Hvor kommer dine ting fra?

Alt det, du har på dit værelse, har været på en lang rejse, før det ender der.

Klik for at finde ud af hvor

X

Pizza

Er en af dine livretter også pizza? Pizza er faktisk danskernes foretrukne fast food.
En af de vigtigste ingredienser i kødsovs og pizzasov er dåsetomater, som også er en af de mest solgte dagligvarer på dåse. Hvert år køber Danmark tomater på dåse for over 200 mio. kr.

De fleste dåsetomater i de danske supermarkedskæder kommer fra Syditalien, hvor op til en halv million fattige og ofte ulovlige indvandrere arbejder 10-12 timer om dagen for mindre end 25 kr. i timen. Tomatplukkerne kommer fra lande i Vestafrika, hvor de er flygtet fra krig eller fattigdom. I Italien bor de i slumkvarterer, der består af faldefærdige huse, containere og barakker pakket ind i plastik.
Bandeledere og tomatgårde i Syditalien udnytter den dårlige situation, som de fattige indvandrere er i. Tomatplukkerne bliver truet med at blive smidt ud af Italien, hvis de ikke finder sig i de kummerlige arbejdsforhold.

Læs mere om de mennesker, der plukker tomaterne til danske dåsetomater her.

X

Chokolade

Du ved måske ikke, hvad palmeolie er, men du indtager det med sikkerhed flere gange ugentligt, hvis ikke dagligt. Der er nemlig palmeolie i næsten halvdelen af de varer, vi køber i supermarkedet. Også i din chokoladebar.
Palmeolie er udråbt som verdens billigste vegetabilske olie, og produktionen stiger år for år. Den store efterspørgsel på palmeolie har haft store negative konsekvenser for mennesker og miljøet, særligt i Asien. I Indonesien ryddes hver dag 80 km2 regnskov for at gøre plads til palmeolieplantager.
Palmeolieproduktionen bidrager på den ene side positivt til Indonesiens og andre udviklingslandes økonomier. På den anden side betyder de store palmeolieplantager, at lokalbefolkninger, der lever i og af regnskoven, må overgive deres land til store virksomheder. Den ubæredygtig rydning af regnskoven i Indonesien og Malaysia betyder også, at flere dyrearter er udryddelsestruet. Det gælder sumatratigeren, orangutanger og javans næsehorn.

Læs mere om palmeolie produktionen her.

X

Tablet

På verdensplan bliver der solgt mere end 230 millioner tablets om året. Meget af produktionen finder sted i lande som Kina og Sydkorea i Asien.
For at fremstille elektroniske produkter som tablets er der brug for mellem 500-1000 kemikalier. Mange af de kemikalier forårsager kræft hos arbejdere på IT-fabrikkerne, fordi fabrikkerne ikke giver deres medarbejdere ordentligt sikkerhedsudstyr på.

Yumi Hwang fra Sydkorea var kun 21 år, da hun sov stille ind i sin mors arme på bagsædet af sin fars taxa. De var på vej til hospitalet, hvor Yumi Hwang skulle til endnu en behandling. I to år havde hun kæmpet mod en aggressiv kræftform. Yumi Hwang havde arbejdet ved samlebånd i en Samsung fabrik i Sydkorea, hvor hun rensede forskellige elektronikdele. Hun er én af 300 IT-arbejdere, der er blevet eller døde af kræft og hjernesvulster i Sydkorea de seneste år.

Læs mere om Yumi Hwang, og hvordan tablets bliver produceret her.

X

Mobil

Du er måske ikke klar over det, men du bærer rundt på guld i både din mobiltelefon og computer. Guld bliver nemlig brugt til i chips og andre delelementer i vores elektronik. Guld er nemlig et godt materiale til at lede strøm.
Guldet til vores mobiltelefoner bliver udvundet fra miner i lande som Ghana, Congo og Mali i Afrika.
Desværre er guldmineindustrien i Afrika kendt for børnearbejde. I Mali vurderer man, at mellem 20.000 og 40.000 børn arbejder i guldminer. På verdensplan arbejder mindst 1,5 mio. børn arbejder i guldminer.
I guldminerne bliver børn dagligt udsat for kviksølvdampe, som kan give forgiftning og kroniske handicap. Kviksølvet bruges til at samle guldstøvet. Børn og teenagere er særligt udsatte for kviksølvet, fordi deres kroppe stadig er under udvikling.

11-årige Immanuel, som arbejder i en guldmine i Ashanti regionen i Ghana, fortæller: “Arbejdet er hårdt. Vi bliver ofte syge og har altid ondt i hovedet og brystet. Men jeg har ikke tænkt mig at stoppe i minen, for det har jeg ikke råd til.”

Læs mere om guld og børnearbejde i mobiltelefoner her.

 

X

Tøj

Danske mærker som Vila, Selected, Vera Moda og Jack & Jones bliver syet i Bangladesh. Her findes mere end 5000 tøjfabrikker Bangladesh, hvor over fire millioner arbejdere syrer tøj for små såvel som store internationale mærker. Hvert år sender Bangladesh tøj til Danmark for over fire milliarder kroner.

Samtidig er Bangladesh en af verdens fattigste lande, og landet er kendt for dårlige arbejdsforhold, korruption og ekstrem stor forskel på de rigeste og de fattigste. Sikkerhedsforholdene som basal brandsikkerhed og flugtveje er meget dårlige i tusindvis af Bangladesh’ tøjfabrikker.l 2013 indtraf en af verdenshistoriens værste industrikatastrofer, da fabrikken Rana Plaza faldt sammen, og flere end 1100 arbejdere mistede livet. Efter ulykken er mange fabrikker blevet lukket, da sikkerhedsforholdene var livsfarlige.

Hverdagen for millioner af syersker i Bangladesh er dog stadig præget af usikre og dårlige arbejdsforhold, meget lave lønninger, 12 timers arbejdsdage og fysisk og psykisk vold.

Fatima Aktan fra Chadpur, der er 20 år og syersker, fortæller:
“Vi bliver chikaneret dagligt, både fysisk og psykisk. Produktionsmålene er alt for høje, men de truer med fyringer og kalder os ludere og horeunger, hvis vi laver småfejl eller protesterer mod for meget arbejde.”, siger Fatima Aktan.

Læs mere om produktionen af tøj i Bangladesh her.

Undervisning

Danwatch er et dansk uafhængigt medie, der undersøger, hvordan de virksomheder, der laver vores tøj, elektronik og mad m.m., påvirker mennesker og miljø, der hvor varerne bliver fremstillet. Danwatch fokuserer særligt på menneskerettigheder, miljø og social ansvarlighed i et globalt perspektiv. På denne side finder du undervisningsmaterialer baseret på vores undersøgelser. Materialerne omhandler bæredygtighed, menneskerettigheder og samfundsansvar. Materialerne henvender sig til flere fag og klassetrin.

Elevmaterialer

Til elever: Moderne slaveri i din kaffekop

Kaffe er verdens anden mest populære drikkevare efter vand og den anden mest handlede vare i verden – lige efter olie. Men hvor meget ved vi om den kaffe, vi drikker?
Undervisningsforløbet ‘Moderne slaveri i din kaffekop’ handler om, hvordan den kaffe, vi drikker hver morgen, bliver fremstillet i Brasilien og Guatemala. Du og din klasse vil gennem dette undervisningsforløb og gruppearbejde diskutere, hvad vores globale forbrug betyder for en bæredygtig udvikling.

Tomaternes lange vej til din pizza

Dåsetomater er en af de mest solgte varer i de danske supermarkeder. 'Tomaternes lange vej til din pizza' er et undervisningsforløb, der handler om de mennesker, der plukker tomaterne til vores dåsetomater. Gennem madlavning, diskussioner og gruppearbejde vil du og din klasse få indsigt i fødevareproduktion, bæredygtighed og globalt forbrug.