8. september 2014

Risens pris

For 15 kroner kan du i ethvert europæisk supermarked købe en pose basmatiris. Men de indiske immigranter, der bærer den tungeste byrde i risproduktionen, får det mindste udbytte og fastholdes i fattigdom.


Indiens basmatibælte strækker sig langs foden af Himalaya. Her dyrker indiske bønder ris til hele verden, og for hver gang en pose ris sælges for 15 kroner i et europæisk supermarked, lander næsten 25 procent i hænderne på risbønder som Jogander Singh fra Haryana.Men prisen på Jogander Singhs ris er alligevel høj. Når sæsonen er forbi, og Jogander Singh har betalt omkostningerne for jord, såsæd, kemikalier, maskiner og arbejdskraft, er der kun gæld og røde tal tilbage på bundlinjen.

Vi er i Haryana i Indien, som er en del af “Basmatibæltet”, hvor størstedelen af verdens basmatiris hvert år produceres og eksporteres til Europa og Mellemøsten. Risproduktion tjener som levebrød for én milliard mennesker verden over. På trods af de røde tal, er Jogander Singh en heldig mand, fordi han kan brødføde sin familie og sende sine fire børn i skole. Millioner af indiske migrantarbejdere er mindre privilegerede.

I bunden af riskæden

Narashima, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, er sæsonarbejder på risfabrikken Shiv Shakti Inter Globe Experts, hvor han læsser og aflæsser lastbiler med tunge sække ris 11 timer om dagen, 6 dage om ugen, 5 måneder i træk.

For at opspare penge til sin familie bor Narashima med 15 andre migrantarbejdere på et lille værelse i de mørke og beskidte sovesale på fabrikken. Narashima befinder sig i bunden af kæden i den globale basmatirisproduktion. Han og andre migrantarbejdere bærer den tungeste byrde, men får det mindste udbytte – hvis de overhovedet får noget.

I år har Narashima været heldig og fundet arbejde som arbejdsmand på en rismølle i Haryana. Narashima får 15 øre pr. sæk, han bærer. På en god dag, når sæsonen er på sit højeste, kan han bære mere end 200 sække på 25-50 kg og får 25,37 kroner udbetalt.

Migrerer for at overleve

Narashima er én ud af en million indiske migrantarbejdere, som hvert år rejser til Indiens nordøstlige provinser for at finde sæsonarbejde. Man vurderer, at 30 procent af den indiske befolkning er migranter. Hver rissæson forlader mænd fra de fattigste landdistrikter deres landsbyer og familier i fire-fem måneder. Det forklarer migrationsekspert Parimal Maya Sudhakar fra Society for Labour and Development i Delhi.

“Folk, der arbejder i rismarkerne, er de mest fattige. Hvis de ikke migrerer, kan de ikke overleve. De har ikke de tilstrækkelige midler til at understøtte deres familier. Derfor flytter en del af familien og en del bliver tilbage i landsbyen,” forklarer han.

“Arbejdet i rismarkerne forbedrer ikke deres situation. Efter fem måneder med hårdt arbejde, kan arbejderne måske tage 4775 kroner med tilbage til deres familier. Det er kun nok til at overleve i fire-fem måneder,” siger Parimal Maya Sudhakar.

Revisionerne manipuleres

De lokale myndigheder i Haryana er ansvarlige for at holde opsyn med, at arbejdsmarkedslovningen bliver implementeret, og at arbejdernes rettigheder ikke bliver overtrådt på rismøllerne. Dalbir Singh, som er en del af et hold på tre inspektører, fortæller, at de formår at besøge to til tre møller om måneden ud af de 70, som de har ansvar for.

“Bestyrerne på fabrikkerne er ansvarlige for at registrere deres arbejde, så der ikke bliver problemer med entreprenører og migrantarbejdere. Vi holder opsyn med, om folk får deres løn i overensstemmelse med lovgivningen,” fortæller han.

Alligevel inspicerer Dalbir Singh og hans hold ikke, om levestandarderne for migrantarbejderne lever op til kravene. Inspektionerne er ikke tilstrækkelige, siger Parimal Maya Sudhakar.

“Ingen er interesserede i at løse de problemer, mange migranter har. Arbejderne har ikke nogen forening, og der bliver manipuleret med revisionen. Lovene er til arbejdernes fordel, men de bliver ikke implementeret.”

Entreprenørvirksomhed er lyssky forretning

For basmatiforhandlere er ris ikke et spørgsmål om overlevelse. På parkeringspladsen hos Dunar Foods LT, en af Haryanas største basmatirisforhandlere, kan migrantarbejdere som Narashima overvære, hvordan andre tjener på hans hårde arbejde.

Basmati er den eneste rissort, der ikke er prisreguleret fra den indiske regerings side. Derfor er forretningen næsten udelukkende i hænderne på de erhvervsdrivende, som kan kontrollere priserne. Ved at hyre migrantarbejdere til at bearbejde og pakke risene, kan de erhvervsdrivende holde omkostningerne nede, mens de fordobler priserne, når de sælger til europæiske og mellemøstlige markeder. Handelsmændene og bønderne hyrer migrantarbejderne gennem entreprenørvirksomheder uden kontrakter. Bønderne betaler entreprenørerne for at finde migrantarbejdere til at så og pløje deres marker, 209 kroner pr. hektar i Jogander Singhs tilfælde, men han tager ikke ansvar for arbejderne.

“Jeg har ikke noget ansvar for dem. Jeg betaler ham og fortæller ham, at han skal blive færdig i tide.”

Mange entreprenører er ikke registrerede og arbejder uden tilladelse. Tusindvis af migrantarbejdere underskriver aldrig en kontrakt, som garanterer dem deres rettigheder.

“Entreprenørvirksomhed er virkelig en lyssky forretning. Mange entreprenører har ikke nogen tilladelse og vil ikke have regeringen indblandet, fordi de er bange for at blive holdt ansvarlige. Det er helt ude af kontrol,” siger migrationsekspert Parimal Maya Sudhakar.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down