder og staters socialt samfundsansvar”.

Overrækkelsen finder sted i aften kl. 18.45 I Det Globale Telt på Folkemødet på Bornholm.

For yderligere info eller udtalelser, kontakt ansv. chefredaktør, Louise Voller: 27 84 81 39