I mere end 20 år påførte kaffearbejderen Ronaldo Vicente Antonio pesticider. Han fik af og til lidt af produkterne på hænderne og anvendte det samme arbejdstøj i dagevis uden at vaske det. Han måtte holde op med at arbejde, da fødderne begyndte at blive følelsesløse, og hænderne holdt op med at lystre.
Ronaldo Vicente Antonio plejede at bo på en kaffeplantage sammen med sin kone og sine fire børn. Han arbejdede der året rundt, plantede kaffebuske, plukkede kaffe og tørrede bønnerne.
Hvert år i april påførte han pesticider.
”Jeg sprayede hver dag fra morgenstunden”. Det tog timer – nogle gange hele dagen, fortæller han. Pesticiderne bar han på ryggen i en beholder.
– Læs om de livsfarlige pesticider, der er tilladt på brasilianske kaffeplantager.
Ronaldo Vicente Antonio må støtte sig til en stok, når han går. Hans fødder føles som om, de sover, og han kan ikke kontrollere sine hænders bevægelser. Foto: Maurilo Clareto Costa
Ronaldo Vicente Antonio fik aldrig nogen oplæring i, hvordan han skulle håndtere kemikalierne, fortæller han:
”Der var ingen træning. Plantageejerens søn fortalte mig blot; ‘her er sprøjten, og her er produktet. Du kan begynde at sprøjte’”.
På fødderne bar han sine egne gummistøvler. På kroppen almindeligt tøj og på hovedet en stofhat, som dækkede nakken. Plantagen udstyrede ham desuden med et par plasticrengøringshandsker og en hospitalsmaske af papir. Masken brugte han adskillige dage i træk. Indimellem var der ikke nogen masker på plantagen, og så måtte han selv købe en.
”Jeg brugte det samme tøj to-tre dage i træk. Der var ikke tid til at vaske det, for arbejderen, som havde eftermiddagsvagten, skulle bruge det”, siger Ronaldo Vicente Antonio.
I dag har han svært ved at gå og koordinere sine hænders bevægelser.
Smed handskerne for at rense pumpen
Som flere andre kaffearbejdere, Danwatch møder, ved Ronaldo Vicente Antonio ikke præcis hvilke produkter, han sprøjtede med. Han husker at have påført ukrudtsmidlet Roundup og to andre pesticider, som nogle gange blev blandet sammen. Han vidste heller ikke, hvorfor de enkelte produkter blev påført, eller hvad de skulle virke imod. Han havde dog en idé om, at de kunne være farlige.
”Jeg havde hørt, at der kunne være problemer med pesticiderne, men jeg var nødt til at arbejde”, siger han.
Ofte blev pumpen med pesticiderne stoppet til, så der ikke kom noget ud af sprøjten.
”Jeg var nødt til at tage handskerne af og rense pumpen, og så fik jeg pesticiderne på hænderne”, fortæller han.
Fødderne begyndte at blive følelsesløse
Efter at have arbejdet i næsten 20 år begyndte begge Ronaldo Vicente Antonios fødder at blive følelsesløse.
”Det føltes som om, de sov”, siger han. Benene gjorde ondt og blev svage, og efter noget tid spredte symptomerne sig også til hans hænder. Han kalder det for ‘fjollede hænder’. De vil ikke, som han vil. Han har ingen styrke i dem, og han har svært ved at koordinere deres bevægelser.
”I dag må min kone knappe min skjorte for mig”, siger Ronaldo Vicente Antonio.
Da han begyndte at få symptomerne, fik han vanskeligere ved at udføre sit arbejde på kaffeplantagen og blev mindre produktiv.
”I begyndelsen bekymrede det mig ikke, men så begyndte det at blive så smertefuldt, at jeg ikke kunne arbejde. Så blev jeg bange for at miste jobbet, for jeg havde børn, jeg skulle forsørge”, siger han.
”Mine chefer blev vrede”.
Efter mange skænderier, ville Ronaldo Vicente Antonio gerne forlade plantagen, men han vidste ikke, hvad han skulle stille op, for han havde boet der i mange år og havde ikke noget andet hjem til sin familie. Efter flere måneders forhandlinger, flyttede han og familien i 2005 fra plantagen. Dengang var det yngste af hans fire børn 12 år.
Taget er tætnet med affaldssække
I dag – 10 år senere – bor 74-årige Ronaldo Vicente Antonio og hans familie i et faldefærdigt hus, som de har fået lov til at låne gratis. I soveværelset er taget tætnet med sorte affaldssække for at holde regn og kulde ude, og væggene er dækket af mug og skimmelsvamp.
Den pensionerede kaffearbejder Ronaldo Vicente Antonios kone Maria das Dores Antonio laver mad på sit brændeovnskomfur.
Foto: Maurilo Clareto Costa.
”Det er ikke noget godt hus, men vi har ikke noget andet hjem”, siger Ronaldo Vicente Antonios kone, Maria das Dores Antonio. Hun er vred over, at hendes mand arbejdede i så mange år på kaffeplantagen og endte uden noget som helst.
Ronaldo Vicente Antonio støtter sig til en brun stok, når han langsomt og haltende sætter det ene ben foran det andet. Han fortæller, at han ikke længere kan bære noget, fordi benene knækker sammen under ham.
Hos lægen har Ronaldo Vicente Antonio fået at vide, at problemerne med hans ben skyldes slidgigt. Hænderne har lægen ikke givet ham nogen diagnose på. Lægen har aldrig spurgt ham til arbejdet med pesticiderne. Selv undrer Ronaldo Vicente Antonio sig over, hvorfor han er blevet syg.
”Jeg ved ikke, om det er på grund af pesticiderne”, siger han og fortsætter:
“Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg måske ville have været rask i dag, hvis jeg ikke havde taget det job. Men jeg var nødt til det for at forsørge min familie. Man er nødt til at acceptere det, guderne giver en”.
Det siger brasiliansk lov om pesticider og beskyttelsesudstyr
Ifølge en lovbestemmelse fra det brasilianske beskæftigelsesministerium er arbejdsgiveren ansvarlig for at udstyre arbejderne med beskyttelsesudstyr, som svarer til den risiko, arbejderen udsættes for. Arbejdsgiveren er også ansvarlig for at sørge for, at beskyttelsesudstyret renses forsvarligt og er i ordentlig stand, inden det anvendes igen, og arbejdsgiveren har ansvaret for at forbyde, at arbejdere påfører pesticider i deres eget tøj. Arbejdsgiveren er desuden ansvarlig for at oplære arbejderne i korrekt håndteringen af pesticiderne. http://www.guiatrabalhista.com.br/legislacao/nr/nr31.htm#31.8_Agrotóxicos,_Adjuvantes_e_Produtos_Afins__