Globalt forbrug i skolen

Hvorfor skal globalt forbrug og
bæredygtighed på skoleskemaet?

 

Har du nogensinde tænkt over, hvem der har dyrket de tomater, der ender som sovs på din pizza eller pasta? Hvem har mon lavet din mobiltelefon eller syet dit tøj på den anden side af kloden?

I dag rejser de mest basale forbrugsvarer verden rundt, før de havner på vores lokale butikshylder.

Vores tøj bliver designet i København eller London, mens bomulden til at lave stof bliver plukket i Uzbekistan, vævet i Indien og senere syet til tøj i Bangladesh, hvorfra det bliver sejlet til Holland og kørt i lastbiler til Danmark.

Vores mobiltelefoner bliver udviklet i Californien, råmaterialerne til dem bliver udvundet fra miner i Congo, og senere sejlet til Kina, hvor delelementer fremstilles for senere at blive samlet på fabrikker i Vietnam, Sydkorea og Taiwan.

Arbejderne, der plukker vores grøntsager og frugter, rejser fra Ghana, Senegal og Mali over Middelhavet til marker i Spanien og Italien, hvor de plukker jordbær og tomater, der senere bliver kørt til fabrikker, hvor de pakkes eller kommer på dåse, for til sidst at blive solgt i danske supermarkeder.

Hele verden i din indkøbsvogn
Vi er alle sammen i dag globale forbrugere og vores valg, når vi shopper og køber ind, påvirker både direkte og indirekte mennesker og miljø i alle hjørner af verden.

Du har måske hørt, at mennesker i fattige lande- det vi kalder udviklingslande- ofte arbejder i rigtig mange timer til en dårlig løn og under dårlige forhold, som man faktisk kan blive syg af.
Millioner af mennesker bliver udnyttet hver dag, mens de producerer mange af de produkter, som du har i dit hjem og i din hverdag. Man behøver faktisk ikke altid at rejse langt væk for at finde dårlige arbejdsforhold. I Sydeuropa dyrker mennesker fra fattige lande vores grøntsager og frugt.

Det er vigtigt, at vi alle sammen får større viden om, hvordan vores mad og vores ting bliver lavet, så vi kan gå uden om de produkter, vi ikke synes, er lavet på en ordentlig måde. På den måde kan vi alle bidrage til bæredygtige løsninger, og til at vores forbrug ikke har en negativ indflydelse på mennesker.

Kontakt os:
Vil du vide mere om Danwatchs undervisningsindsats, ønsker du at få tilsendt undervisningsmateriale eller bestille et foredrag til din skole kontakt undervisningsansvarlig:

Norma J. Martinez
Tlf: +45 3210 5214
Email: njm@danwatch.dk

Danwatch
Gammeltorv 8, 3.
1457 København K
Danmark

Tlf: +45 3210 5214
E-mail: info@danwatch.dk
www.danwatch.dk