Case

Arbejderne fik papirsedler i stedet for løn

2. mar 2016

Kaffeeksportøren Tristão købte kaffe fra en plantage, hvor arbejderne oparbejdede gæld til plantageejeren, mens de arbejdede uden at få løn. BKI foods og JDE har solgt kaffe til offentlige institutioner opkøbt via Tristão.

Danwatchs undersøgelse viser, at plantageejeren Paulo Roberto Bastos Viana, som på grund af slavelignende arbejdsforhold blev sortlistet af det brasilianske beskæftigelsesministerium i 2013, har solgt kaffe til eksportøren Tristão Companhia de Comércio Exterior (Tristão). I 2010 befriede inspektører fra de brasilianske myndigheder 17 arbejdere fra Bastos Vianas kaffeplantage.

Danwatch er i besiddelse af den fortrolige inspektionsrapport, som beskriver, hvordan arbejderne ikke blev betalt i penge, men i stedet blot modtog papirsedler, hvor der stod, hvor meget de havde tjent, alt i mens arbejderne oparbejdede gæld i en dagligvarebutik, hvor de købte mad på selve plantagen. Den lovede løn var under den lovlige minimumsløn, og arbejderne var indkvarteret i faldefærdige bygninger uden senge eller madrasser, så nogle af arbejderne måtte sove på gulvet. Plantageejeren havde desuden ikke udstyret arbejderne med det af loven påkrævede beskyttelsesudstyr, ligesom der ikke var rent drikkevand tilgængeligt.

Inspektørerne fandt desuden to teenagere på 14 og 15 år, som plukkede kaffe på plantagen.

Leverede kaffe til Tristão samme år

Danwatch er i besiddelse af udskriften fra en retssag, som viser, at Bastos Viana i september 2010 – cirka en måned efter at inspektørerne befriede arbejderne – leverede kaffe til Tristão. Tristão oplyser til Danwatch, at de efterfølgende har stoppet samarbejdet med Bastos Viana. Men kaffen, som blev leveret i 2010, hvor der blev fundet slavelignende forhold, kan være blevet videresolgt til JDE, som køber kaffe fra Tristão.

JDE bekræfter i et generelt svar til Danwatch, at det er muligt, at kaffe fra plantager i Brasilien med dårlige arbejdsforhold har fundet vej ind i JDE’s varekæde.

Danwatch har spurgt, om BKI foods kan garantere, at kaffe fra Paulo Roberto Bastos Vianas plantage ikke er endt i den kaffe, som BKI foods har købt og videresolgt til sine kunder, og det kan BKI foods.